i dag skal vi møde en af Danmarks mest produktive og prisbelønnede forfattere nemlig Jesper Vungsung Det er hverken antallet af bogudgivelser eller udmærkelser der driver Jesper Vungsung Det er tværtimod jagten på et liv i frihed og fællesskab Vi begynder med spørgsmålet om hvornår Vung Sung første gang opdagede at forfatter kunne være hans vej Jeg kunne godt tæn mig at høre første gang at du sådan føler at forfatter kan være et arbejde som du kunne have og som ville passe godt til dig Hvornår er det og der er vi vi er et eller andet sted i slutningen af gymnasiet vil jeg sige ikke øh lige inden jeg forlader Svendborg for at rejse til København og læse på universitetet tror jeg tanken streg for mig Og der kan jeg jo se at jeg jo på mange måder sådan altså adskiller mig lidt for mine for mine kollegaer hvor mange af dem altid vidste at de skulle være forfattere eller altid har læst rigtig meget Der øh der kommer jeg jo sådan set fra den modsatte grøft Altså der og det tror jeg også min min dansklærer på Master Skole kan skrive under på at der var ikke noget øh der stod ø skrevet i stjernerne eller lå i kortene at jeg skulle ende med at blive forfatter Og derfor kan jeg også huske at når jeg kom ned på på skolebiblioteket i Marstal og og bibliotekaren så venligt lænede sig derinde over bordet og sagde hvilken bog kan jeg så hjælpe dig med at finde Jesper så var jo den type elev der kiggede forvirret rundt og sagde at det er lige meget bare stik mig den tyndeste du har ikke altså så og det siger bare for at fortælle at at på den måde lå det lå det temmelig langt fra mig øh det her med at at læse Og hvis jeg ligesom skulle have have opremset sådan de muligheder der nu var ø for en eller anden form for tilværelse så tror jeg noget af det tidligste jeg havde udelukket det var noget med bøger Men det skulle jo så ændre sig og det hang blandt andet sammen med at øhm på et tidspunkt fandt jeg ud af det her med at man ikke bare kunne snyde sig igennem tilværelsen Jeg tror det var mest det for mig ikke at øh at jeg jeg havde sådan en neo ide om at at verden måske bare var en uendelig lang række klassekammerater klasseværelser hvor jeg bare sad på bagerste række uden at skulle lave noget ikke ja Og på et eller andet tidspunkt og det er jo så i gymnasiet så går det op for mig at sådan er det jo desværre eller heldigvis ikke og at bordet fanger Og det var egentlig noget der udløste en sådan en eksistentiel krise for mig Og det var der hvor jeg begyndte at øh at læse Og det gjorde jeg fordi jeg fandt jo lige pludselig ud af hvad det var bøger handlede om At det handlede jo om mennesker det handlede om valg Det handlede om hvordan man levede sit liv Og først og fremmest så kunne man sætte ord på nogle af de ting man gik og tumlede med ind i sig selv Og så gik det til gengæld også temmelig stærkt Så på den måde er jo også øh jeg er gået direkte fra Lucky Lookuk til Fransk Kafka Der er ikke noget der er ikke en imellem altså det er det er fra den ene yderlig til den anden Og så var det der da jeg så begyndte at at beskæftige mig med litteratur og læse så på et tidspunkt så var det simpelthen ikke nok altså det her med øh at læse andres bøger men jeg blev også selv nødt til at skrive og der slog det mig at øh at måske var det her med at skrive en en vej for mig Og der er vi altså i i ø i slutning af gymnasiet eller HF her i i Svendborg Og når du siger nødt til at skrive kan hvordan føles det jamen øhm det føles [Musik] som at jeg at hvis jeg ikke sætter mig ned for at skrive så forstår jeg ikke mig selv så forstår jeg ikke verden så forstår jeg ikke hvordan det det hele hænger sammen Øh så jeg opdagede hurtigt at at når jeg skriver så øh øhm så falder mit liv på en eller anden måde i vatter Det er også derfor i i dag står jeg i en situation hvor jeg skriver altså 365 dage om året Der er ikke nogen dage hvor jeg ikke skriver Der er nogen hvor jeg skriver mere end andre men jeg skriver alle