Velkommen til Fyn TV. I dag skal du møde Peter Andreas. Han er i midten 50'erne og har arbejdet mere end 30 år som kreativ på reklamebureauer. Men nu har han kastet sig ud i et helt nyt kapitel. Han er begyndt som kokkeelev. For mad er hans virkelige store passion. Peter har sat sig et vildt mål. Han vil lave og servere alle retterne i det store kolde bord helt fra bunden. Ikke bare maden, men vitterlig alt. Han vil selv dyrke korn og bage brødet. Han vil opdrette grise, køer, høns og får. Han vil fange rejer og røspætter. Og han vil dyrke løg, salat, dild, karse og alle de grønsager og kryderurter, der hører sig til. Der er bare et problem. Han aner ikke, hvordan man gør. Han må lære det hele undervejs og hente hjælp fra mennesker, der har styr på deres håndværk. Og så er der det med økonomien. Peter er fattig som en kirkerotte, så det eneste han kan betale med er en invitation til den store fest, han drømmer om at holde om et par år, når hele det store kolde bord står klar. Du kommer til at møde Peter Andreas igen, så lad os lige sige ordentlig goddag til ham. Her er Peter Andreas med lidt flere ord om hans projekt. Hej, jeg hedder Peter Andreas. I løbet af tre år vil jeg producere og servere alt, hvad der skal til for at lave det store kolde bord. Men på en bestemt måde. Alt hvad der står på bordet har jeg produceret forfra. Altså helt forfra. Kom med hen til bordet, så skal jeg prøve at forklare, hvad det går ud på. Jeg vil prøve at se om det kan lade sig gøre og producere og servere det store kolde bord på en sådan måde at jeg kan sige alt hvad der står på det her bord har jeg produceret selv helt forfra helt forfra. Jeg har selv dyrket ruen og hveden til rugbrødet og fransbrødet. Jeg har selv opdrættet hønsene til æggemaden og hønsesalaten. Jeg har selv produceret grisene til rullepølsen og skinken. Jeg har selv fanget sildene, rejerne og silfileterne. Jeg har selv malket koen til osten. Jeg har selv produceret olien og ædet den til mayonnaisen. Jeg har dyrket gulerødderne, ærterne, agurkerne og blomkålen til den italienske salat og remouaden. Salt, peber, sukker. Alle de andre krydderier vil jeg lave selv helt forfra. Altså helt forfra. Om tre år. Så holder vi en stor fest, hvor alle dem, der har hjulpet mig undervejs, er inviteret. Og du er inviteret med på en kigger. Du har jo på sin vis arbejdet i forskellige brancher, alligevel relativt tæt på hinanden, fordi det handler om kommunikation, det hele, og det gør det på en måde også nu. Ja. Men men du har jo arbejdet i hvert fald i tre forskellige typer af kommunikation, hvis man kan sige det sådan. Ja. Kan kan du ikke prøve at fortælle, hvor hvad er det, du kommer ud af? Hvad er det, du kommer med i bagagen? Altså jeg kommer jo fra 30 år i kommunikationsbranchen bredt kan man sige. Ja. Startede sådan så den en håndværksmæssig side af det, som hedder reklametforfatter, som er som handler om at sige noget pænt om produkter og holdninger og og sådan noget, ikke? Og serviceydelser. Ja. Øh, og går virkelig meget op i, om der skal stå der eller som i sætningerne og sådan. Og efterhånden som man øh bliver bedre og bedre til det, så får man også lyst til, hvad skal man sige, at udvide paletten lidt. Og så gik jeg fra øh, hvad skal man sige, kun at sidde og gøre andre menneskers ideer færdige øh til selv at begynde at få ideer øh og tænke meget mere konceptuelt. Øh, og ø efterhånden som jeg så også fik en eller anden ekspertise i det, så begyndte jeg også at interessere mig lidt for, jamen hvad er det egentlig for nogle arbejdsforhold, der gør, at jeg ø arbejder godt, og hvad for nogle arbejdsforhold gør, at jeg arbejder lidt dårligt. Og så begyndte jeg at interessere mig lidt for ledelse, specielt af kreative mennesker. Øhm. Øh, så så udvikler man sådan fra at være håndværker til sådan at være, hvad skal man sige, kreativ chefeller øhm facilitator af kreative processer, om man så må sige. Øhm, og også udvide mig sådan til hele paletten, ikke kun sidde og skrive, men også få ideer til film og senere hen kom de nye medier til. Hvordan kan vi lave konceptuelle ting ud fra det? Så det var sådan, det er sådan min baggrund der. Og det startede egentlig mest på det kommercielle, altså hvor det var produkter, alt lige fra sko til stomiposer til cementmøller til alt muligt. Jeg solgte. Øhm, og så blev det også sådan til serviceydelser. Og så øh i og med at øh hvad hedder det? Ja, kommunikationsmulighederne eksploderede, som de gjorde, så og holdninger pludselig ø begyndte at fylde meget mere, så begyndte jeg at interessere mig for det. Så begyndte jeg også at interessere mig for politisk kommunikation eller øh, hvad skal man sige, ikke måske politik kender med folk, der skal vælge til noget, men som har en agenda de gerne vil ud med. Øh, og fik lov at hjælpe med til det. Og øh, hvad hedder det? Øh, så jeg har også været, hvad skal man sige, kampagnechef for nogle politikere og sådan noget. Og så fik jeg sådan øh sådan lidt af omvej et prædikat ø der hed, at hvis man hvis man som offentlig virksomhed, altså et ministerium eller en styrelse eller sådan noget, har et eller andet produkt, der er vigtigt for danskerne og andre mennesker at skulle forstå at øh eller vi skulle politikere vil jo gerne have vi ændrer adfærd øh ikke vi skal opføre os mere klimavenligt. Unge ø fra 15 til 25 skal være bedre til at bruge kondom og de har sex og sådan noget. Det er så en af de sværeste opgaver jeg nogensinde har haft. Den var sværere end at sælge jolle colola, ikke? Øh, og det siger ikke så lidt. Og det siger ikke så lidt. Øh, hvad hedder det? Men det lykkedes dog lidt hen ad vejen, ikke? Og sådan. Så så fik jeg sådan et øh, var jeg simpelthen så heldig at få et prædikat, der hed hvis ham derovre, det har han prøvet før. Det er han god til, ikke? M øhm så øh så så det var egentlig sådan 30 år, der handlede om kommunikation for kommunikationens skyld, kan man sige. Øh, og så begyndte jeg at blive spurgt, om jeg ville undervise i det. Og så havde jeg sådan lidt og fandt ud af, hvor fedt det faktisk er at undervise. Man bliver enormt klog af det selv. Altså det er jo det er jo de færeste gange man som almindelig professionel bliver tvunget til øh at systematisere alt hvad man ved forfra. Og det skal man jo når man underviser, så så skal man jo tage alt det, man ved og systematisere det sådan, så andre kan lære det også. Det vil sige efter sådan et år eller to som lektor, som eller ø enten eksternlektor eller jung, som jeg arbejdede sådan lidt i nogle perioder, jeg kommer enormt klogere ud af det selv hver gang, ikke? Øhm, så så det har jeg også sådan øh beskæftiget mig en del med og ø fungerer også som Sinds så er med til at vurdere optagelsesprøver og sådan noget stadigvæk og sådan noget. Og så lige pludselig efter 30 år øhm så kunne jeg mærke at øh det var ikke sådan jeg begyndte at og decideret havde mit gamle job, men jeg kunne godt mærke at ø nu var det blevet rutine. Altså jeg nåede et punkt hvor hver gang jeg fik en opgave så jeg var og det lyder simpelthen så dumt, men lad mig prøve at forklare. Jeg var aldrig i tvivl om den skulle løses altså. Og