[Musik] Velkommen til Fyn TV. Sommeren er over os, og vi har sat Birrte Wittendorf i stævne til et tilbageblik på nogle af de spændende samtaler, hun har haft i Besjørne. Og ikke mindst, hvilke refleksioner det har sat gang i hos hende selv. Hendes samtale med Jan Skov bragte dem viden om teatrets og revyens verden i en sjov, spændende og lærig snak proppet med anekdoter fra et langt liv på de skrbræder, men også rejselivets glæder. God fornøjelse. Og så havde du den store snak med Jan Skov. Ja. I den sidste sæson i Rottefælden, som som han kommer til at spille. Ja. I hvert fald sådan er intentionen, kan man sige. Ja. I rottepillen. Hvordan kan det være, du inviterede ham? Jo, fordi det var da en oplagt lejlighed. Ja. Og også fordi han har meget at fortælle og fordi han er fuld af godt humør og der er mange historier igen. Er rigtig søde fyr. Hvordan blev den samtale i forhold til hvad du havde forventet? Jeg tror den blev lige så glad som jeg sådan jeg havde regnet med og lige så sjov som jeg havde regnet med. Og så muligvis en tur til Spanien. Mallorca. Ja. Ja. Ja, det ser vi, hvad det bliver til. Nu er du lige rejst rundt i England her for ganske nylig. Hvad Hvad når du så kommer der til igen, hvad føler du dig hjemme, eller føler du der er en masse opleve, eller? Ja, jeg føler jeg føler det er dejligt nu. Altså jeg har ikke været så meget rundt i hele enkelt, men nu var det jo helt sydkysten. Og det var da spændende. Nogle steder havde jeg været, men andre steder og se de der ting og sager, man har læst om, de romerske bader og så videre. Der har jeg ikke været, men hørt hvordan med deres ekvadukter, og de nået helt op til Hadriens mur i Skotland og så videre. Og så boede vi på sådan et gammelt ø det hed The Royal Bath Hotel og den var fra 1838. Rigtig pompøst. Så flot. Og der på det badehotel der havde dronning Victoria også været. Nå. Og øh det var stadigvæk charmerende og det var stadigvæk rigtig godt at være der. Men man kunne godt se tidens tand en lille smule. Men det er sådan et sted, hvor Laborpartiet stadigvæk kommer og holder deres kongresser. Nå ja. Og så var vi jo også som bord på HMS Victory, øh, Lord Nielsens gamle skib, og der var mit barnebarn Ludvi, han var jo helt misundelig, fordi han studerer historie. Så jeg måtte jo endelig sige til, når jeg var der og så videre, og fik også nogle borde til at sende ham en hilsen og så videre. Og øh så kom vi til ø ud til en lille ø, der hedder St. Michaels, hvor man kan gå ud, når tidevandet har trukket sig. Det turde de så ikke lade sådan en busfuld med gamle mennesker gøre. Så vi blev sejlet ud, og så var vi ude ved Lance End, så vi kunne kigge til USA og øh så var vi på Winer Castle, og der har jeg været engang Stonehhenish. Det er jo også fantastisk. Vildt. Ja. Ja. Helt utroligt. Så det var en dejlig tur. Og du kan i det hele taget jo godt lide at rejse, ikke? Ja. Jeg har været mange steder og langt væk. Ja. Japan og Kina. Kina. USA sagde du? Ja. Flere gange. Og øhm Argentina, Europa og så videre. Det næste det bliver nok en tur med Jan Skov til Mallorca. Ja, det kunne det talte om. Det lyder så dejligt sjovt. Ja. Ja. Jeg kan også godt lide at han talte om sig selv som hyggeonkel. Ja. Han skulle ikke være turguide. Nej. Nej, det gider han ikke. Kun være hyggeonkel. Her er du lejlighed til at se eller gense interviewet med Jan Skov i en redigeret udgave. Hvis du vil se hele udsendelsen, kan du finde den på vores YouTube-kanal. Jeg havde jo den store fornøjelse at være i Rottefælden i lørdags. Ja. Og det var en fantastisk oplevelse. Tak skal du have. Så tillykke med det. Tak. Og så har du for Ja, så har du været så sød, at du vil snakke med mig nu her. Gerne. Det har jeg glædet mig til. Tak. I lige måde. Tak. Øh, skal vi starte med begyndelsen? Din barndom i Silkeborg. Ja. For den har jo været fantastisk også. Ja. Jeg er et heldigt menneske i det hele taget og har ikke haft nogen større udfordringer i hele livet. Og ø og det er selvfølgelig på grund af mine vidunderlige forældre Edit og Menskov, som jo øh kaldte mig til jorden den 5. maj 1952 i Silkeborg på gågaden. Der var et hus. Øh men vi boede der og det Ja, jeg havde fået en storebror syv år før og øh en vidunderlig fyr. Ja. Jeg har desværre ikke nogen af dem mere nu. Nej. Øh, men øh, og ingen ingen familie forøvrigt ellers, så jeg er pal alene i verden. Men øh, men du har jeg har indtryk af, at du har fået så meget med dig, så jeg har fået så meget kærlighed. Det har jeg virkelig. Og blevet bakket op på alle mulige måder i i hele min opvækst. Aldrig et nej, øh, hvis på den rigtige måde eller på den forkerte måde. Nej. Så det har jeg taget med mig hele livet. Og det var jo ikke bare dine forældre, det var jo også dine bedste forældre, lagde jeg mærke til. Ja, de var også kærlige ved mig begge hold. Både mormor og morfar og farfar og farmor. Ja. Øh, min øh jeg blev af af praktiske grunde boede meget hos min øh farfar og farmor, som var mælke mælkefolk. Det havde et ismejeri i Silkeborg. Ja, hvor øhm ja øh de knoklede sig øh ihjel, kunne man sige, fordi de ellers sled sig op simpelthen det der med i gamle dage de tunge mælke øh junger og hestevogn var han startede, den havde jeg godt nok aldrig set, men øh bedstefar knoklede stod op klokken 3: om natten og kørte rundt i forskellige huse og afleveret mælk og de tunge flasker og farmor stået op klokken hop om natten og får stået i butikken. og klare det hele. Ja. En en en yndlingshistorie skal jeg skynde mig at fortælle dig. Ja, det skal du. Øhm. Af hensyn til eller med med farfar, som gik med mælk hver eneste morgen øh og nat. En af kunderne, han hed Asgår Jorn. Han var maler, som du nok ved alt om. Han skulle han skulle hver morgen have en halv liter sød og og p smør eller hvad pokker det var, han skulle have. Dem sætter bedstefar ved døren hver morgen, og farmor går så rundt med regningerne om fredag eftermiddag, hvor folk var hjemme og for kræver op. Det var service, der var service på dengang, det må man sige. Øh, på et tidspunkt er regningen løbet op på øh 26 kr. Det var dengang, det var mange penge. Ja. Og farmor går over og banker på hos Askar Jorden og siger øh Asker, nu skal du betale de 26 kr. Det kan jeg ikke, sagde han. Jeg har ingen penge. Okay, hun var sød. Hvad rar? Vi venter til næste fredag. Så var den selvfølgelig oppe på 32 kr. næste fredag. Nej, kan det ikke, sagde Asker. Du kan det, det kan jeg ikke. Så sagde bedstefar sidste gang, der var den op på 36 kr. Nu går jeg over. Nu skal han fanden brøle med betale. Og bankede på og sagde til ham: "Øh, Askar, nu er den op på 36 kr. Jeg har ikke pengene," sagde han. "Du kan tage de fire malerier, der står derovre." "Nej fanden." Og min bedstefar ville have sådan noget pjask. Det synes jeg er en god familiehistorie, fordi