dage Og det er også bare øh fordi jeg kan mærke det her med udover de giver en sådan grundlæggende ro altså sådan rent øh protestantisk arbejdsmoral altså at jeg har udrettet noget så giver det også en eksistentiel ro Altså det her med at jeg har rørt ved noget der er vigtigt Og og det er jo det der ligesom er for mig i forhold til til litteratur Altså hvis jeg hvis jeg øh går ned af en af en gågade så bliver jeg fyldt af sådan et forbrugsbegær ikke m hvis jeg læser en bog eller en skriver en bog så bliver jeg fyldt af af et livsbegær Altså så på den måde kommer jeg jo tættere på det det hele handler om Og det er også det som jeg ligesom har opdaget at at det er jo sådan set gik og og tumlede med dengang jeg var var barn og og yngre Det var det her med at øh jeg vidste godt jeg vidste at jeg ville være fri før jeg vidste at jeg ville være forfatter Altså jeg var godt klar over at altså at at livet ligesom på en måde måde gik og inden man så sig om var det væk Altså jeg har altid jeg tror måske der der er et meget meget større ur for mig end i hvert fald for nogle andre der hænger oppe på væggen og som hvor og hvor jeg bare kan høre aviserne slå hele tiden ikke at og og der havde der havde simpelthen sådan et et behov for at finde noget der var meningsfuldt Øh og derfor var jeg siden jeg har været lille har jeg været overbevist om at jeg ville være fri at jeg ville gøre hvad jeg selv ville Og samtidig var jeg godt klar over at du kan jo ikke være fri på sådan andres bekostninger Altså det vil sige gå på en eller anden form for understøttelse fordi så er det jo andres ufrihed der betaler din min frihed Øh så jeg var klar over at jeg skulle finde en anden vej Men når jeg kan huske alle de der gange hvor voksne sådan spurgte mig Jesper hvad vil du så være når du øh bliver stor og så og så jeg bare sådan højt og frejtigt sagde jamen jeg vil være fri og jeg vil jeg vil aldrig have det rigtige arbejde Jeg vil gøre lige hvad jeg vil og sådan noget ikke og så kunne man lige se til det der sådan en lille niksvin Mm Mm Altså det der du bliver klogere du finder ud af hvad vi livet handler om ikke og i virkeligheden så har det været så skønt at at kunne gemme på det her sådan lidt overbærende smil igennem al alle de her år og egentlig ø suge næring af det Øh så man kan sige at det var ud af den eks eksistentielle krise at jeg begyndte at beskæftige mig med litteratur Og så lige pludselig så havde jeg jo fundet et arbejde som var forbundet med en enorm grad af frihed Øhm og samtidig meningsfuldt for mig Det er jo for jeg tænker er du så blevet fri føles det som frihed ja det det føles som en en grundlæggende frihed Altså friheden til at øh altså stå op hver dag og gøre lige hvad jeg vil Ikke at skulle ud af døren øh ikke skulle køre gennem trafikken Øhm og at jeg jo skriver de bøger som jeg vil Altså jeg jeg vælger jo selv hvad for nogle bøger jeg skriver Jeg skriver ikke noget på øh bestilling Altså det er det er jo de ting jeg selv vil gøre Så kan man sige så rammer livet mig jo i alt dets alvor på på andre områder Og jeg har jo forpligtelser i forhold til min familie og jeg er jo også forpligtelser og krydser og aftaler i kalenderen Blandt andet at sidde her sammen og tale sammen med dig i dag er jo en af dem Men men det er jo noget som som følger med det at være forfatter og noget som jeg som jo bevidst vælger til eller fra Alt efter hvor du er i proces eller arbejde Ja Og alt efter bestemt og alt efter om jeg synes synes det giver mening Altså sige en stor del af det at være forfatter det er jo at øh at ø holde foredrag også for en forfatter sådan økonomi Men for mig har det også altid givet rigtig god mening fordi jeg betragter litteratur som en eller anden form for kommunikation altså et øh et et jeg der taler til til et andet menneske derude Og så det her med at at tage ud og og holde foredrag om om bøgerne betragter jeg som en forlængelse af den her kommunikation Altså der er