så begynder det at blive kedeligt for mig. Altså det er ligesom at at spille skak, og så har man spillet alle partier i forvejen og skal egentlig bare sidde og rykke dem rundt. Og jeg fungerer sådan, jeg kan godt lide at løse problemer. Øhm, og så har jeg en anden stor person, som har sideløbende bare har kørt privat, og det var madlavning. Og så spurgte jeg min kone her for fire ja fire et halvt år siden, hvordan hun egentlig ville have det med at være gift med en kok i stedet for en reklamemand. Og hun sagde, "Go, hvis du kan, hvis du kan gøre det uden vi skal gå for hus og hjem, så så gør du bare det. Øh, og nu er jeg så gået i gang med sådan et forløb som voksenlærling, som det hedder, med at blive kok. Og det foregår på den måde, at jeg egentlig bare den, det er sådan en anden ordning end den her traditionelle mester øh enten mesterlæordning eller den her klassiske håndværksuddannelsesø ordning. Mhm. øh hvor man er forholdsvis ung, øh får en læreplads, har nogle perioder i skole, har nogle perioder på sin arbejdsplads og nogle eller sin praktikplads og og det v sådan lidt der boksenlærlingordningen fungerer på en anden måde, at man skal egentlig bare samle noget praksiserfaring op. Og når man har omkring fire års praksiserfaring, så kan man tage et kortere skoleforløb og så gå direkte op til en svendeprøve. Og øh jeg er cirka et halvt år fra at have fået alt den praksiserfaring, jeg skal. Okay. Øh, og og den ordning har en anden stor fordel, og det er i stedet for jeg kun har en læreplads, som man så må sige, så har jeg faktisk bare en uddannelsesaftale øhm med en restaurant, men jeg behøver ikke have alle mine timer der. De har egentlig bare sådan ansvaret for lige at sørge for, at det formelle er i orden, men jeg kan samle mine praksiserfaring op på alle mulige forskellige restauranter. Okay. Så så og det gør så, at øh, hvad hedder det? Ø, jeg kan interessere mig for alle de køkkener, der er i verden, og prøve at arbejde i dem, prøve at få dem ind under huden. Så nu arbejder jeg både i det sådan traditionelle franske køkken, om man så må sige, øh, som er kendetegnet ved, at tingene er virkelig virkelig virkelig forarbejdet. Altså, det kan godt tage fire dage at lave en god sauce, ikke? Øh, hvad hedder det? Og en ret, der kommer ind på bordet, der er måske seks, otte forskellige elementer på den, der hver især har otte 10 processer, før de når den der proces. Det er meget, meget, meget procesungt og teknisk tungt, og man lærer jo sindssygt meget af det altså. Så det er jeg rigtig glad for. Men det er også rart at komme ned på en restaurant en gang imellem, som kører middelhavskøkkenkonceptet, som er nærmest præcis det modsatte. Altså der har man enormt selvfølgelig har man også respekt for råvarerne i det franske køkken, men her der har du sådan der er det en form for apote eller sådan en forgudelse af den enkelte råvare. Altså hvis der er en familie der har levet øh på posletten og har brugt otte generationer på at fremavle den perfekte peberfrugt til dig, så skal du egentlig respektere den så meget. Der skal egentlig gøres så lidt muligt ved den inden den lander inde ved gæsten. Interessant. Eller hvis der er en fiskerfamilie, der ved, at derovre der får man de bedste blækspruttere i i Middelhavet, så gælder det om at grille den der blæksprutte præcis så øh lang tid, at den bliver mør, men ikke for lang tid, fordi så bliver den sej igen, og så skal den grille, så skal den tilberedes to timer før den bliver mør og sådan noget, hvor det egentlig meget handler om at tage råvaren, gøre så lidt som muligt ved den eller lige fremelske det, der er kendetegnet ved den, og så ind på bordet med den, ikke? Og ja, og hvad der ellers er af forskellige køkkener. Så øh, hvad hedder det? Så så lige nu der jeg der arbejder jeg sådan flere forskellige steder for at få så stor et indblik i ø ja, alle de forskellige køkkenteknikker. Der er jo de her fem store verdenskøkkener, ikke? Og dem øh, hvad hedder det? Dem får jeg mulighed for at stifte bekendtskab med på den måde, ikke? mere end hvis jeg først skulle lære øh at blive kok på en læreplads, der havde et køkkenkoncept eller et madkoncept, og så gå op til øh min svindeprøve og så gå ud og få lære alle de andre køkkenere at kende sig om. Så øh ja, så det det er altså sådan jeg gør. Det er der jeg nu cirka et halvt år fra at kunne gå på på skole og så til Svendeprøven. Så jeg håber, om alt går vel, så i slutningen af 2026, så kan jeg ringe til min mor og sige, nu har jeg fået svendebrev som kok, og så bliver hun glad, for så har hun endelig en søn, der laver noget, hun kan forstå, hvad er, og som man faktisk kan forklare. Og som man faktisk kan forklare andre mennesker. Ja, det er nemmere at sige til veninderne. Min Ja, min søn, han er kok end Ja. Han er konceptudvikler i kommunikationsbranchen med speciale i ditt og datten, ikke? Fordi så spørger de jo altid, nå, hvad laver sådan en? Ja. Ja, det ved man ikke engang måske lige præcis ikke der er nemmest min ene søn er kok ikke. Øh, så det er hun meget glad for. Men hvor kommer den der madinteresse fra? Fordi altså det det er jo en ting, som som man altid har hørt om dig i alle de år. Ja. Sid. Jamen, den kom som øh det altså den jeg jeg tror egentlig den er kommet under en form for tvang. Altså jeg er for den generation hvor der ikke var man ikke kunne leve af takeaway 40% af måltiderne altså. Øhm. Og jeg er kollektiv barn. Øh, og der hed det altså, når du fylder 12, så indgår du i en del af plterne i kollektivet, og en af pligterne, det var han maddag. Mm. Og øh, hvad hedder det? Jeg fandt så ud af, at det at havde maddagen, det var betydelig sjovere end at have rengørangsdagen ude på toilettet. Øh, eller lægge tøj på plads efter vask og sådan noget. Øhm, så jeg helt helt fra barns ben af har jeg simpelthen fået ind i mit liv, du skal kunne lave mad. Okay. Øhm. Og både min mor og nogle af de andre vi boede kollektivt med var god til det. Min far øh var født i 40, så er helt naturlig over til han anede simpelthen ikke hvad hvordan man lavede mad. Øh nej der stadigvæk sådan en legendarisk dag hvor vi var alene hjemme min bror og jeg og vores far og så ville han lave medisterpølse og hvis så ikke at sådan en skal koges inden man skærer den ud og smækker den på panden. Så der sker jo det. Hvis du tager rå med dispølser og lægger på panden, så skrumper skinnet og så får du det vi kaldte frikadeller med mavebælte. Øh, og sådan noget, ikke? Men min mor, min mor var god til det. Min morfar var også god til det. Nå. Og var så det var der, hun havde det fra. Øhm. Øh, hvad hedder det? Han lavede en sylte, som var berømt på hele øh København ø, hvor vi boede øh dengang, da jeg var barn der, ikke? Og en skier lapskov skulle han også finde ud af at lave og sådan noget. Så det har sådan ligget i i familien, ikke? Men men og så så kunne jeg jo mærke at øh og det er altid svært at finde ud af hvor øh altså hvor talent kommer fra, hvad der kommer først, om det er kunen eller det er kærligheden, ikke? M m men jeg kunne simpelthen bare mærke, at det kunne jeg faktisk rigtig godt lide og synes det var rigtig