vi vil jo gerne have haft både min storebror og jeg, vi vil godt have haft et par stykker hængende derhjemme eller selv solgt dem. Det var da en fantastisk historie. Noget din farfar at finde ud af? Ja, det gjorde han nemlig. Han sagde også næsten på dødslej, jeg skulle nok have taget de fire malerier alligevel. Men ikke nogen bitterhed. Nej, nej, nej, nej. Han kunne godt se komikken. Han kunne se komikken i det. Ja. Ja. Din farmor, hun havde jo også tid til anden bare passe butikken. Hun havde jo tid til dig. Og øje for dig, har jeg indtryk af. Ja. Jeg læser din gode bog. Ja, jeg var jo allerede dengang bidt af en gal øh øh showbisms, så når jeg ikke kunne finde på andet, så måtte jeg jo lave cirkus. Mm. Og øh hvis det er den historie, du tænker på. Ja. Og øh det var jo i sandkassen udenfor butikken, som lå 50 meter væk. Og øh der var hun så flink, at hver gang der ikke var kunder i butikken, så var hun ovre at ved være publikum. Og det var nemlig den eneste publikumer, der var til at se Jan Skov, når han skulle være klovn i cirkus. Men sådan var hun også. Jamen det var fantastisk, for det var jo ikke alle ældre damer. Ej, hun var jo selvfølgelig ikke ældre dengang, men det var ikke alle bedstemødder på den tid, der lige havde øje for det. Nej, hun havde jo øje for dig. Hun havde øje for os begge to, både mig og min storebror. Ja. Fantastisk. Du sagde, et stort hus i Silkeborg, det var vist et lidt speciel hus, var det ikke, du boede i sammen med dine forældre? Jo. Det var jo det var et speciel hus. Det var et øh øh det var ligesom et hvis et et datid eller nutidens kongrescenter. Et stort hus med med mange sale i ø hvor hvor der blev spillet teater og der var øh bank som som altid er der var bowlingbaner og så videre og så videre. Men hvis i samme hus der var seks lejligheder og der boede vi på anden sal og mine bedsteforældre på min mors side boede på tredje sal. Ja. Og min far havde så fået, han var, han startede egentlig som urmager. Øh, og der havde han et lille lokale oppe hos mine bedsteforældre på sådan en sjov måde, og men folk kom der alligevel og skulle have deres uger lavet. Mm. Men han blev ikke ved med at reparere ur. Nej, det gjorde han nemlig ikke. Nej. Byen skulle som eller Silkeborg skulle som alle andre byer Ja. have en messe på et tidspunkt og en julemæse eller forårsmæsse. Og der blev min far involveret sammen med andre forretningsfolk i byen. Og en skulle stå for at bygge bygge standene op, og en skulle stå for at sælge billetter, og en skulle stå for en skulle stå for underholdningen øh på scenen, som var der, så man kunne trække nogle folk til. Det blev min far. Han blev både konferencier, og så skulle han også engagere de folk der. Det gjorde han via et bureau i København, der hed Shakes Brokers koncert og teaterbureau i Drageøer. Ja. Og øhm der øh der fik han sjove mennesker til at komme og optræde. Det var alt lige fra at datidens referanger, Rakel Rastenni øh Grthe Søn og Voldmer Sørensen, Preben Ulebjerg og sådan nogle ting og alle de forskellige mennesker. Ja. Og min far blev så interesseret i det, så på et tidspunkt så droppede han alt med urmageriet og fik sit eget bureau og levede af det i mange år. M samtidig med han tog ud som konferencier på modeshows og andre steder. Og så kom der en masse sjove mennesker hjem hos os. Ja. Det det er da klart. Og derfor var jeg jo vildt begejstret hver gang der er nogen i det. Derfor der sad allerede en eller anden lille showbiz inde i maven på mig. Prøv at fortælle os om nogle af dem hvis du har lyst. Jamen, øhm, den sjoveste oplevelse eller den som sidter i mig den dag i dag, jeg havde en aften, som der ved jeg ikke har været syv, otte år, været inde og se den gamle danske film Harokammertjeneren. Mm. Med Ebbe Rode og Osval Helmud i hovedrollerne. Ja. Jeg føtte selv få lov til for to år siden at spille øh kammertjeneren på teateret i i Maribo. Ja. Ja. Og det var en stor oplevelse. Det var en Men øh jeg havde været inde og se den lørdag aften. Søndag morgen kommer jeg ud af af badeværelset i min lille badekåbel. Og ovre i vores stol der sad selveste Osval Helmut. Det var stort for mig. Det var meget stort. Det kan jeg godt forstå. Øh. Ja. Øh jeg synes han var en stor mand. Øh både på den ene og den anden måde. Ja. Og han sagde goddag. Jeg hedder Osval. Hvad hedder du? Jamen jeg hedder Jan. Sæt dig her. Og som alle alle voksne skal sige til børn på et eller andet tidspunkt, hvad vil du være, når du bliver stor? Ja. Og det var første gang, jeg tur sige det, mens mine forældre hørte på det. Jeg vil sagde, jeg vil gerne være skuespiller. Ja. Jeg kan ligefrem se min mors øjne flakke over til min far under har tænkt, han må indlægges med det samme. Han er sindssyg. Han er tosset i hovedet en knægt. Og så sagde også vel de berømte ord, hvis du brænder for det, så skal du blive det, men hvis du ikke brænder for det, så skal du lade være. Og jeg tænker på ham hver gang jeg står på en scene. Øh, det var kloge ord. Det var kloge ord. Og han havde fuldstændig ret. Ja. Jeg skal man skal brænde for sin metier. Øh, jeg var så heldig for to tre år siden at få hans æresmindelegat, så den det har en speciel plads på væggen derhjemme. Ja, du har det hele tæt for mange dejlige priser. Ja, det har jeg. Det har du. Ja, du har fået årets Dirk to gange. Det er vist ikke helt almindeligt. Nej, det er det nok. Går det to gange? To gange. Ja. Det var fantastisk. Ja. Og så blev årets æerskunstner sidste år. Ja. Så der er ikke mange pladser tilbage på væggen derhjemme. Nej. Men det er jo dejligt at og at og at få sådan nogle priser, så det så vi ved, at folk er glade for en. Det er det. Det er vidunderligt. Og det kom rigtig meget bag på dig en gang der med den første Dirk. Ja, det gjorde det. Øhm. dengang det har jo været i 1980. Ja. Der spillede jeg revy i Silkeborg. Ja. For første gang skulle jeg øhm min når jeg vender tilbage til det om min revisor, som hed Knud Korsgaard Schmidt fra Vejen. Mm. Han kunne godt lide at lave revytekster det år, det forår der så ringer han til mig, så siger han: "Jan, har du set billedbladet i den her uge?" "Nej, det har jeg ikke. Købt det. Og jeg købte og så forsiden, som var vores skønne dronning Margrethe, der dansede med lille bitte Anker Jørgensen øh til et hoftbal. Et vidunderligt billede. Margret virkede meget højere end det var taget på en helt speciel måde. Ja. Og han virkede meget mindre. Han virkede meget mindre. Og så siger min revisor, må jeg skrive en vise? Ja. Om det billede til dig? Ja, sagde jeg. Så skal du opføre det ved, hvis hvis nummer der godt sagde, så vil jeg gerne. Men sagde jeg sagde til ham, jeg kan ikke komme til at ligne Anker Jørgensen. Nej. Så sagde han, det skal du heller ikke. Du skal ligne dronning Margrethe. Nå, det var mit start