nogle af mine kollegaer der ikke bryder sig om det fordi de sådan føler at at de kommer til at reducere deres værk i det øjeblik man står derude Og det er jo det er jo ganske rigtigt Altså hvis der er nogen der spørger til en af de bøger jeg har skrevet øh så får de jo et langt mere øh banalt svar end end det der i reelt er i bogen Men men for det første har jeg det sådan rimeligt øh har jeg det rimelig okay med med at at at være et et banalt menneske Og samtidig har jeg så dyb tro på at at øh at litteraturen er så meget desto større Så når du går tilbage til værket eller bogen igen og læser det så så er der jo den her øh mangfoldighed Så er det jo ligesom så er det der folder sig ud Og og der når vi når jeg nævner det så kan vi også sige så er vi jo faktisk inde ved noget af det der er er kernen ved ved at skrive litteratur og det som også altså driver mig som forfatter Og det er jo det her med at jeg sætter mig ned for at skrive på en bog og så lige pludselig så er der forsvundet tre timer og så kigger jeg ned og så ser jeg at der står noget på papiret eller på computeren som jeg slet ikke var klar over at jeg havde i mig Og der er jo intet altså der er jo ingen anmeldelser der er intet bogsalg der er ingen priser der ligesom kan komme i nærheden af det fordi det er jo i virkeligheden viser at for meget ikke kun jeg men vi alle sammen som mennesker og individer rummer altså det der potentiale meget mere hvis det får lov til på en eller anden måde at at folde sig ud Og der kan jeg huske allerførste gang hvor jeg satte mig ned og og ogog skrev en en tekst en lille novelle Og det øjeblik ligesom at rejse sig op og så opdage at at det blev mørkt rundt omkring en og sådan noget og så kigge ud af vinduet og så vide at derovre ligger der altså et eller andet på bordet som ikke var der før og som er noget jeg har skabt Og lige i det øjeblik så var der jo selvfølgelig også en helt øh utrolig uskyld fordi der var jo heller ikke nogen andre der vidste at at det fandtes Altså i dag kan man sige der er det jo min identitet at være forfatteren Jesper Bung Tung Og øh og ø folk spørger jo hvad skriver du så på nu og hvad skal den næste bog handle om og og det er jo selvfølgelig bund og grund kun glad for fordi det er jo et udtryk for der er en en interesse for for det jeg går og laver Men jeg kan da godt længes efter den der uskyld hvor man så sad og der er jo ikke nogen der vidste det at man man sad der og skrev Men men altså den oplevelse af at øh før var der ingenting og nu er der liv Øhm der er nærmest ikke noget nærmest ikke noget større Jeg jeg synes det er vildt og og jeg har set nogle interviewer med dig hvor du blandt andet siger du du har en drøm om HC Andersen og på den måde forløser det lige pludselig en sætning og så kommer der en bog ud af det Altså du virker som en der står til rådighed for det Jamen det gør jeg også altså Og det øh det tror jeg også det handler om det her med at øh altså at at øh at stå til rådig for inspirationen at stå til rådig for verden at ligesom øh tillade sig at opleve noget Øhm derfor når jeg kører rundt og holder foredrag så kan jeg også altså så er der meget lange perioder hvor jeg hvor jeg kører i min bil hvor jeg ikke hører radio eller ikke har en podcast eller ikke hører musik for ligesom at at jeg ved at der sker et eller andet hvis jeg ikke øh hvis jeg ikke bliver fodret fra højre og venstre hele tiden ikke så det er jo også noget med at sige at at at verden er jo verden er lige der ikke og man kan tage den man kan tage man kan tage den ind Øhm Så har jeg så så har jeg jo så fundet ud af at at et et hvert værk har sin besøgelsestid Altså øh øh og og derfor arbejder jeg sådan lidt mere systematisk Så jeg er jo ikke jeg er ikke en forfatter der bare får en ide og så sætter mig ned og og skriver det Altså jeg har et har et et system derhjemme hvor jeg har en reol der indeholder 30 ringbind som indeholder de 30 bedste ideer til bøger jeg har