interessant. Øh og så øhm ja så så så ved jeg ikke, hvorfor det lige blev det andet øhm jeg så kom til at leve af til at starte med. Men øh det det forholdt sig altså sådan. Men så holdt jeg mad interessen ved lige og øh begyndte så at interessere mig mere og mere for sådan øhm jamen altså når du ø når du steger ø et stykke kød øh så smager det simpelthen øh bedre øh i en gryderet for eksempel end hvis du bare kommer det ned i øh i tomatsovsen med det samme. Hvad er det der sker der? Ikke hvorfor smager kød bedre når det får lov lige at blive stegt og brunet og så videre. Og det begyndte jeg sådan at interessere mig for at dykke ned i det og finde ud af, der er faktisk, det er der faktisk en biokemisk årsag til. Nå. Øh, der sker nogle sjove processer med enzymer og sukkerarter og sådan noget. Øh, som gør at nogle nogle af de proteiner der er i kød bliver omdannet øh til ø nogle forskellige ting, som er det, vi kan se, når vi bruner det. Og det høj og smagen er jo meget mere, det giver noget bitterhed og sådan noget. Og så finder man ud af home, det er der en en fransk forsker, der har fundet ud af for 150 år siden, der hed Monsieur Mear. Så det hedder Mear effekten. Det er det samme, man opnår, når man bruner løg i stedet for at koge dem. Og så og så finder man ud af, det er jo et kæmpe univers af enormt spændende ting. Der er en masse håndmærk i det, og så er der en masse sådan spændende viden om bagved. Og det har jeg sådan bare interesseret mig for. Og lige pludselig så fik jeg så lov her for fire år siden at bare give den gas. og er nu dykket for alvor helt helt ned i madlevningsuniverset, ikke? Havde du sådan et favoritkøkken på forhånd? Altså hvad er der et du kommer ud af? Ja, altså jeg jeg det er jo sjovt, fordi øh hvad hedder det? Jeg selvom jeg sådan er kollektivt barn og så videre, det var meget det man kalder det traditionelle danske køkken. Og det er jo meget skilt ud. Altså det er meget udskæt, men man finder jo ud af at øhm at øh et traditionelt dansk køkken der er lavet ordentligt. Altså hvor du har hvor som ikke er øh hvad skal man sige? Ja må må prøve at forklare det. Mm. Første gang at jeg skulle lave øh en marineret sil for eksempel, som er noget af det mest traditionelle danske vi overhovedet kan forestille os, ikke? Altså vi er jo et øh et område her der skylder alt til silden. Altså vi ville simpelthen ikke ligge her. København ville ikke findes, hvis ikke der var sild i i Østersøen. Det ville det simpelthen ikke. Nej. Øh, så det det er en af de sådan mest grundlæggende ting øh på på ø på det man kalder dansk køkken, det er silden. Den er også den meget fed fisk, så det vil sige, du kan konservere den, hvis du er viking og skal på vikingetugt, så kan du have en tynde sild med, og den kan vare øh de der 14 dage, tre uger. Det tager at sejle til Nordengland og plyndre derovre. Så så ogog den var meget eftertragtet som handelsvar og sådan noget. Så sild er simpelthen bare altså det er sådan en af de hvis man skulle sige hvis der var et dansk urkøkken, så er det silden og så rugbrødet. Øh men det det er sådan nogle andre årsager. Første gang jeg tænkte nu skal jeg prøve at lave min egen marineret sild og fandt ud af at der er faktisk en proces der tager halvanden måned inden du kan marinere den sild. Og det er den skal laves til en spejsild. Du tager en rå sild øh lægger den i salt i en måned. Mhm. Og der skal den bare ligge derov og hygge sig. Det er enormt nemt. Det tager 10 minutter at forberede, men så skal du gå og vente en måned eller halvanden. Så får du øh det der hedder en så og det er egentlig det der gør at den bliver spjet. Det er også derfor vi har ordet spee i spegepølse. Det er den der saltning der sker. Okay. Som gør tingene holdbare. Du får trukket noget vand ud af den og salt dræber bakterier. Mhm. Det er enormt smart og giver en særlig smag som vi kender ret godt i vores pålæg og vores sild og så videre. Så så gjorde jeg det man skulle øh efter en måned og det lykkedes. Der var ikke kommet botulisme eller pølseforgiftning i den og sådan noget. Øh og så var den Hvordan tjekker man det? Det gør du simpelthen ved at stikke en finger ned i den. Hvis den ø hvis den er blød og og hvad hedder det? Fingeren kan gå igennem, så er det ud med det hele. Altså du skal ikke begynde at stå og sortere i det. Øh fordi så er den simpelthen gået i forhold. Så er der sket et eller andet i processen. Okay. Øh så skal det bare ud og så må du starte forfra næste år. Ja. Der der er man ikke Nej nej nej. Og hvis du ikke kan operere med kølerum, så har du altså to måneder, tre måneder om året, hvor temperaturen er rigtig til øh at lave en spejsil. Den skal stå mellem fem og syv grader, ikke? Øh og det kan vi jo bare gøre i køleskabet nu om dage, ikke? Men i gamle dage, altså hvis hvis spejningen gik galt, så måtte man vente næste år på at lave spejsilt til temperaturen var rigtig. Hold da op. Øh, der kunne man ikke bare tænde et køleskab i juni måned og så få ø og så få kuldegrader. Øh, så du stikker en finger ned i den, og hvis den er god og fast, så ved du, så er du i mål. Okay. Øh, til gengæld er den jo altså helt groteskt. Altså man kan simpelthen ikke spise den. Øh, så så skal man udvende den et par døgn. Nå. Og så får du det der hedder en spejil. Og det er sådan så i gamle dage så lavede man lidt stuede kartofler og lidt grov sind ved siden af. Og så fik man det, som måske dine forældre eller i hvert fald dine bedsteforældre kender som det der hedder bidesild. Mm. Det er en udvandet saltet sild, der lige bliver serveret med lidt øh stuede kartofler i en hvid stuing og en god sind og percelle på toppen. Og det smager fuldstændig fantastisk. Men så kan man også tage sin udvandede sild. Mhm. Og lægge den i en lage. En lage af typisk sukker, ædke og vand. Så får du den der sådan helt klassiske øhm det vi kender som den hvide marinerede s. Der skal måske lidt peberkorn og lidt løg og lidt lavbær i for at give den noget smag. Men den der hvide sild vi kender m det er egentlig bare en udvandet spejsild der har fået lov at lige ligge i en ædelkelag i omkring en uges tid koldt. Okay. Øh så kan man tilsætte andre eksotiske ting. Øh hvad hedder det? Lidt næer og ja andre krydderier. Og hvis man skal have en det der hedder krødersild, altså der er sådan lidt rødelig i det. Mm. Eller lidt lilla i det. Så skal der også sandeltræ i. Som er sådan en barkart. Det er faktisk det. Ja. Det er det der gør den. Det er det der gør de giver farven. Og der har vi jo den ulempe, det kan vi altså ikke dyrke herhjemme. Så selvom vi synes, at en marineret sild, det er noget af det mest danske, der findes, så er vi altså afhængige af, at der er nogen i Kina, der har dyrket noget sandtræ. At der har været en øh en det der hedder Silkevejen eller kryderiivejen. Der har været nogle kameler, der har bragt det her til først i første omgang til Mellemøsten, og så har vi haft nogle gode søfar, der kunne tage ned og købe den. Øhm, så hvad hedder det? Ja, den den røde, hvad skal man sige, krydersild, det er en global foretæelse. Mandelmælk burde være det nemmeste at producere til en supermarkedshyle. Det