med at lave dronning Var Grethe. Jeg ringede hjem til min mor og sagde: "Mora, vil du sy en kjole til mig, som skal være ligesom den der?" Ja. Og så var der en kunsthåndværker fra Vejen, der hed Jens Flansmose. Ja. Som lavede en papmchedukke, som lignede Anker Jørgensen fuldstændig. Og så dansede du med så dansede jeg på melodien hen til Guden og til bagsikken. Ja. Det nummer blev valgt ud i Silkeborg. Ja. Øh, af Bellebladets læsere til at til at være en en del af revyernes revy i Tolis koncertsal. Ja. I sommeren 1980 må det være. Ja. Ja. Og øh der øh skulle man så vælge årets revikunstner. Øh og øh lige inden tæppet går til finalen, hvor alle priserne skulle uddeles, vi stod med vores buket blomster, som vi selv skulle tage med ind. Vi var så mange på scenen. Og lige ved siden af mig, der står Volmer Sørensen. Mm. Og så siger han, Volmer, øh, Jan Skov, vi var dis dengang, hvad skal de lave næste sommer? Uh, det ved jeg ikke. Det har jeg ikke spekuleret på, men jeg håber da jeg finder et sted at kunne lave revy. Kunne de tænke dem at komme i cirkusrevyen? Så var de ved at besvime. Så glad blev jeg. Og så sagde jeg ja. Så gav han mig hånden og sagde så har vi en aftale. Ja vel. Ja. Så gik tæppet fra. Så blev priserne uddelt. Jeg blev årets revykunstner. Det har den gamle rotte godt vidst på forhånd garanteret. Det kan jeg love dig for. Selvøl. Selvfølgelig. Ja. Øh, det vidste han. Og så havde jeg mit mest lærerige sommer nogensinde i 1981 på Dyhavsbakken. Ja. Fordi Volmer øh efter en episode på på teater en af de første dage sammen med en kvindelig kollega der lavede vi et nummer i Cusrevyen, som lå ret tidligt i forestillingen som to babyer i en kravlegård. Ja. Mm. Og øhm det var ikke særlig godt nummer. På et tidspunkt, mens hun synger et vers, så kunne jeg ikke lade være med øh øh i den kravlegård og og øh finde en lille bussemand og sætte op på kanten. Og så skreg publikum grin. Ja. Og min kvindelige kollegaer blev stiktosset og klagede til Volmer bagefter. Og jeg blev kaldt ind på han i hans garderobe, og han sad og sminkede af, og jeg stod bagved, og så sagde han, mens han kiggede ind i spejlet, jeg hører, de forsøger at tage billedet fra deres kollegaer ved at pille næse. Jeg sagde, jamen det er jo et nummer, vi ikke kan rigtig få hul på. Det fungerer ikke rigtigt. Så vendte han sig om, så sagde han, det er en skideegod ide. Vi bliver ved med det. Og fra den dag, og så sagde han, skal vi så ikke spise natmad sammen? Ja. Og det gjorde vi så. Og når vi så var færdige med natmaden på restaurant Skovly, så gik vi rundt på bakken, og så fortalte han om om hans måde at lave revy på og teater på og hele hans liv. Og det var det, det var det var det bedste skole. Ja. Jeg nogensinde har været i. Det var din mesterlærer. Det må man sige. Hvad showbe angård, det må man sige. Ja. Han kunne jo det hele. Han kunne skrive tekster, han kunne øh spille musik, han kunne han kunne instruere, han kunne lave PR. Mm. Han kunne ikke finde ud af det med økonomien. Den ro skal han have. Nej, det skulle nok være for stort og for flot. Og det har jeg også. Jeg så Ja, men så skal man bare have nogle andre til det. Sådan en god revisor, der kan skrive en god tekst. Lige nøjagtig. Ja. Ja. Men øh, er du ikke også lidt inspireret af Volmer med at du godt kan lide at der er en artist med i forestillingen? Jo, det kan jeg love dig for. Ja, det har vi desværre ikke i rottefælden mere, fordi det er ikke det er ikke praktisk øh og økonomisk godt. Nej. En artist kan to numre. Ja. Og kan jo ikke anden gå med ind i finalen, hvor vi en skuespiller skal kunne det hele. Ja. Ja. Men jeg kan godt lide jeg kan godt lide hvis det er en god artist øh afbrækket i det. Jeg har altid været b Jeg elsker at se cirkus. Ja. Jeg elsker at tage til Tyskland og se de gamle varieter som stadigvæk er dernede og så videre. Ja. Men vi har det desværre ikke. Jeg har en lille smule andet, når jeg laver skovtur i Herning en gang om året, så har jeg en artist med. Det skal vi også lige tilbage til din skovtur. Men der var jo også noget med, at du lavede et lille artistisk indslag, hvor du var stod på ski med en krog i loftet. Hvor er det for noget? I gamle dage vendtes rottefælden jo anderledes. Der var scenen op for Ja. Ja. En lille bitte scene. Skøn scene. Det er mange, mange år siden. Ja. Det var i 1999, kan jeg fortælle dig, den blev lavet om. Okay. Øh, så længere siden er det sådan set ikke. Ja. Nej, det er 25. Det er 25 år siden. Okay. Arne Lundemand havde været der nogle år før. Ja. Og havde siddet i en hoppegynge. Øh, som som Dirk også gjorde i Ja. Ja. Seusrevyen og der var han selvfølgelig en kæmpe krog. Oppe i loftet. Og øh og ø Jens Krøjer havde det år lavet en sang til til ham selv og Kirsten Siggaard. Ja. som handlede om et norsk par, som var forelsket. Mm. Så får han den sindssyge ide, tossede ide, at jeg skal have en sele på på et tidspunkt, som hænger i den krog. Så skal jeg på et tidspunkt komme igennem fortæppet. kom jeg skulle skravle op på en stige, skulle jeg kravle igennem fortæp eller der var en forstilling til der skulle skubbe mig ud og blive og stå og holde mig på bagdelen, mens jeg skulle fryse derude i med små skib på og små stave i hånden og en lille dum norsk hue på. Ja. Og det gik fantastisk de første otte dage. Ja. Niende dag der vildkrogen ikke mere. Det var ikke godt. Jeg faldt ned og Kirsten Siggaard og og Jens Krøjer forsvandt for scenen for af grin. De var ved at flække af grin. Havnede du nede ved publikum? Ja. Nej, det gjorde jeg ikke. Men jeg nåede at få en skistav eller en ski øh en ski ned i hovedet på en mand. Nej. Som sikkert er indlagt den der i dag. Nej, det er forhåbentlig ikke. Men og jeg kunne ikke komme op af grin. Jeg lå ligesom Bambi på isen og måtte sådan og vores ø medspiller, en skøn skuespiller, der hedder Jesper Vigant. Ja. Han stod ude bagved og blev mere øh forskrækket end vi andre gjorde til sammen. Hvad er der sket noget? Stod han og s bag. Hvad er der sket noget? Er der sket noget? Nej, nej, det var der så ikke. Og jeg kom endelig ud. Det viste sig så. Det var der så for jeg havde så ondt i ryggen nogle dage senere. Det væ Men øh endelig. kom nummeret videre, og det var nummeret lige inden første A finale. Ja. Hvor vi skulle synge et Cold Porterpotbori. Mm. Kjoler hvidt. Pigerne i paliet kjoler. Ja. Ja. Og Jesper Vigan, han var blevet så forskrækket, så han hav glemt at klæde om. Så han stod midt i det der Cold Porter portbur ø fuldstændig klædt ud som Anders F. Rasmussen. Og så sagde jeg til ham på et tidspunkt, hvor jeg går forbi ham, "Har du husker dig klagum?" "Åh, sag det er så forskrækkeligt." Og hver gang vi mødes, Jesper og jeg, så siger jeg har en historie. Skal jeg ved godt hvad det er for en. Ja. Ja. Ja. Ja. Ved du hvad? Øh, vi skal