Når jeg så får en delid det kan være noget en scene nogle personer noget dialog Så har jeg sådan en masse hvide 9 gange 9 centimeters notesedler som ligger rundt i huset Og de er altså der er masser inde på mit arbejdsværelse inde i skrivehulen men der er også altså på badeværelset der er i køkkenet der er i stuen altså så hvis jeg falder over et eller andet så skriver jeg det ned og så sætter jeg det ind i det her ringbind og flytter det en plads frem i køen Så på den måde bliver det lidt ligesom sådan et ø hestevædeløb hvor det ene ringbæ hele tiden er en heste foran det andet Og det vil sige også de ideer der står øverst op til venstre er så nogle jeg har båret med mig et år fem år 10 år Og derfor er sandsynlighed for det kan blive til en bog også størst muligt Og det system har jeg selvfølgelig fordi det ligesom skal undgå at jeg ender i en eller anden form for skriveblokering og at det er en ide der har presset sig på øh så længe at at jeg er klar til til at skrive den Ja Så det virker jo som om med den produktion du har altså vi snakker jo i nærheden af måske 50 bøger eller eller mere Det virker ikke som om en skriveblokering lige ligger for sådan Nej nej Og generelt har jo været lykkelig forskålet skået for det i det hele taget Og nu tror jeg måske også at jeg har den fordel at jeg har bevæget mig mellem så forskellige genre og og målgrupper Det vil sige jeg skriver jo altså jeg skriver jo både bøger for børn og for unge og for voksne Og jeg tror den der vekselvirkning har gjort at at jeg ligesom kunne gå direkte fra det ene til det andet Så jeg har sådan set heller ikke haft brug for nogle pauser Og i den forstand er jeg måske en en litteræ kæderyger Altså jeg tænder den ene bog med den anden og og det kan vi sige men derfor går jeg jo også tit eller ofte jo fra en en måske 500 siders tyk voksenroman til en billedbog eller til en noesamling Øh på den måde så kan jeg se at de her sådan skift i stil og tempo ø bekommer mig vel Hvad jeg så også kan se det er at jo at hvor forskellige de så ind er i det ydre Altså i forhold til det her med målgruppe og og genre så øhm så er der ofte sådan tematisk nogle ting som som ligesom går igen så det på en eller anden måde for mig øh hænger sammen og en del af den den diskussion som har har drevet mig fra første ferie af Og det er ikke sådan at det er finere at skrive en 500 siders voksen roman end en billedbog Ikke for mig Nej altså jeg jeg skilner ikke mellem mellem øh det ene eller and Ja Ja det gør jeg bestemt Øh så så for mig er det er det simpelthen bare et spørgsmål om øh altså hvad for et greb øh og hvordan skal det fortælles og det er jo også der hvor jeg har det sådan at at selv når jeg kigger på mine altså mine egne yndlingsforfattere det kan jo også vi kan også overføre det til musik eller eller film eller billedkunst øh så er det jo ikke sådan at de kunst vi holder af er lige gode hver gang Altså øh og det måske ikke skyldes heller ikke altid at at de de er lidt faldet af på den eller været dovne men det skyldes at jeg tror et et værk består af af en form og og øh og et indhold Og som jeg ser det så skal den her form og det her indhold de skal møde hinanden sådan højest muligt oppe ø på den her kurve Altså lige der hvor man har et indhold der bare presser sig utrolig meget på og man har en form der lige akkurat som en hud kan kan dække om omkring øh indholdet Øh og det kan så være i som en børnebog Det kan være som en en en øh en voksen roman men men øh for mig er der ingen ingen forskel i i proces eller arbejdsindsats Går du sådan rundt og betragter verden eller deltager du i den eller altså hvordan øh ah jeg håber jo deltager i den altså øh og jeg synes heller ikke jeg er sådan en en en hvorør eller sådan noget der sidder læene tilbage Og det er heller ikke sådan at når jeg sidder til et middagsselskab så tager jeg heller ikke noter Men jeg kan jo så se når jeg ser tilbage at der er visse ting der har lavet sig Øh