består nemlig kun af to ting, mandler og vand og så lidt forarbejdning selvfølgelig. Men efter at have besøgt samtlige supermarkeder her i området, og dem er der mange af her på Sydfyn, hvor vi befinder os lige nu, ja, så måtte jeg give op. Jeg kunne sagtens finde noget, der lignede og næsten hed mandelmælk, men det var fyldt med alt muligt andet end mandler og vand. Ting, der intet havde med fødevaren at gøre, men som kun skulle gøre det nemt at sælge. Nemt at producere, nemt at transportere, sørge for at det ikke bundfældede sig. Sørge for at farven var den samme. Sørge for at det kunne holde lang tid på hylden. Alle mulige ting, som intet havde med god mad eller drikke at gøre. Så jeg tog hjem igen og sagde til min familie, jeg kunne ikke finde noget malmælk, så jeg laver den selv. Der er lidt ventetid i processen, så hun fik altså først mandmælk i sin kaffe næste dag. Men mens jeg gik der og ventede, så fik jeg en ide. Tænk hvis man kunne producere al sin mad selv, så man havde fuld kontrol over hvad der var i den. Desværre er jeg sådan indrettet, hvis jeg først får en ide, så sætter den sig fast, indtil jeg har prøvet den af. Jeg kan ikke få den ud af hovedet igen. Og det er derfor, jeg sidder her i dag. Jeg vil prøve at se, om det kan lade sig gøre at producere og servere det store kolde bord på en sådan måde, at jeg kan sige, alt hvad der står på det her bord, har jeg produceret selv helt forfra. Altså helt forfra. Jeg har selv dyrket ruen og hveden til rugbrødet og fransbrødet. Jeg har selv opdrættet hønsene til æggemaden og hønsesalaten. Jeg har selv produceret grisene til rullepølsen og skinken. Jeg har selv fanget sildene, rejerne og silfileterne. Jeg har selv malket koen til osten. Jeg har selv produceret olien og ædet den til mayonnaisen. Jeg har dyrket gulerødderne, ærterne, agurkerne og blomkålen til den italienske salat og remouaden. Salt, peber, sukker. Alle de andre krydderier vil jeg lave selv helt forfra. Altså helt forfra. Det princip jeg har tænkt mig at gøre brug af i lød af de her tre år, det er at hvis der er nogen der gider at fortælle mig hvordan jeg skal gøre, så kvitterer jeg med en indbydelse til en stor fest vi holder om tre år når det hele står på bordet. Vi skal spise, vi skal drikke en øl måske og en lille snaps. Det er ganske vist forbudt at producere i Danmark, men det må vi jo se, hvordan vi får løst på en eller anden måde. Så det er altså meningen, at om tre år, så holder vi en stor fest, hvor alle dem, der har hjulpet mig undervejs, er inviteret. Det er alligevel vildt. Jeg blev så skuffet forleden. Øh, jeg jeg er gået lidt i gang med at kigge på forskellen mellem det der med forarbejdet råvar eller forarbejdet mad og ultraforarbejdet. Ja. Ja. Fordi jeg synes, der er et eller andet interessant i det for det første, og så så er der jo også noget, hvad kan vi sige, noget sundhed i det på en eller anden måde, ikke? Øhm. Og jeg blev så skuffet, da jeg stod ovre i øh i min lokale supermarked og kigger på, hvad der er. For det første i en almindelig pose blandede bønner. Ja. Altså helt frostne almindelig. Ja. Og der det burde ikke være andet end bønner. Og Polen burde heller ikke være der. Nej, det er rigtigt. Det er rigtigt. Men og så tænker jeg, ej, hvad er det for noget? Og og så kastede jeg mig ud i og og begynder at rode lidt mere med det. Og så og der fandt jeg så også ud af, at at øhø marineret sild i dag. Ja. Er er jo faktisk også en ultra forarbejdet roll. Det er det. Det er bare det er faktisk ikke altså det er egentlig Nej, nej. Det er egentlig ikke en marineret sild. Det er bare noget nogen har fået lov at kalde marineret sild. Ah. Øhm. Og første gang man sætter tænderne i en rigtig marineret sild, der går det op for en man faktisk aldrig har smagt en marineret sild før. Det skal ikke den fast der er en en altså selve teksturen i den, det der man kalder mundfølelsen, altså hvordan er den at have i munden? Den er meget mere fast i det. Nå. Du kan smage at den er det at lamellerne altså fisk har jo lamel i muskler. lameller der i musklerne, de er der er stadigvæk lidt af lamelstrukturen tilbage. Øhm. Den smager af havet stadigvæk. Du kan simpelthen smage saltvandet. Hvis dufter til den, kan du stadigvæk dufte, at det dufter som at gå en tur ved stranden. Ja. Ja. Øh, det er en helt anden oplevelse det vi kender som, og altså nu har jeg selv arbejdet for nogle af de styrelser og ministerier, der giver fødevareproducenter lov til det der. Øh, hvad hedder det? Så så nu skal jeg ikke badmafte dem for meget, men det der hedder en gammeldags modn sild m det er ikke gammeldags måned. Altså det har de fået lov. Der er nogle til man tilsæ, jeg tror det er lidt salmejak man tilsætter. Mm. Øh, så så går den der modning hurtigere. Så det den er gammeldags måned eller langtidsmåned, det er måske den har ligget en uge, 10 dage, ikke halvanden måned. Okay. Øh, fordi noget af det der gør ting rentable i en virksomhed, det er jo at tiden fra du køber en råvare til den er færdig og kan blive solgt, så du kan få de den fortjeneste ind på den, den skal være så kort som muligt. Mm. Fredvær med det, det er jo en del af, det er jo hellere leve i et ø, hvad hedder det, en fri markedsøkonomi end det modsatte. Men det er altså prisen for det, at der er nogle producenter, som også skal tjene nogle penge. Og jo kortere forarbejdningstid, jo længere skal du, hvad skal man sige, jo, jo kortere tid går der, før du får den investering ind i form af råvarer og forarbejde som, øh, så den skal gerne ind i virksomheden igen. Fredvær med det. Øh, og man dør jo ikke af det. Altså jeg kan også stadigvæk finde på at købe et glasmarineret sild øh i supermarkedet, ikke? Øh, men man skal bare vide, at det er altså noget andet. Mm. Og det er en ganske udmærket oplevelse at koge et æg og smække lidt mayonnaise på og lægge lidt rød sild på og øh og dryss med lidt kar eller salt og peber. Det smager ganske godt. Det gør det. Det er bare en anden oplevelse. Ja. At du har et rugbrød du har lavet selv helt forfra. Du har nogle æg hvor du selv har haft hønsene. Mayonnaissen har du selv lavet. Olie, ædke, en æggeblomme, lidt salt og peber og lidt sinde. Og så ligger der en sild ovenpå. Ja. Det er simpelthen bare en anden oplevelse. Øhm. Og ø det gav mig så ideen til det projekt, som jeg tror er en af årsagerne til, at jeg sidder her i dag. Absolut. Ja. Nemlig det, der hedder projekt forfra. Ja. Jeg fik sådan en tosset ide, der hed Gad vide om det egentlig kunne lade sig gøre. Og som sagt, jeg holder meget i det danske køkken og specielt det det der hedder det store kolde bord. Altså det kan jeg bare godt lide. Mm. Øhm. Jegad vide om det egentlig kan lade sig gøre at servere det store kolde bord, hvor man ikke har købt noget. Altså det lyder som en helt umulig opgave. Og det har jeg efterhånden fornemmelsen, det er det måske også. Okay. Men men altså nu skal det i hvert fald prøves. Ja. Kan det virkelig lade sig gøre og servere det store kolde bord, hvor der ikke mangler noget? Altså der skal være alt det vi kender fra det store kolde bord, men alt er produceret selv helt forfra. Altså