lige til ej, vi skal have rigtig mange gode historier, ikke også? Vi skal lige tilbage til Volm Sørensen. Han kom jo også i dit hjem, gjorde han ikke? Jo, det gjorde han. Han kom selvfølgelig også, fordi han skulle ud og optræde og sådan nogle ting. Og Ja. Og Grthe Synk. Grete Synk, hun blev jo min papmor. Ja. Og vi har haft så mange dejlige timer sammen. Jeg lokkede hende med til Rottefælden. Jeg lokkede hende med alle mulige andre steder. Og vi rejste på ferie sammen og optrådt i USA sammen. Og hun havde et kæmpestort hjerte. Ja, det havde hun. Og historien om alle de julekort hun skulle skrive, og jeg ved ikke hvad. Hun sad altid skrevet julekort midt i sommerferien. Gjorde hun det? Ja. Ja. For hun skrev 4 500 julekort. Det var dengang. Ja. Ja. Det er ikke gået i dag til 29 kr. styk. Hvad Birte Kæ kom der vel også? Ja, det gjorde hun. Og hende og jeg holder meget eller jeg holder meget af hende. Jeg skal selvfølgelig ikke sige hvad hun var med mig, men det tror jeg hun gør. Det kan hun vist ikke l Men øh vi vi ses ofte og har også rejst en del på ferie sammen og Ja. og hygget os. Ja. Jeg har øh jeg jeg kan præle af jeg har Danmarks mindste realeksamen. Danmarks mindste h Ja, tak for det. Ja det var godt jeg ikke havde dig. Så så har du ikke fået den mindste. Det var Danmarks mindste HFSen. Jeg gad ikke at gå i skole. Nej, alt skulle handle om teater. Ja. Så det lå i mig. Men da jeg så var færdig på HF, der havde jeg et år, sådan et rodeår eller hvad det nu hedder, og der fik jeg lov til at være i en musikalsk børnehave eller arbejde i en musikalsk børnehave. Ja. Og der skulle de stakkels unger selvfølgelig også lave teater. Mm. Og øh og så synes jeg egentlig, det var meget skæg, og derfor søgte jeg samtidig ind på seminariet. Ja. Men øh jeg må indrømme jeg valgte den anden branche, selvom det var på nøjagtig samme med samme postomdeling, der kom to breve. Du vil også gerne spille skolekom? Ja, det vil jeg også gerne. Jeg ved godt, hvad jeg kan se på dig, hvad for hvilken historie du tænker på står i bogen. Øhm, første gang jeg skulle være med i en skolekomie, selvfølgelig farmor meget spændt på deres håbefulde søn. Ja. Nu har han jo sagt, han gerne vil være skuespiller. Ja. Ja. Og øhm hvilken rolle skulle han spille? Hvilken forestilling skulle han være med? Jeg sagde ingenting. Men far og mor havde selvfølgelig købt billet til første række til premieren. M. Ja. Og øhm jeg gik til prøve tre gange om ugen af to timer, et halvt år. Og ø endelig kommer premiedagen. Passede din øvag? Ja. Ja, det gjorde jeg. Og farmor sad spændt som en flitsbue nede på første række. Hvornår kommer han? Hvornår spiller han? Hvad, hvad er han noget? Og endelig kom jeg ind med et skilt, hvorpå der stod pause. Det var min deb. Det var flot. Det var meget flot. Det var det var meget længere prøve, synes jeg måske nok. Tre gange. Du blev slet ikke træt af det undervejs. Nej, det er fordi jeg kunne se, hvordan de andre spillede, og jeg kunne følge med. Men far og mor de troede, jeg spillede hovedrollen. Ja, selvfølgelig. Nej, men du kommer så til Odense Teater, og det må jo være i 72, for du er færdig i 75, og det var kun en treårig, ikke også? Det var den der. Og det er med Grthe Holmer. Ja. Som rektor. Rektor. Hendes mand Kaj Wilton som teaterdirektør. Ja. Kasper Wilton forældre. Ja. Ja. Og han bliver senere også direktør selv, jo. Ja. Ja. Kasper Wilson i mange år. Øh, hvordan var hun som rektor? Var meget speciel. Ja. var meget speciel, men fremragende kan jeg se bagefter dygtig. Øh, man vidste aldrig rigtig, hvor man havde hende. Den ene dag var hun så glad, og den anden dag var hun lukket til. Mm. Men en ting kunne hun, hun kunne rejse ud i verden og få de aller aller aller allerbedste øh lærerkræfter til at komme til Odense Teaters elevskole. Ja. En afspændingspædagog fra Rusland. Hun lignede lidt dig, Rødhårsk, og det var vel ikke dig? Nej. Nej, jeg tror ikke. Nej. og øh en mimiker fra Frankrig ø og ø Nini Thailade verdensstjernen som klassisk balletlærer de bedste operasangere til at lære og sang og musik og så fik hun også nogle kongelige skuespillere men på et tidspunkt sagde vi til Grthe Holmer øhm hvad hvornår skal vi høre om Moliæer jamen hvis ikke hvis ikke Olaf når dertil så kalder streger vi bare Moli ud på skemaet og så skriver vi teaterhistorie Ja, selvfølgelig. Og det var sjovt, men jeg ved ikke meget om i dag. Ja. Nej, men du fik jo et glimrende forhold til Ola. Ja. Fordi han øh han tog mig ligesom under sine vinger, og han inviterede mig på Frank af og spise om aftenen og hyggede og kunne fortælle videre. Det var fantastisk. Og den lærte du meget om livet bag? Ja, det gjorde jeg faktisk. Ja. Og så sugede jeg jo de der sladerhistorier til mig. Ja, selvfølgelig. Men det var jo også et meget specielt miljø på Det Kongelige Teater. Det må man sige. Ja. Og det har jeg da også hørt igennem William som selvfølgelig som du også har kendt og spillet sammen med og så videre. Der var engang i spillede på Strynø. Ja. Har jeg læst noget om der var noget med William Henrik replik med nogle æg. Hvad var det for noget? Du er godt orienteret kan jeg høre. Ja. Ja. Odenseat skulle bygges op på et tidspunkt, og derfor skulle vi mere eller mindre alle forskninger på tourné eller vi spillede ude på en af skolerne i Odense fast eller to af skolerne. På et tidspunkt så er vi med en forestilling øh jeg kan dårligt huske hvad den hed øh på Strynø og spille varm sommerdag eller senesommerdag eller forårs sommerdag det ved ikke varm dag så vinduerne i forsamlingshus stod åben og William Rosensberg spillede jo hovedrollen og han havde jo noget med om at smage på ordene. Tale højt og tydeligt. Jeg har alt højt og tydeligt og smage på ordene og og øh og på et tidspunkt er der en replik der siger hvor bliver stuepigen af med æggene og lige det han sagde det der ville skæbne at der flyver en høne ind og og ovre i hjørnen går over og lægger et æg det var fuldstændig absurd forestillingen stoppede jo. Der var jo ikke nog og og folk sagde bagefter, hvordan kan de gøre det? Det er jo så fantastisk. Var der slet ikke nogen, der kom med nogen kommentarer eller noget? Jo, jo, men altså vi vi skreg jo af grin også skuespillere, hvor publikum sagde, det var fantastisk, kan man virkelig få en høne til at komme på det på stykkeord? Ja, det var da også utroligt. Det var utroligt. Ja. Øhm, du har spillet sammen med William i ø de tre musketærer. Ja, det siger du. Det kan jeg ikke huske. Det har jeg læst. Ja. Og så så var der noget med øhm da I så jeg ved ikke rigtig om det var jeg mener det var da I var elever når I så kom efter sommerferien så var det spændende at komme hen og se hvad for nogle roller I havde fået. Nå ja det var det det var tre busketerer. Ja og så var du også blevet røven af