og det kan være altså 10 år 15 år 20 år hvor der et eller andet der dukker op Eller jeg kan se at øhm nogle ting som som man har hørt i sin barndom altså for eksempel noget voksne har sagt og som man af en eller anden grund har husket Og når man husker noget voksne mennesker har sagt på en bestemt måde så er det så er det ofte fordi det er tvetydet Altså der er en eller anden øh dobbeltbund i det Det kan godt være at det lød umiddelbart sødt men der lå måske også noget andet som man som barn ikke kan gennemskue men som man alligevel gør at man man husker det og så senere så dukker det måske op Det kan det gøre mens jeg skriver en en en scene i en roman der foregår i 1902 eller sådan noget og handler om noget helt andet men så er der en en situation eller øh som som kalder på sådan en en replik eller en en person eller eller noget som jeg som jeg ligesom har opfanget øh på min vej igennem livet Så så er det ikke sådan at du er på arbejde altid Nej sådan betragter jeg det ikke overhovedet Altså det er ikke og jeg føler heller ikke at øh at jeg er den type kunstner som for eksempel Van Gog hvor man tænker det er jo en mand der er på overarbejde Altså fordi alle sanser jo ligesom bare altså bare står åbne Og og det er jo også derfor når han når han maler en en en stol af med et fletsæde så er det ligesom om han har bare stået og stiget nede i de her enkelte fibre øh og bare får det hele med så det står og diger Det er jo derfor vi altså betaget af for eksempel Fogs værk Øhm sådan en øh type forfatter er jeg desværre og heldigvis ikke Ø så så på den måde føler jeg jo at jeg jeg deltager i i virkeligheden på på nogenlunde samme måde som som andre mennesker Øh selvom der måske er nogle ting jeg jo så ender med at registrere og og bruge eller omskrive eller være inspireret af i i andre sammenhænge senere Ja Tænker du egentlig på dig selv mest som kunstner eller håndværker eller altså hvordan ej men jeg tænker på mig selv som som kunstner men jeg synes også at øh kunst er et håndværk M øhm jeg er jo den type forfatter som synes at en bog skal være sand Altså mere end en bog skal underholde Øhm og derfor forstår jeg heller ikke hvis der er nogen der læser en bog og så synes den var deprimerende fordi temaet var trist fordi sådan ser jeg ikke på det Jeg ser sådan på det at altså den mest øh lalleglade komedie kan da være dybt deprimerende hvis hvis den netop er skrevet eller filmet eller hvad det nu er uden at tage livet seriøst Mens den mest borte roman kan være dybt livsbekræftende netop fordi der er en der har gjort sig umage med med det her produkt Og og derfor er jeg jo altså er jeg den type forfatter at at der sig der stræber efter en eller anden form for for sandhed Altså at det her skal det her det skal handle om livet og det skal sige noget om at være menneske Og det er vigtigere før alt andet med succes og salg og og hvor der ellers er Ja For man kan vel godt være forfatter og ikke være fri altså øh få et krav fra forlag og læsere og fans og altså jo jo jo det kan man jo det kan man jo også altså der er jo nogen der ligesom lever af at øh at opfylde et læsebehov eller eller øh eller netop øh se se læseren som en forbruger og og hvad ønsker forbrugeren og så justere sit forfatterskab efter det Øh det har aldrig været mit udgangspunkt jo Øh det er ikke det der driver mig Øhm jeg vil gerne læses Det vil jeg hellere end gerne Øh og jeg er glad når folk kan lide mine bøger men øh uanset om altså der var nogen der ville læste eller det ville udgive det så vil jeg jo sidde og skrive alligevel Så måtte jeg jo bare finde noget andet at lave hvad det så skulle være Okay Så hvis ingen læste dig så vil du stadigvæk skrive 365 dage området Ja det vil jeg med sikkerhed ikke for for mig er det sådan det er på linje med det her med at med at trække vejret ikke at det er på det det er det er gennem litteraturen at at øh at jeg forstår mig selv Du så du kunne faktisk ikke blive andet end