hvis der ligger en rullepølse, så har jeg selv opdrættet grisen. Jeg har selv dyrket på cellen. Jeg har selv dyrket pebret, hvilket er svært. Den nød har jeg ikke. Vi bor simpelthen ikke det rigtige sted til at dyrke peber. Så det skal jeg lige have løst. Øhm. Saltet har jeg selv produceret til den sprængning man skal eller det der hedder at sprænge det ikke når når man ø når man koger øh svineslaget og ruller det sammen og så videre, så skal det sprænges. Det vil sige der skal lige koges lidt i en læge af salt og sukker. Sukkeret har jeg lavet selv. Det er også ret svært faktisk. Altså virkelig sådan kigge på hver enkelt bestand og så sige alt det har jeg lavet selv forfra. Wow. Og øh ja, det var sådan sjovt startede med at være en sjov dag. Og pludselig så tog det sådan overhånden på en måde, og så min kone kunne godt se, åh [ __ ] mand, nu har han fået, nu har han fået en ny ide, ikke? Ja, lige præcis. Hvad, hvad skal vi nu, ikke? Øh, og så præsenterede jeg for ideen og øh, hvad hedder det? Og der var da opbakning. Altså ikke samme begejstrede opbakning som først, men men jeg nu har jeg i hvert fald fået lov. Ja. Øh, så jeg har skaffet mig et par hektar jord, øhm, som jeg har fået lov at låne. Og, øh, jeg har fundet mig transportabelt køkken, som jeg kan transpere transportere ud på den jord efterhånden som jeg bliver færdig med råvarerne. Øh, så kan jeg tage dem ind i køkkenet og prøve at forarbejde dem og så videre. Øh, og så var jeg så indbil, skal jeg tænke, det kunne være, der var nogen, der havde lyst til at følge med i det. Så nu har jeg lavet en YouTube-kanal, der hedder forfar, hvor man simpelthen følger mig. Ja, den er cirka tre måneder gammel nu, så det er meget nyt i projektet. Jeg har givet mig selv, jeg startede med at sige, det må kunne gøres på tre år, og det kan det nok ikke. Øhm, øh, det kommer jeg ind på om lidt, ikke, hvorfor hvorfor man ikke bare kan gå i gang. Øh, men i hvert fald fire år burde det kunne lade sig gøre, hvor øh, jeg bruger de her to øh hektar jord. Det er omkring 20.000 1000 kvadratmeter eller fire tønder land, hvis der er nogen der regner på den måde. Okay. De her, og det er sådan egentlig en meget simpel opgave. De her to hektar skal jeg have lavet om til det store koldbord. Hvordan gør jeg det? Det er sjovt. Og det er spændende og hårdt og enormt sjovt og og sådan, ikke? Øh, jeg får en masse nederlag undervejs. Øh, så det burde også være lidt sjovt at følge med i følge med i. Det er altid sjovt. Jo. Og fordi jeg har jo så den ulempe også, at efterhånden ved at være færm til at lave mad. Jeg er slet ikke nær så dygtig som dem der udlærer mig overhovedet, men jeg er ved at være ret god til det. Men selvforsyning, altså det at dyrkejorden, det er jeg en knold til. Altså det er jeg virkelig virkelig virkelig virkelig ikke god til. Øh, så så det der er nogle gode gøer gokke scener i det til at starte med her. Lige om lidt så kan vi gå en tur rundt på grunden, så kan jeg prøve at vise dig, hvordan har set ud. Øh, men der er en anden ting, jeg også mangler for at kunne lave mad, og det er jo i sagens natur et køkken. Og det var altså ikke. Til gengæld så var jeg så heldig at have en anden ven, som havde transportabelt køkken. Den eneste ulempe ved det, det var, at det stod altså i en Villahave cirka 15 km herfra inde i Svendborg, som er den nærmeste by. Så der var ikke andet at gøre end at tage ind og hejs det ud af haven og køre det herud. kommer lige Og her står det så køkkenet. Der var ikke helt så meget plads, som jeg havde brug for, så jeg har hurtigt flikket en lille tilbygning sammen til køl, frys og redskaber, som jeg hurtigt kan skille ad og fjerne, når projektet er færdig. Jeg har nemlig valgt, at en af de principper, jeg vil arbejde under, det er, at jeg skal aflevere jorden fuldstændig, som jeg fandt den, når jeg er færdig med det her om forhåbentlig tre år. Så jeg skal altså først og fremmest bruge det, der er her i forvejen. Og hvis jeg er nødt til at tilføje noget, for eksempel et køkken eller andre ting, så skal jeg kunne fjerne det igen, når jeg er færdig, uden at efterlade nogen som helst bord. Hver udsendelse vil bestå af to hoveddele. I første del der dyrker jeg jorden og for dyr. Og i anden del der går vi ind i køkkenet og laver noget mad. Nogle gange så vil jeg bare stå for det selv og vise hvad jeg har lært indtil videre. Andre gange der får jeg hjælp af dygtige bønner og fiskere og kokke og andre mennesker der har styr på deres fag. Lige om lidt så kan vi lige gå en tur rundt på jorden her. Så kan du jo se hvordan her ser ud og hvad jeg har at starte op på. Og så kan vi jo passende afslutte den lille rundtur med at gå ind i køkkenet og lave lidt mad og hvad ville være mere oplagt end at lave lidt mandelmælk. Men udover jord og køkken, så skal jeg jo selvfølgelig også bruge nogle redskaber. Og det leder mig til mit næste princip, som jeg lige hurtigt vil demonstrere ved hjælp af de her ting, der står foran mig her. Det siger jo sig selv, at ø sådan et par tastaturfunktionærsko som dem her, dem kommer jeg ikke særlig langt med. De er ikke særlig meget bevendt i en svinestige eller i en pløjemark. Øh, så af en anden ven jeg har, der har jeg fået foret sådan et par gamle M58'ere her. Det er en dansk standard militærstøvle. Jeg skal skynde mig at sige, at man nu om dage heldigvis bruger noget, der er en hel del mere moderne end det her. Men de her, de er gode, gamle. De er lavet af kernelæder og gummi. Og de har været i krig et par gange oven kød, har jeg ladet mig fortælle. Så mon ikke de kunne holde til også at dyrke lidt landbrug her på Sydfyn. Og nu kommer vi så til sagen om princip nummer to for mit virke her på ageren. Jeg skal så vidt muligt gå så lavteknologisk til værk som overhovedet muligt. både hvad angår redskaber og metoder. Selvom den moderne teknologi gør de fleste ting nemmere på kort sigt i form af for eksempel hurtigere processer og højere udbytte, så giver det efter min mening nogle enorme ulemper på lidt længere sigt. Højteknologiske redskaber kræver for det første langt flere af klodens ressourcer at fremstille og vedligeholde. Og så er de enormt sårbare overfor ydrepåvirkninger. Det vil altså sige øh de kræver brændstof øh enten direkte eller producere den strøm de skal bruge. Og som verden er lige nu, så giver det mig enorm ro i sjælen at vide, at mit projekt er så lidt som muligt afhængig af, at forskellige galninge rundt omkring i verden beslutter sig for at afskære min mulighed for at få fat i det her brændstof. Men det skal selvfølgelig også give mening. Derfor vil jeg hen ad vejen forsøge mig lidt frem efter princippet om, at hvis det er et godt gammeldags værktøj eller en metode, der har været brugt i år tusinder, øh, giver et nogenlunde lige så godt resultat som de moderne metoder og redskaber, jamen så kan jeg lige så godt gå med den gode gammeldagsfæson. Og her er det altså mine M58'er kommer ind i billedet. I mine indledende manøvre til den her kanal, der stødte jeg på en foravler, som fortalte mig, at hun aldrig havde mødt en foreklipper, der havde tørre og rundne hænder. Simpelthen fordi