den fjerde kamel eller hvor mig det var. Det var jo første gang og første år man var der på på teaters man havde der var kommet en brosure ud til alle husstande inden hvilke forestillinger der skulle spilles. Ja det er klart. Og det kunne vi så se, men vi vidste ikke hvilke vi som skuespiller vidste ikke hvilke Nej. Øh, hvilke der hvilke forestilling vi skulle være med i. Så det var den meget spændende dag specielt for en helt ny udklækket skuespiller. Oppe på direktionensgangen, hvor der hang alle forestillingerne var på et A4 stykke papir, og så stod der, hvem de medvirkende var, og hvilke roller de skulle spille. Og den første jeg så, den første gang jeg skulle være, det var Datan i de tre musketerer. Ja. Og næste forestilling det var folk [ __ ] i Karte Mommeby. Røven af kamelen Jskov. Ja. Så men det er jo det der var lærerigt ved at være der i de fem år jeg var der. Ja. Og du bliver færdig i 75? Ja. Ja. Altså da er du færdig uddannet og du bliver der i en fem seks år. Fem år til til 80. Til 80. Og i 80 der har du den der det der må du have den der i Silkeborg fordi Ja. fordi det det er det du får den første Dirk jo. Ja netop. Ja. Og hvad andet har du end den i Silkeborg der går du freelance? Jeg går fril, fordi på et tidspunkt inde på på Odense Teater, der efter en forestilling, jeg kan ikke huske hvilken, så banker de på garderobedøren efter en forestilling, og så står øh Claus Pag øh teaterdirektør udenfor døren og siger øh Jan, kunne du tænke dig at komme på ABC-te og spille Charlie i Charlies tante? Tusind tak, det vil jeg gerne. Og så måtte jeg jo sige op på Odense Teater. Ja. Og ø der kom jeg så over og sp der spillede vi Charles tante et helt år hver eneste aften. To gange fredag, to gange lørdag. Og hvem var tanten? Tanten? Den forkerte tante. Ja. Det var Ulf Pilgaard. Hold da op. Og øh den rigtige tante, det var Helle Virkner. Jeg var Charlie. Kirsten Nordhold og jeg var det unge par. Et af de et af de to unge par. Men min tjener i forestillingen det var han hed Charles Tante med musik. Der var lagt musik og sange ind. Men øh min tjener i forestillingen, det var Jørn Ry. Ja. Som ødelagde forestillingen hver aften, fordi han ikke kunne huske. Nej, fordi han var så morsom. Han var simpelthen så morsom. Han Så vi der skete noget nyt hver aften. Han skreg eller vi skreg af grin, og publikum skreg af grin. Og hver aften kom Claus Pag op i garderoben til Jjørgen og sagde: "Jønne, du må ikke gøre det der mere. Jeg gør det aldrig mere," sagde han. Og det gjorde den heller ikke før næste aften. Nej. Men det var en vidunderlig oplevelse. Ja, det er da fantastisk. Og en kammerat spille sammen med dem. Øhm, der bliver du mere revyskuespiller måske kan vi sige det. Det er begyndelsen til din revy skuespil. Ja, jeg havde faktisk fået lov til at spille revy. Øh, selvom hun var ikke meget for det Grtheeh Holmer, at vi var nogle stykker, der gerne efter første ø på teateret skolen ville lave revy i Silkeborg. Ja. Ø, hun sagde, det er ikke sundt. Det det vil jeg ikke give hende ret i den dag i dag. Øh, det var måske ikke fint nok. Nej, hun synes bare, vi måske ikke skulle lave teater, men vi fik lov alligevel og og var stolte over det. Ja. Men kom der så noget rose fra hende, at I havde klaret det godt eller noget? Det ved jeg som ikke om hun havde haft tid til. Det tror jeg ikke, hun har observeret det rigtigt. Men var der ikke også noget med grantater i Odense? Grantater lavede jo øh i i en tre fire år. Hun scensommerkarer. Ja. Med forskellige medvirkende. Ja. Jeg startede med Arn Lundemand inviterede mig derover. Og da han så holdt op derover, så lavede jeg nogen selv. Ja. Med med andres skuespillere. Ja. Øhm. Hvad så efter ABC? Så har jeg været frilance øh sidst eller siden kan man godt sige. Ja. Det var også frilance på ABCater. Men øh jeg blev spurgt om jeg kunne ville tage med den Char stand skulle på toé året efter rundt i land. Det kunne jeg så ikke fordi jeg havde for mange andre ting at se til. Altså jeg kom på Amarcenen, og jeg kom på en et Harald Jørgensens tourneteater hed det var der noget der hed og noget børneteater og øh optimisterne og og så videre og så videre. Amarscenen var det med det med Volmer. Ja det var Volmer i starten. Ja. Så overtog Jøren Bookhøjde jo da Volmer døde. Ja. Og jeg var der under dem begge to i nogle vinterrevyer. Ja. Og du har ikke haft nogen periode, hvor du ikke har haft noget arbejde efter du har gået freelance? 7913. Det har jeg. 7913. Jeg har aldrig været øh Jeg har betalt til arbejdsløshedskassen, men Ja, det er også klogt. Ja. Men jeg aldrig har brugt den, og det er jeg selvfølgelig stolt over. Ja. Det har jo som nø en eller sagde engang, hvis han ikke har noget at lave, så bare han ser et lokale, og der er en standerlampe og en og en ølkasse, så laver han, og det har de sådan set haft ret i. Ja. En dejlig kan være. Nej, du kommer aldrig til at kede dig. Nej. Og det gør vi andre heller ikke. Øh, San Josi, der havde du også en dejlig periode. Jeg havde seks dejlige år på Sankt Jos i Kolding. Ja. Og det var jo også med artister. Ja, og det var jeg vild med. Øh, min allerbedste ven, der er jo Camperto, var der i 11 år, og de sidste seks år der lokkede han mig med derover, og jeg overtog også instruktionen, og vi fik lavet nogle fantastisk flotte forestillinger. Helt fantastisk flotte forestillinger. En af mine gode venner, Henning Kurt Leksbo, lavede dekorationer, som lignede en million. Selvom det bare var, hvis du gik tæt på, så var det toiletruller og køkkenruller, der var der var øh pakket ind pakket ind i i i staniol og syet op en helt bagtæppe på hold da op 20 meter. Jo, vi har travlt om vinteren med at komme på toilet. Det kan jeg godt fortælle dig for at få rullerne færdige. Digo, var din bedste allerbedste ven. Ja. Øhm, vil du ikke prøve at fortælle lidt om dig? Jo, han var en øh en gudsbenået sanger. Øhm, hvornår lærer jeg egentlig dig at kende bedst? Det kan jeg ikke huske. Men han kom jo også selvfølgelig også hjemme hos mine forældre, da far og far skulle lave under eller sælge underholdning. Så det er nok der i den igennem. Ja. Men øh på et tidspunkt bliver vi rigtig gode venner og vi laver mange ting sammen. Blandt andet San Jos Susi, men vi har lavet mange revyer rundt omkring sammen også og Tomands show vi har været ude på landevejen med. Og har I samme form for humor eller hvad? Ja. Øh, kunne han ikke være lidt distra? Lidt hvad? Kunne han ikke være lidt distræ? Jo, han kunne han kunne han kunne også somtider heller ikke sine tekster. Nej. Øh, bestemt ikke. Øh, det kunne vi andre heller ikke. Nej. Der var noget med han går han går i andet vers og skal hen og bestille. Jeg har jo lige læst det, så jeg kan jo sagtens fuldstændig. Nu ved jeg hvad du sikker på. Ja, det er rigtigt. Nå jo, sjov