forfatter Nej altså sådan har jeg jo ikke set på det men i dag er der ikke noget alternativt og det gør det jo også utrolig nemt jo i virkeligheden at at være mig fordi der er jo ikke Jeg tænker ikke at åh gud jeg kunne også sadle om eller tænk nu hvis jeg gjorde det her eller sådan noget fordi der er der er ikke der er ikke noget der er ikke noget andet jeg er rigtig interesseret i Der er ikke noget andet der kan måle sig med litteratur på den måde Så derfor ved jeg at jeg kommer jo til at skrive øh indtil jeg stiller træskoene engang her Lad os prøve at dykke tilbage Du er ligesom en anden stor forfatter Cararsten Jensen fra Marstal Hvordan var det at vokse op i Marstal som dig jamen altså jeg vil da i hvert fald sige at at det har jeg været glad for så jeg bliver jo aldrig har ikke været og bliver heller ikke den forfatter der kommer tilbage og skriver sådan en eller anden janteroman eller hvor jeg sådan spider øh mit samfund med et ønske om at få hævn Altså det det har jeg slet ikke haft i mig En gang imellem så så tænker jeg måske at at at der er nogen der lider af ø projicere sådan en eksistentiel angst over på geografi Altså at ø at øh at nogle mennesker tror at fordi man befinder sig tættere på et geografisk centrum for eksempel en hovedstad så er man tættere på livet Sådan hænger det jo ikke sammen Altså virkeligheden er altid 100% og det ved ethvert barn Og det ved et barn netop fordi et barn ikke er underlagt ø mimetisk begær Altså ønsket om at få det samme som alle andre Og det er jo sådan jeg også vokser op i Marstal Og og det jeg jo kan se bagefter det er det her med at øh der skal jo bare et værtshus til at drikke sig fuld Der skal en pige til at blive forelsket øh en grillbar til at spise sig midt og en havn til at længes ud i verden ikke ja Øhm så på den måde har det føler jeg det har været en en en gave at at vokse op i i master Nu når jeg i dag og voksen og så og så taler med nogen og siger hvem jeg har gået i klasse med så kigger de godt nok på mig lidt ligesom om jeg sådan en Vietnam veteran eller sådan noget ikke fordi at øh inde i de klasselokale der er der altså svæet rundt op under loftet med bogstaver Og det var ikke dem vi skulle bruge til at læse og stæve med men altså det er jo alle de diagnoser som de ikke fik Så så man kan sige jeg har gået i klasse med nogle meget meget søde psykopater Det er fantastisk Men så overlevede det Og det er jo også det med at være barn Altså det ved man jo ikke rigtig hvad hvad man ligesom øhm hvad man ligesom går igennem eller hvad øh hvad det ellers kunne være ikke så man lever jo bare sit liv Øhm så tror jeg nok gennem årene at at jeg har brugt sådan rimelig meget energi på at på at at at understrege hvor sådan almindelig eller eller hvor øhm hvor meget jeg ligne de andre Men det er jo også fordi der er så mange punkter hvor hvor jeg hvor jeg sagtens kunne være med eller eller se mig selv Altså at jeg synes jo at øh jeg kan godt lide fodbold øh jeg kan godt lide ristede hotdogs Ø jeg kan godt lide øh piger Jeg kan godt lide at øh rende rundt nede på havnen altså Men men havde måske også en side som jeg jo så ikke sådan helt sådan har har forstået hvor meget måske også var en del af mig Altså det der behov for at trække mig eller sætte mig ud på molen og og kigge ud over vandet en en længsel efter noget andet Øhm som også lå der Der er et eller andet interessant også synes jeg i i Jeg hørte Erik Kromand sige at atø at Maral der havet er en tredje sten ude i verden Ja Den der forbundethed Altså når man hører rigtige Marstall og fortæller om Maral så er de jo mere knyttet sammen med resten af verden end man typisk er på i et brokvarter i København Ja Ja Jamen det tror jeg er rigtigt Og så tror jeg også bare at det der med at at være vokset op ved havet altså det er øhm for mig er det også på en eller anden måde eksistentielt sandt og ligner på den måde også litteraturen Og derfor tror jeg også at der er mange steder