får fra naturens side er udstyret med en form for regnfrakke. Der består af en olie, der hedder lanolin, og som helt naturligt forekommer i fårenes uld. Det er derfor, at får kan gå ude i alt slags vejr. Så man kan simpelthen pudse sine sko med foruld. Faktisk er det forholdsvis nemt at få fingrene i sådan noget uforarbejdet uld, som jeg har stående i den her bøtte. For i Danmark er foruld, der ikke skal bruges til garn, betegnet som bioaffald. Så det koster faktisk foravlerne penge og besvær at komme af med. Så de plejer at være ret begejstrede, hvis man øh kommer forbi og spørger, om man ikke skal befrie dem lidt for den uld uden at de skal betale for det. Ved siden af min bøtte med uld står der en helt almindelig sort skosværte. Det var en jeg havde i skuffen. Og den er et rigtig godt eksempel på et moderne og højteknologisk produkt der måske gør livet lidt nemmere, men som både er enormt ressourcekrævende at fremstille og som efterlader sig spor i miljøet, som jeg ikke har kontrol over. Hvis vi skal tage det sidste først, så er der ikke nogen krav til producenter af ting, som vi ikke skal have ind i vores krop, enten ved at spise det eller ved at smøre det på huden eller sådan noget, om at de fortæller, hvad der er i produkterne. Og udover det, så er skosværden jo her emballeret i både glas og plastik. Glas er enormt ressourcekrævende at fremstille. Det kræver mineraler, som skal graves op ad jorden og transporteres. Selve fremstillingen kræver enormt meget energi. Det kræver jo meget høj varme og lave glas. Og det bliver ikke rigtig ø produceret det samme sted, som det bliver gravet op. Så der er en masse transport involveret i det også. Øh udover det så er der sådan en ø plastiklå og en plastik dut her ovenpå. Og det sidste verden har brug for lige nu milestalt er mere plastik. Så nu vil jeg prøve at lave et forsøg. Jeg vil pudse min ene støvle med foruld og den anden med skosværte. Og øh ja, hvis resultatet med forul bliver lige så godt, så kan jeg jo lige så godt gøre det. Så læ dig tilbage og nyd at se en mand sidde på to hektar jord og pudse et par støvler. Vi starter med skåsverden. เฮ Det var skudverden. Ja, det virkede jo ubåklageligt, hvilket også ville være rimelig underligt, hvis det ikke gjorde, eftersom det er jo det eneste formål i livet, den her skosværd har, det var at kunne pudse et par støvler eller et par sko. Lad os se forudulden. Den har jo først og fremmest til formål at klimasikre et får. Men lad os se, om vi også kan bruge den til at pusse et par gamle M58 militærstøvler med. Det virkede sgu altså øhm for at det ikke skal være løgn, så var det faktisk nemmere at gøre den med forhålen, fordi Det krævede kun en proces her. Der skulle jeg jo også have gang i ø en nylonbørste, som for det første jo også kræver ressourcer og råvarer og alt muligt andet at producere. Og øh det introducerede så to processer for mig. Her skulle jeg kun bruge en proces, nemlig at tage noget forol og gnide rundt på min støvle, og så var det klaret. Og lur mig her i aftenssolen, om ikke den foruduldpudsede M58 skinner mere end den anden gør. Jeg har ladet mig fortælle, at man i gamle dage brugte sådan en nylonstrømpe, når man skulle have sin militærstøvler op og pudse, hvis man skulle ind og stå parade for dronningen eller kongen, som det jo er nu om dage. Det skal jeg så ikke. Så det er ikke så meget det, det kommer an på. De skal bare kunne holde vandtætte. Og øh, det må jo komme an på en prøve. Det ser ikke ud til regn, men øh det er jo dansk forår, så mon ikke det kommer. Mens vi venter på regnen, så kan vi jo tage en tur rundt på grunden, se hvad vi har at starte med. Øhm, og i hvert fald så vil jeg starte med at tage mine støvler på. Se en ting jeg allerede har lært som kok nu, det er at ø hvis der er en opskrift der har virket, så kan man lige så godt starte med at følge den, inden man begynder at få fikse ideer om at lave om på det hele. Og ude på internettet, der lå der faktisk en opskrift på, hvordan man skal sætte snørebånd i sin M58 støvler. Og den har jeg fulgt. Der var to forskellige måder at gøre det på. Man skulle nemlig tage stilling til, om man ville have vriststøtte eller svangstøtte. Og jeg valgte altså på grund af min fodanatomi at gå med den snørring øh som giver forhøjet øh svangstøtte. Jeg har nemlig lidt en tendens til platfod, så det kan vi jo lige så godt benytte os af, at der er nogen, der har tænkt sig om, hvordan man undgår. Så det her er altså den officielle velgennemprøvet svangstøttesnørring for et par M58 militærstøvler. Det var den ene. Ja. Jeg har ladet mig fortælle, at de ikke er særlig gode at gå i, og man er rigtig træt, når man har været på stroppetur og har vabbler og jeg ved ikke hvad. Men jeg regner da ikke med, at det bliver så hårdt at dyrke lidt ro. og passe et par får, men øh man ved jo aldrig. Kom med. Ja, sådan ser det altså ud, når man vender kameraet 180 grader i forhold til, hvor vi sidder nu og kigger ikke ind mod skov og mark, men ud mod landevejen. Det her det er faktisk sådan stort set bredden af den grund, jeg har ret til rådighed. Lige før de træer, jeg kan se der i baggrunden, der går landevejen. Øh, så træerne der, de hører ikke, de hører ikke til det område, jeg må gøre brug af. Men øh hvis jeg lige løfter jeg engang. Hold fast. Jeg løfter jeg lige lidt op i luften her på stativet. Sådan der. Så går vi lige her øh hen øh det fjerneste hjørne her og vender kameraet om. Og så kan I se det der gerne skulle ende med at blive køkkenhavet. Ja. Sådan ser det ud der. Der kan vi se det berømte køkken med en lille tilbygning til. Og så det der tag der stikker op. Øh der til højre i billedet. Det er naboen Erik, som er en rigtig blink fyr og som faktisk også er en dygtig bondemand. Så øh han er lidt generært, så jeg ved ikke rigtig om han har lyst til at komme på YouTube, men jeg prøver da at få ham overtalt, for jeg tror han ved en hel masse, jeg kan lære noget af. Det der der ligner sådan to vildnisser. Det er faktisk ikke så vildt som det ser ud til. Øhm, det er øh begyndelsen på en af de tre slags køkkenhaver eller en af de tre slags køkkenhavesystemer, jeg vil teste her på grunden. En meget, meget gammeldags tysk metode, øh, som faktisk er det, du ser starten på der. en knap så gammeldags metode, som er ja så gamlet blevet rigtig moderne. Og så en sidste, som er den der helt traditionelle køkkenhave, vi kender med øh gulerød og løg og deslig i lange lige rækker, hvor der står det samme i hver række og så videre. Øhm. Ja, hver system har sine fordel og sine ulemper. Og øh, ja, jeg testeret. Nu løfter jeg lige igen, og så prøver vi at gå øh hen i den anden ende af grunden i længderetningen. Øh og så kan I se det, der gerne skulle ende med at blive mark og tror jeg også dyrefoldet. Vi gør lige et øh hold undervejs, for der står lige noget med den der, vi lige skal snakke om. Ja. Det der ligner, hvad skal man sige, en meget lav urskov med en grøn sti imellem, det er to enorme brumbærkrat. Og når jeg siger enorme, så er det faktisk noget, der ligner 10 20% af, hvad der var i forvejen, der kom herud. Altså området var fuldstændig