historie. En prøve på på Sankt Josi i Kolding. Tak Birte. Øh, midt i en midt i Jeg var instruktør som sagt og vi har jo selvfølgelig vi havde meget kort prøvetid. Ja. En eller anden vise havde der jo fået. Og pianisten Espensen sidder og prøver med ham. Men jeg står og skal instruere ham en lille smule i det. Og på et tidspunkt midt i sangen eller efter anden vers øh ikke eftersangen, ikke ikke før sangen, men midt i anden vers eller efter anden vers, så siger han pludselig, han gik meget op i biler. Ja, det gjorde han. Elskede biler. Ja. Og Gertrud, hans vidunderlige kone, hun øh havde selvfølgelig også sin egen bil. Og så siger han pludselig på et tidspunkt lige efter anden vers, ej jeg har glemt at bestille et bakspejl til Gertus bil. Lige et øjeblik sagde han. Så gik han og kommer aldrig tilbage. Han havde glemt han var til prøve. Han var gik op til bilhandleren og sagde dagen efter dig vil du godt synge videre til tredje vers. Vil komme til åh gik jeg der? Det må du undskyld sig. Og så grinede vi af det og grinede og grined og grin. Jeg har aldrig grinet så meget både på scenen øh og i bilen på vej til et job eller jamen det er jo også skønt at det bliver taget sådan, fordi hvis den Ja, det ved ikke om det kunne lade sig gøre, men hvis det nu havde været en anden instruktør, han vil måske have taget det på en anden måde, ikke også? Ekuderet, for du har jo altid lyst til på den gode måde at have indtryk af. Det det har jeg lært af min farmor. Vi skal være tage det hele positivt. Ja. Og du virker jo også som en lykkens Pampfilius. Jamen det er jeg også. Ved du hvad? Jeg har ingen problemer. 7913. Ja, det er dejligt. Det håber vi det bliver ved med. Men øh Gertrud har jo også lige været til Ja, hun var til premiere. Ja. Sammen med Birte. Sammen med Birte. Ja. De fulde sader kommer meget sammen og Ja. Og vi ses også stadigvæk. Gertrud. Det er dejligt. Og jeg er dejligt gå ud og spise. Du har rigtig mange venner i det hele taget. Vi skal derned til Rotfælden i 98. Hvordan kommer du ned til rottefælden? 99. 99. Ja. Jeg havde været der i sy 1977 i en en forestilling. Ja. Øh dengang under ledelse af Guner Julias parkæer i Bøje instruktion Birte Backhavsen. Mhm. Håens teater. Ja. Ja. Og hun var uddannet balletbarn oprindeligt, så vi dansede i alle numrene i Rottefælden. Monolog. Vi skulle danse i alle numrene. Øh, i 1900 første gang jeg kører over øh Storbæsbroen øhm i 1998 må det så være. Der ringer min telefon ny nye mobiltelefon. Ja. Og ø det var Frank Sten. Ja. Chefen for rottefælden. Chefen for Kattemindekarporerende chefen for Kim Larsen. Hold da op. Øh, ringer han til mig og siger: "Jan, kunne du tænke dig, ø, vil du blive kunstnerisk leder af Rottefælden?" Du kan tænke over det. Så sagde jeg, det vil jeg ikke tænke over. Nå, hvorfor ved du ikke det? Jeg vil bare sige tusind tak med det samme. Ja. Ja, det var godt. Jeg var på vej over spille øh i Nykøb Falsterrevyen ø som jeg var instruktør også for og selv på scenen, mens Keller Hilda var direktørpar derovre. Ja. Og så blev vi enige om, jeg skulle komme og afløse Fleming Krøl på på scenen og det kunstnerisk leder i Rottefælden. Og det gjorde jeg så fra 99. Ja. Og øh har jeg været der siden. Ja. Så dør Frank Sten desværre. Er det 2008 eller sådan et eller andet? Ja, det skal nok passe. Og så er det hans kone, der tager over. Ja. Pia Ullehus. Ja. Og hende har du også et fantastisk forhold til? Ja, det må jeg sige. Ja, det har jeg stadigvæk. Øh ja, og vi havde mange sjove år eller ja rigtig mange indtil for tre år siden, hvor hun valgte at give øh direktionspinden videre til Mikkel Skrøder, som greb den Ja. med store dygtighed sammen med sin kone, må jeg sige. Ja. Ja. Øhm. Har du øh noget nogle særlig sjove historier fra Rottefælden, sådan som du lige synes? Uh, der er mange. Ja, det er selvfølgelig. Der er rigtig mange. Så mange så mange. Tænker du på nogle bestemt? Nej, nej, nej. Men øh jeg tænkte på, jeg kan da huske, mens jeg selv var instruktør også, det gav jeg fra mig på et tidspunkt, for jeg synes, det bliver for meget både at være instruktør og skuespiller, men på et tidspunkt øhm jeg havde jo fire forrygende år der derovre eller dernede eller derhenne i i rottefælden med blandt andet Arne Lundemand. Ja. Og vi der er mange historier, dem skal jeg nok slippe for at fortælle alle sammen. Men øh en af dem var, at på et tidspunkt så skal jeg øhm En skets foregår på et hittegårskontor. Ja. Øhm jeg, Arne er betjent på det Hitegårdskontor eller ekspedient eller hvad man kalder det. Jeg er kunde og skal det er noget med en hund jeg skal lede efter. Og øhm den første replik der jeg kommer ind, det er øh nej jeg skulle tønd mig at fortælle at inden da der havde jeg som en instruktør selv havde ikke tænkt på hvad skal du have på af tøj? Mm. Og så øh den dag der var publikum på der skal du have på tøj. Så løber jeg op på baggårdstaters øh øh kostumelager og finder en lodenfrakke og og en loden hat. Ja. Og stort tørklæde. Og den første replik i sketsen, den er goddag. Øh, jeg skal i rottefælden i aften, så derfor b så midt i juli måned, så ringer Arne til mig, så siger han: "Hvad er det, du egentlig siger som den første replik? Hvad sagde du? Du siger i aften skal jeg i rottefælden. Har du har du en lotenfrakke og en hals tykt tykt halsterklæde og en blød hat på, når du skal i rottefælden?" Puha. Nej, det var godt, du sagde ikke tænk på. Ja. Ja. Nej, det er rigtigt. Ja. Skøt. Øhm. Du har engang mødt prins Henrik. Ja. Hvor du var ude til nogle private Ja. Jeg var Det var nu ikke Nej, det var ikke privat. Det første gang jeg møder ham. Det er ved til et velgørenhedsshow i inde i Cararl Nielsensalen i Odense. Ja. Hvor han selvfølgelig var med som protektor for øh Rødkor. Ja. Han sidder i middaggangen med havanten og andre gæster. Og det var et meget, må jeg sige det på en pæn måde langhåret show. Ja. På den måde. Det var opera, det var ballet, det var oplæsning. Ja. Og lige inden pausen, så skulle jeg på med en lille revymonolog. Ja. Som heldigvis, og det var jeg selvfølgelig glad for, væltede salen, fordi det var sjove vittigheder. Ja. Så er der pause i showet, at Juddansen prikker mig på skuldren og siger, prins Henrik vil gerne tale med den. Ja. Og jeg kommer hen, og så siger han til mig, giver mig i hånden og siger: "Tusind tak. Tusind tak. Tusind tak, fordi de vækkede mig." Og øh det var jeg jo selvfølgelig stolt over. Han sagde øh ja, så går der tre år. Så her på havnen i Skønne Svendborg ligger Dannebro. Dronning Margrethe prins Henrik har været ude på et besøg et eller anden virksomhed. Jeg står kongetro som jeg er, dronningetro som jeg er med mit lille flag dernede og vifter og den røde løber er rullet ud og pludselig kommer de i bilen krone et eller hvad det var for en krone og skal gå