grået til med brombær. Og det har vi fået fældet det meste af det. Jeg har beholdt noget af det, for jeg holder meget brombær, men så meget brombær som der var her, det det var simpelthen i overkanten. Og øh busken var så stor, så man kunne slet ikke komme ind i midten af det. Så der var en masse der gik til spilde. Der er en masse dyreliv der godt kan opholdes lige opholde sig derinde. Og derfor var jeg også stor fan af sådan nogle brombærkrat øh mus og fugle og så videre kan være i fred derinde og det skal de bare have lov til. Men øh ja jeg må også godt være her så jeg har tøndet lidt ud i det. Lad os fortsætte op mod marken. Hov nu gør vi lige et hold her fordi jeg har fået øje på noget der faktisk er ret fedt ved den grund her. Det er lige præcis det der. Det er en vindbærsnegl. Udover at man kan spise den, øh, så har den også den helt store fordel, at den spiser dræbersnegleæg. Den spiser ikke dræbersnegle selv, men den spiser dens æg. Og øhm, ja, nu har jeg været herude års tid og lagt mærke til, der er faktisk en ret stor bestand af vinbærsnegle, og de skal bare have lov at være her. Jeg har faktisk også tænkt mig at spise nogle af dem. Øh, men på en bæredygtig måde. Jeg har undersøgt det, så øh, alt skulle være i orden. Men øh, nu vil jeg vi i hvert fald den her lille øh ja, både fætter og kusine kan man jo sige om vindsnegl, for de er jo herfroditter. De er tvekønnet. Nu lader vi dem sidde i fred og spise videre og forhåbentlig få en masse snegleunger, vi kan gøre brug af på alle mulige gode måder. Ja, vi fortsætter op til marken. Ja, sådan ser det ud. Det var som om det så større ud, da jeg havde de oprindelige ideer. Jeg begynder altså faktisk allerede nu langsomt at få en snigende mistanke om at der ikke er jord nok. Men det må komme an på en prøve. Samtidig har jeg også en anden mistanke om at øh til det brug jeg altså jeg skal jo ikke dyrke ting til et helt årsforbrug for en familie. Jeg skal kun dyrke ting og sager øh til at afholde et enkelt fest med det store kolde bord. Så selvom jeg kalder det marker, så er de kommer de ikke til at være nær så store som det man normalt kender som en mark. Så øh med lidt held og lidt øh hvad skal man sige indretningsmæssig snille, så tror jeg nej jeg vil sige det på den måde. Jeg håber jeg kan få plads til hælere. Ellers så må vi jo få jagt efter noget mere jord. Men det er altså ageren, kan man sige. Øh, og i baggrunden der kan du se det, man kunne kalde med lidt god vil i skoven. I virkeligheden tror jeg faktisk mere, det er det, man på dansk ville kalde lund. Men øh, for nems skyld, så lad os kalde det skov. Det føles også rart. Lad os gå ind og kigge på den. Ja, nu er vi så kommet hen i det, vi snakkede om, som man med lidt god vilje kunne kalde skoven. Den er ikke så stor. Altså jeg tror der måske er 40 gange 40 meter eller sådan noget. Øhm, og som sædvanlig når man siger skov, så det er ikke urskov. Altså forstået på den måde, at det er en naturlig skov, fordi det er der stort set ikke noget af tilbage i Danmark. Det er altså en menneskelig anlagt skov, men den har fået lov at passe sig selv så længe, så øh naturen sådan langsomt er ved at tage over. Det kan man også se på vegetationen herinde. Der er alle mulige forskellige slags træer. Birketræer. Det er rigtig godt af forskellige årsager. Der er også egetræer. Der er lidt øh ask. Der er hassel her og øh forskellige andre ting. Der er ramsløg i skovbunden. Og så er der en masse af det som jeg synes lidt uretfærdigt bliver kaldt skovens ukrudt, nemlig ahorn. Øh, et eller andet sted kan jeg godt forstå det øenavn har fået, fordi hvis ikke man holder horn i ørerne og viser hvem det bestemmer, så tager det simpelthen over. Altså det er så frodigt øh og har så gode vækstbetingelser her og ikke rigtig sådan noget modstand, så det går bare amok medhorn, hvis ikke man holder lidt i ørnen. Heldigvis så er der forskellige ting, men jeg kan bruge hororn til. Øh, så det er ikke det hele, der kommer ned, men ø noget af det gør altså. Jeg ved ikke, om vi lige nå at skimte et øh en flygtende fasan lige inden jeg satte stativet ned. Dem er der en del af. De er heller ikke naturligt forekommende. Det er fordi der et par kilometer herfra er en der opdretter en masse fasankyllinger hvert år og sætter dem ud sådan så folk kan komme og betale penge for at jage dem. Øh, de smager ganske fortrinelige. Min personlige mening er at det ikke rigtig har noget med jagt at gøre. Altså det er et dyr der er opdrættet til og synes at mennesker ja brokker sig lidt når man går ind på dens territorium. Men det er simpelthen dyr, der er opdrættet til at synes, at mennesker er nogle flinke fyre, der kommer med mad, så ø de flygter ikke. Tværtimod kommer de hen til en, så de er nemme lige at plukke med et gevær. Øh, ja, jeg holder meget fagen. Jeg holder ikke rigtig meget den måde at jage dem på, så. Og jeg har heller ikke noget jagttegn ø endnu. Det planlægger jeg at få. Men øh vi må hellere vente. Nå, kom en tur ind i skoven. Ja. Så nåede du lige at se bagsiden af køkken. Kønt er det ikke. Øh, måske ikke så insty med sådan en stige, der lå der og sådan noget, men sådan er virkeligheden altså ude på landet. Og det man se her øh det er hvad der senere hen skal blive en form for udekøkken, skyggehave, øh lidt grovkøkken. Jeg ved ikke rigtig, hvad den præcis betegnelse er, men det kan vi måske blive enige om hen ad vejen. Det er meningen, at jeg her vil øh lave forskellige ting. Jeg skal have dyrket nogle svampe. Ø champignoner selvfølgelig til den lune læbsteg. Øh, men også nogle østershatte tror jeg kunne også være lækkert. Og lidt Karl Johann. Og hvis man kan få fat i det, så øh et sort trompetsvamp, som er også super lækkert. Øhm og så kan man se øh to ting. Øh det der sådan står lodret, det er en røgovn. Vi skal jo lave noget bacon og nogle spejpølser og andre forskellige ting, der skal røges. Vi skal også have, nu er vi på Fyn, så jeg har også planlagt, vi skal have lavet en rygerost. Øhm og øh så er der en sort kat, der går forbi billedet. Øh men jeg håber da, at det ikke betyder uheld. Øh, og så lige en sort boks. Det er sådan en gammel høneboks, jeg har fået, hvor jeg kan opbevare forskellige ting, der ikke har det så godt med regnen. Men det var stort set det. Øhm, nu vil jeg lige vende jer om, og så vil jeg gå hen foran kameraet. Der kan I se, der har vi køkkenet og hilse på jer igen i køkkenet. Og så synes jeg, at ø vi skal gå ind og lave noget mandmælk og komme det i vores kaffe og få os en god kaffet i solnedgangen. Vi ses i køkkenet. เฮ Ja, mandmælk. Som sagt, det er verdens nemmeste produkt at fremstille. Det består altså af to ting. Mandler, vand og sådan noget forarbejdning. Forarbejdningen det er den, der står her. Mandlen er, ja, de fleste af os kender den jo udmærket godt fra Risalement og så videre. Den er enormt svær at dyrke i Danmark, så der er ikke særlig mange, der gør det. Langt de fleste mandler får vi fra Spanien eller Sydamerika, men man kan godt. Så altså hvis jeg på et tidspunkt får den tossede ide, at jeg også vil lave en komplet julemiddag med risalement helt forfra, så er det