ombord. Og så får han øje på mig tre år efter. Ja. Og så tog han Margrethe under armen. Så sagde han: "Se Margret, se Margret, der står mit vægur. Jeg synes, det er en fantastisk en vidunderlig historie, at han kunne huske det tre år. Hun forstod jo ikke en skid af det. Den er altså sjov. Ja. Ja. Øhm. Du er glad for Svendborg? Jeg er meget glad for Svendborg. Tror du, du kan undvære Rotfælden? Det skal jeg, fordi jeg har selv valgt. Ja. Øh, jeg har ikke jeg er blevet bedt om at blive, men jeg skal prøve nye gradskrange. Ja, det skal du. Ja. Øhm, 27 år, det er nok. Jeg var meget, jeg var meget rørt af din sang den første gang. Den gik lige til hjertet. Ja tak. Øh, den var skrevet af livebum. Ja. Og han har skrevet rigtig mange gode tekster til dig. Han har skrevet rigtig mange gode viser og ogog sjove monologer og altså den alvorlige vis står han altid for. Ja. Men også mange sjove ting jo selvfølgelig. Han har også skrevet alle mine dronning. Ja. Eller de fleste. Den første det var så revisoren. Ja. Ja. Og den var også rigtig rigtig god. Og sikkert et fint kostume, hun havde på Margrethe, for det det var da meget genkendeligt. Ja. Det skulle jo være som da hun tog afsked med Ulf Pilgaard. Ja. Det sagde jeg også til vores øh gode kostümere. Se sådan så hun ud der. Og de har jo nærlæst det og eller nærkiget billedet. Ja. Så jeg håber, den har brugt mange gange den dræ. Øhm, men du har jo du har jo mange andre strenge at spille på. Måske også nogle strenge du ikke har fundet helt frem endnu. Det ved man jo ikke. Nej, det ved jeg. Men du har jo været rejseleder. Ja, det har jeg. På Mallorca. Ja, det er jeg stadigvæk. Øhm. Hvornår hvornår er der en tur? Ja, det det er der to en en i marts og en i april. Jamen, hvordan kommer man med på sådan en tur? Det gør man ved at ringe til Braboturs, som arrangerer det. De har, de har jo lavet noget nyt, der hedder rejseklubben. Sådan en vil jeg gerne på, så kommer jeg ikke til at kede mig. Ja. Nej, det gør du ikke. Vi har det så sjovt. Ja. Øh, folk der gerne enten rejse alene og så være sammen med andre eller eller ægtepar, der synes det er sjovt at snakke med andre og Ja, det er der heldigvis nogen der synes. Ja, det synes jeg. Så er jeg en hyggeonkel undervejs. Ja. Der er der er gode guider med også, som ved noget mere om Mallorca. Selvom jeg har været der flere hundrede gange på Jeg har undervist dernede på en guideskole på et tidspunkt. Ja. Og du har lavet en mallorca sang? Ja. Mallorca sang netop. Ja. Så da de spurgte mig for to år siden, om jeg ville være hyggeel på turen, så sagde jeg ja med det samme. Ja, det kan jeg godt forstå. Øh, så har du en lejlighed i Berlin eller har haft? Har haft. Nå, jeg har haft den i 16 år og kommet der meget og lært Berlin at kende ud og ind. Ja. Men på et tidspunkt, du ved nok ligesom når man har sommerhus, så siger man, jeg skal afsted til Berlin. Og jeg kommer der stadigvæk meget, men det er halvandet år siden, jeg solgte den. Mm. Og øh, så kan jeg rejse andre steder hen selvfølgelig. Ja. Og bo andre steder netop. Ja. Måske bo på hotel eller så man bliver serviceret noget mere. Ja. Lige nøjagtig. Og der er jo mange dejlige kar. Jeg vil gerne se verden. Jeg er så mange steder. Ja. Ja, det kan jeg godt forstå. Øhm. Dit hjertebarn, det er Tag det samme. Ja. Ja. tager det som en nødhjælpsorganisation, som det betyder mandens jord eller menneskenes jord eller hvad man vil kalde det. En ganske upolitisk ur har ikke noget med religion at gøre. Nej. Alle arbejder gratis for Ja. Hvor mange år siden? Det det er mange mange år siden. Kommer der en skøn pige hen til mig. Hun var direktør for Cirkuskrone. Ja. som rejser rundt i Jylland. Og hun siger til mig efter en forestilling, Jan, vi kendte hinanden på forhånd, vil du være ambassadør for tage det som hvad for noget sagde? Ja, det skal jeg lige undersøge lidt nærmere. Men fandt så ud af, at det er en nødhjælpsorganisation, som sælger faderskaber til til børn eller eller ikke til børn, men for børn. Og øh og hvordan kunne jeg komme ind i det, og hvordan kunne jeg gøre noget der? Det kan jeg gøre ved blandt andet en gang om året at lave et kæmpestort show. Ja. Vgørenheds velgørenhedsshow. Hvor jeg så ringer til kollegeren og siger, vil du komme og optræde gratis? Og så får vi 75.000 kr. i kassen hver gang eller sådan et beløb ved hjælp af noget lotteri og noget festlig underholdning. Og så er der børn som får rent vand og skole og medicin og så videre. Ja. Det er fantastisk. Til de bliver 18 år? Ja. Ja. Til de bliver 18 år. Ja. Du har også været ude at se til til børnene. Ja. Ja, det har jeg. Øh, for egen regning. For egen regning. Ja. Jeg har været en par et par gange i Indien og jeg og en enkelt gang i Afrika og set de projekter. Og det er voldsomme oplevelser, som man måske helst ville have været for uden. Men det er også sundt at se. Det skulle jeg lige sige. Jeg tror, det er sundt at få den side med også. Ja. Så jeg er stolt over, og jeg har to børn derude selv. faderskabsbørn. Ja. Og børn, barnebarn. Ja, det har jeg også. Ja. Med bedstefar. Ja. Ja. Så du er rigtig rigtig glad for børn? Ja, det er jeg. Har desværre ikke fået nogen selv, men jeg har fortrudt voldsomt. Ja. Men øh du har jo børn ude i verden. Ja. Altså på den led der. Ja. Øhm. Nu har det jo ikke bare, altså du har været lykkens Pampfilius, som jeg siger, men øh coronaen den ramte dig jo hårdt. Det gjorde den. Øhm det gjorde den. Øh det gjorde den på den måde, at jeg kan grine af det i dag, fordi øh vores skønne hudlæge i Svendborg redde mig. Lastgin Ja. Godt. Ja. Hun redde mig, fordi jeg øh fik stress af ikke at lave noget. Ja. Og det gjorde, at jeg slog ud over hele kroppen af stress, som var som jeg kløede, så jeg blødte over hele kroppen. Og øh langt om længe fandt man ud af, det var det var stress over ikke at lave noget. Ja. Det var coronaens skyld. Ja. Men der var også noget med din mand, han ø hjalp med at sætte dig til nogle praktiske ting. Ja, det skal jeg love for. han øhm Ja. Alt for meget synes jeg. Øh men øhm jeg tror det var en god medicin. Det var det også. Han gav mig nogle opgaver. Du skal da ryddes op i det skab. Nu skal der nu skal du bilen vaskes i dag og sådan nogle ting. Jeg fik en lille seddel som små børn får øh hvad skal du lave? Men han han holdt mig i gang. Men det må da også have været noget et chok for dig for du er jo vant til det helt det glædige olie ikke også. Ja. Og så lige pludselig så kommer der sådan, men der er jo mange mennesker der har ramt jo. Det må man sige. Øh, og der er folk der lider under det den dag i dag. Ja, det er der. Ja. Og nogen, der ikke kunne være det, hvor de skulle være, når Ja. når der var brug for dem. Men heldigvis kom vi i gang igen. Og jeg har stadigvæk lige så travlt, som altid har haft. Ja, det er dejligt. Det er dejligt. For øh dine skovture, de er ikke helt holdt arbejde i det. Nej. Nej. De kører på 21. år i i Herning hvert efterår. Der spiller vi på Østergaårds hotel, og der får jeg lov til helt og selv at bestemme. Ej, sammen med min gode kollega Susanne Brøjning, vi sætter showet op, og der er artisteri med, der er musik, og der er syng med potbier og sådan nogle ting, som man ikke laver i en rottefælde. Ja. Fordi det er mere satire og Ja. politisk indslag og og griner. Men men det andet, det er sådan, det er den brede folkelige underholdning deroppe. Og der er ikke nogen sidste salgsdag. De er sikkert lykkelige bare du så længe du vil blive ved med at lave. Det håber jeg også. Og har helbred til det og og synes det er sjovt. Ja. Ja. Helbred det er jo altså det vigtigste. Ja, det er det vigtigt. Øhm. Og så øh kan du jo stadigvæk øh man kan stadigvæk få dig til at underholde til pensionistforening alle mulig. Jeg har så travlt. Jeg har jo som sagt, eller det kan du selv regne ud, det vi havde i 2025, så jeg har 50 års skuespiller jubilæum i år, og derfor har jeg lavet et show eller skal lave et show, som har premieret den 4. oktober, som kører rundt på alle hverdage, hvor vi ikke spiller i Herning, som hedder 50 år med fest og farver. Og hvor er premieren henne? Det er også i Herning. Det er også i Herning. På samme hotel. Ja, det skylder du dem jo også selvfølgelig. Ja. Ja. Ja. Men så kører det rundt i hele landet. Ja. På hverdag eller har to forskellige slags show. Et hvor jeg holder et foredrag ud fra bogen her. Ja. Uden musik. Og så har jeg et show med en pianist øh som hvor jeg en masse syng og og fortæller. Ja. Øh fantastisk. De samme røverhistorier som du har hørt i dag blandt andet. Sikkert en gave at få at kunne holde dit 50 års jubilæum. Hvad? Det er f aldrig en fridag. 793. Ja. Ja. Lidt overtro skal der til. Ja. Øhm. Jan, er du sådan en, der har jeg tænkt på, er du sådan en, der studerer folk? Ja, det gør jeg. Øh, jeg elsker at sidde på en café og se de rødhårede sjove damer gå forbi. Og ved du hvad? Det har jeg nemlig lagt mærke til. Ja. Fordi engang der sad jeg nede på Svendborgsund med en lidt uheldig date. Nå. Og der sad Jan, har du haft nogle af dem? Ja, det kan man jo godt komme ud fra. Så sad Janskov derovre. Ja. Og studerede. Nå, forhåbentlig miste min date. Og jeg studerede i Jans Skov. Ja. Ja, men sådan er vi jo. Vi skal lære af hinanden. Ja. Vi skal hente vores stof. Det var da. Ved du hvad, Jan? Jeg vil sige tak for en fantastisk god samtale, og jeg vil ønske dig alt det bedste. Tak. Og lige måde. Tak fordi I må være her. Umiddelbart efter at rottefælden var blevet årets revy og kåret i cirkusrevyens store telt i 2024, der fangede vi en berørt Jan Skov til interview. Årets revy 2024 er rottefæen. 25 år og så samtidig årets revy. Hvad kan det blive meget spør? Næ. Det kan det ikke. Jeg er overvældet. Jeg vidste jo godt, at jeg har 25 års jubilæum i rottefælden, men at vi skulle blive årets revy. Jeg ved godt, vi har lavet en god revy, og jeg ved godt, folk elsker den i år og valgfarter den til at stå op, når de når vi har finale. Og jeg tror ikke, det er, fordi de gerne vil hjem. Det er fordi, de gerne vil hylde os. Så vi er stolte. Vi er stolte. Meget stolte. Og nu har jeg som sagt været der i 25 år, og Rottefæ har eksisteret i 140 år. Og jeg tror aldrig, det er sket før. Eller det er det ikke. Så har jeg vidst det, for jeg ved meget om det den institution. Så vi er stolte. Det er jo også en revy med en stor hyldelse til dig. Hvordan er det at opleve? Jamen det er jo vidunderligt. Altså det er jo altid ø jeg bliver rørstrømsk når du spørger om på den måde fordi jeg tænker ikke over det på til daglig. Jo, der kommer masser af mennesker hver eneste aften og siger tillykke, tillykke, tillykke. Og øh jeg mangler ikke rødvin derhjemme fordi folk kommer også med gaver og ting og sager. Øh og og det skal de ikke. Det er ikke det handler om. Det handler om at at vi har givet dem en god oplevelse i igennem 25 år. Og jeg synes vi har lavet rigtig mange gode forestillinger alle årene. Øh men nu er der pludselig sket et eller andet ø magisk som anmelderne publikum har fået øje på det er vi selvfølgelig stolte over. Og det har så resulteret i årets revy 24. Jeg bliver nødt til at spørge dig også giver det at være så mange år det samme sted? Altså hvad er det det udvikler? Hvad er det det giver dig lov til? Det kan både, det er både sundt og ikke sundt. Det tror jeg. Men øh, jeg elsker jo Rottefælden. Jeg elsker Svendborg. Jeg elsker Fyn og kan ikke lade være. Og nu har jeg sagt ja til næste år også, men jeg tror, at det skal være sidste år. Øh, ikke at jeg holder op og ikke at jeg forhåbentlig skal lægges i graven, men men prøve nogle andre ting og så Nej, nej, jeg siger ikke vende tilbage. Det gør jeg bestemt ikke. Men øh der skal ske noget andet i mit liv også inden man ikke holder det ud. Jeg elsker jo jobbet. Jeg elsker øh folkelig underholdning. Så det skal jeg også videre med. Så men næste år, altså 25, har jeg sagt ja til. Og så er der så slutter du der, og så skal du andre steder. Jeg skal andre steder, men ikke måske de store revyer, men så det kan være, den kan være en rolle et eller andet sted på et friløbsspil, et eller andet, som giver luft og måske lidt flere fridage. For man er jo ikke bliver jo ikke yngre. Og nu har vi prøvet at haft ferie i år i Rottefælden for første gang. Og da de sagde det først på sæsonen sommerrevy i en sommerrevy med en sommerferie, så tænkte det kan ikke lade sig gøre. Men øh det gjorde det, og jeg må sige jeg nød det. Jeg har været på krydstokt i det græske øhav og kom hjem og havde sådan et vakuum i hovedet og og kan vi nu huske overhovedet noget af det, vi har spillet. Men ø vi havde en prøve om eftermiddagen og gik glad på scenen, og det gav sådan et ekstra kik og ø nu spiller vi så de sidste 14 dage her. Og det bliver dejligt. Kommer vi til at kunne mærke her de sidste 14 dage så at I har vundet? Ja, det tror jeg. Ja, det tror jeg helt bestemt. Øh, der er nogle få billetter tilbage på nogle få dage, og jeg tror øh rent PR-mæssigt, altså nu vil folk ind og se det. Og ø jeg tror jo, men jeg tror også, at vi får et eller andet gnist i øjnene, som gør, at vi vi er sikre på, at det vi gør, det er rigtigt. Må jeg lige her til sidst spørge, hvad er det med dig og Svendborg? Nu har du været der så mange år. Der findes jo ikke bedre sommerby. Det gør der da ikke. Og så har Rottefælden så 140 år på bagen. Der er så mange historier og så meget glæde i i det hus der, som som jeg ikke jeg kender nogle af historierne, og jeg elsker at fortælle dem videre. Men øh der er magi i byen omkring Svendborg, og det kan jeg ikke undvære. Stort tillykke. Tak skal du have. Tusind tak. [Musik] [Musik] [Musik]