altså muligt for mig at dyrke mandler. Men udover det, så øh er der ikke rigtig noget på det store koldebord, der bruger mandler. Så mandelmælk er egentlig mere for at demonstrere et princip. Der ligger noget her ved siden af, som ikke er en mandel, men som er for at vise, at mandlen har en meget, meget nært beslægtet fætter, som er fersken og nektarin. Øhm, her har jeg taget en sten ud af en fersken. Øh, de fleste af os kender den jo nok. Nu har jeg sådan skyllet den og sådan noget, så øh, den er pæn og ren og fri for travler. Og hvis man slår sådan en i stykker, så ligger der faktisk herinde et lille frø, den der. Og hvis man tager en manden op og ligger ved siden af, så kan man se øh, at de faktisk er i familie. Den der smager ikke særlig godt. Jeg har prøvet, jeg ved ikke, om den er giftig at spise, men den smager virkelig ikke særlig godt. Så jeg fjerner den lige igen. Men det er faktisk også sådan mandler bliver til. Altså de hænger på træet som sådan en kødfuld frugt. Og ø selve frugtkødet kan man ikke rigtig spise, men man kan skrabe det væk, så man kommer ind til den der sten. Så kan man knække den der sten, og indeni ligger så mandlen. Ja. Så man skal forestille sig, at sådan en lille mandel her, den ø har faktisk været noget, der ligner 10 gange så stor, inden den ender fra træet ovre på vores spisebord. Så hvis man synes mandler er dyre, ja det kan man selvfølgelig godt synes, men ø der er ret meget spild i det. Der er ret meget ved en mandel frugt, man ikke rigtig kan bruge til noget. Så det er altså kun en lille del af den, der bliver til noget. On with the works. Vi skal have lavet noget mandelmælk. Det øh er super simpelt, men det tager døgs tid. Ikke forarbejdning, men mest af alt ventetid. For det første vi skal have gjort, det er vi skal have sat nogle mandler i blød. Den opskrift jeg plejer at følge, der plejer jeg at bruge 200 gram mandler. Så det kan vi jo lige starte med at veje af. Bæret her vejer 40 gram, så jeg skal altså op på 240 gram her på vægten. Skal lidt mere til. Sådan der. Der har vi 240 gram. Dem skal vi have sat i blød natten over. De skal suge noget vand. Inde i manden er der en olie, og det er faktisk den, vi er ude efter. Øh, men den er vandopløselig. Det vil sige, at selvom det er en olie, øh, så kan man, øh, få mandlen til at suge noget vand, opløse sin olie, sådan så at vi senere hen ved hjælp af lidt forarbejdning kan få den trukket ud af mandlen. Så det er altså det, jeg gør nu. Kommer lige lidt mandler op i et lille glas, jeg har forberedt her. Sådan. Sådan. Der røg lidt ved siden af. Så fylder jeg op med noget frisk vand. Sådan der. Man kan også ø skylle manden først. Øh. Men det den proces sker faktisk her, så det behøver vi ikke rigtig her. Der er lidt kan godt være lidt støv på mander, så det kan godt være en god ide. Så ø skal de her mander faktisk bare ind og hvile natten over i køleskabet. Så det gør jeg lige. Ja. Øh jeg har forberedt det her glas i forvejen. Det stillede jeg i blød i går. Og øh som man kan se her, de er faktisk blevet lidt større, og det er fordi de har suget noget vand. Der kan godt ske det, at de sætter sig sådan lidt fast i glasset, og det er fordi de jo suger vand og klemmer sig sådan fast mellem hinanden. Men øhm nu skal jeg have drænet det her vand fra, og så skyller jeg dem lige en ekstra gang, fordi som sagt der kan godt have siddet noget støv på, og det er jo det vand her, så det vil vi godt lige have skyllet fra. Og det er jo ikke en vare, der på nogen måde skal varmes op. Så jeg er lidt ekstra omhyggelig med lige at passe på, at vi ikke får noget skidt ind i kroppen. Sådan. 200 gam skyllede og i blødsatte mandler. Eller det vil sige, nu er der jo mere end 200 gram, for de har suget noget væske. Øh, bare for sjovs skyld. Skal vi ikke lige tjekke, hvor meget væske de har suget? Jeg vejer dem lige. Der var altså 200 gram i går. Nu har de stået og suget vand. Vi ved, at bøtten der vejer 40 gram. Nu er den oppe på 290 gram. Så skal jeg trække 40 gram fra. Så det er altså 250 gram. Så de har suget 50 gram vand. Så her har vi altså startet med 200 g mandler. Nu er der så 250 g mandler. Dem kommer vi op i den fætter, der står her. Det er en blender, som de fleste nok kender. Og det er faktisk, hvad der er af forarbejdning her. Op i blenderen. Mere vand, og så skal den bare have en ø ordentlig tur. 250 gram i bløde sedimenter. En liter vand, som jeg har målt af i forvejen. Sådan der. Lå på. ret vigtig, medmindre man gerne vil have mandmælk over det hele. Og øh så er det sådan set bare at køre løs. Jo længere tid du kører med blenderen, jo mere mandens smag får du ud. Så det er noget med lige at have tålmodighed, men i mellemtiden så kan vi jo prøve at snakke om tager den skal have meget mere end det her for at allerede nu den er der været til der er en ting virkelig lad os prøve at kigge på det. Det ligner jo allerede mandmælk, men der mangler en sidste forarbejdning, fordi alt det her gryn, der er nede i med knusen, det vil vi gerne have sorteret fra. Øh, og det har jeg et aggregat herovre til, som man kan gøre. Øhm, jeg har et setup her, som er det, jeg plejer at bruge. Det består af en skål. I den skål er der et dørslag. I det dørslag er der en si. Og oven i den sig er der sådan et klæde, som jeg normalt bruger øh til det her. Hvis man har en saftsi derhjemme, så kan man også bruge det. Man kan også bruge etø rent hvkestykke, som man lige vrider op i koldt vand. Ellers så suger hvkestykket jo masser af den malmlæg, vi gerne vil have ned i skålen i stedet for. Så når du vrider hvkestykket op i koldt vand, så er det jo sådan set mættet med væske, og så er det bare ren mandmælk, der løber igennem. Men ø lad os komme i gang. Ja, det grser lidt. Man skal have lidt tålmodighed, men det skal nok komme. Øh, man kan jo vælge, når nu vi er færdige her, øhm, og så simpelthen smide de knuste mandler ud. Personlig beholder jeg dem, fordi der er stadigvæk masser af smag i, og der er masser af fibre. Øh, og noget af olierne er også tilbage i. Altså der er stadigvæk masser af de ting, som er sund og smager godt med manden tilbage i. Så jeg bruger dem for eksempel til at bage med, bage boller med vandler i. Alle mulige ting kan man bruge dem til. Så jeg gemmer det. Altså, jeg har simpelthen ikke tomid til at vente på, at det her det synker igennem af sig selv. Så nu viser jeg, at man faktisk godt må snyde lidt og vride. Se, hv så jeg kan finde ud af det. Sådan. Ja. Og her har vi som sagt pulpen. Altså den knuste mandelmasse. Den kan man bruge til alt muligt dejligt. Det næste der egentlig forestår, det er faktisk bare at få hældt det her på en flaske, sat i køleskabet, og så har man dejlig frisk mandmæng til gang. Ja, jeg kan se jeg skal have øvet lidt på min helleteknik inden ø jeg skal til svæprøve. Der endte lidt nede i vasken også. Det var jo ikke meningen med det, men øh princippet er i hvert fald i orden. Her har vi fået sammenlagt 10 minutter et kvarters forarbejdningstid. Malmælk. Tak fordi du kiggede med. Du kan rolig glæde dig. Du kommer til at møde Peter Andreas løbende her på kanalen. Så husk at kigge med. あ 。