i i verden som jeg kunne bo men jeg tror vi får meget svært ved at bo et sted øh hvor havet ikke var lige i nærheden Øh og jeg tror det er fordi det her med når du står foran havet så mærker du på en og samme tid som mindske øh dine muligheder og dine begrænsninger Det her med man er bare så lille over for det her uendelige store og samtidig så kan man jo bare kappetrosserne og rejse ud i verden og erobre dem Og og det synes jeg jo sådan set på en eller anden måde er sandt at det er jo de muligheder vi som menneske og begrænsninger vi som menneske altid har Og på den måde synes jeg også at at de ligner litteraturen eller det jeg beskæftiger mig med Og derfor giver det mig også noget af det samme at at kigge udover udover havet Altså der er vi også der er jo der er jo igen det her med der er forbrugeren øh skraldet af mig og og der er det det er den rene det er den rene eksistens Og det var så også der din far var det meste af tiden ikke altså ude på havet Jo jo Altså det er jo sådan en klassisk konstellation kan man sige som måske også er en af årsagerne til der er sådan lidt højere på lo til loftet i i Mar end så mange andre små byer øh i provinsen at at han er jo en en københavner også en fjerdedel kineser der kommer til Æ og møder en ægø pige øh og så finder de sammen og og bosætter sig i i master Så det her selvfølgelig med at blande blod og så og så længes ud og og ja min far så er sømand i ø og sejler i mange år Og nu når vi taler om det her med opvækst som måske tillader mig lige lave en lille parentes fordi den også har sådan stor betydning for øhm den jeg er blevet og måske også mit syn på det her med at ø skrive og i hvert fald ø vigtigheden af kommunikation at at der er tre år fra jeres syv til jeg er er næsten 10 hvor vi ikke bor i Marstal men hvor vi bor i USA i Texas i Houston Fordi min far bliver udstationeret altså ovre i i en havn i i øh i Houston Øhm Og så flytter vi derover og øh som sygeårig så kan jeg ikke et ord engelsk og og kommer jo så til en altså det er jo en virkelig stor by Altså København er jo en lille provinsby sammenlignet med hvad Houston er ikke altså det er jo virkelig en millionby øh og jo langt længere fremme på alle punkter end øh teknologisk og øh end end vi er herhjemme Og en af de sådan sådan skæsætende oplevelser for mig det er selvfølgelig det her med at begynde i amerikansk skole Og jeg kan huske at ø første dag jeg skulle i skole så skulle jeg så øh tage sådan en klassisk amerikansk ø skolebus sådan en cool en som vi alle sammen kender for de film og serier vi har vi har set Og så øh gik det jo fint nok med at blive kørt hen i skolen fordi det der kunne min mor jo sætte mig på den her skolebus Være var det så da jeg efter en skoledag skulle den anden vej og skulle hjem Og der øh kan jeg huske den her fornemmelse af at sætte mig ind i den her skolebus som jo er fyldt af de her børn som griner og snakker Og der sidder en dreng ved siden af mig der begynder at tale til mig Jeg forstår jo ikke hvad han siger for jeg kan ikke et ord engelsk Han mister sådan interessen sætter sig op på knæ og taler med på sadet bagved Og den her bus begynder at køre og så opdager jeg til min ræsel noget andet Og det er hvor ens de her villakvarterer er i USA Og det føles ligesom om den her bus kører lidt frem men så bakker mens jeg samtidig jo godt ved at den kører videre Også fordi de her børn begynder jo at stige af fordi det ved jo godt hvad de skal være af Og og på et eller andet tidspunkt så går det jo op for mig at jeg kørte for langt at jeg skulle være stå for længst Øhm Og så du aner ikke hvor du skal af Så jeg aner ikke hvor jeg skal af Jeg ved bare at det det skulle have været for længe siden fordi nu er vi altså kommet ud i noget der mere ligner sådan et slumpkvarter med udbrændte biler overfyldte skraldespande og jeg er den eneste elev i bussen Og så jeg glemmer ikke det øjeblik hvor buschaufføren han er ikke klar over at der er flere elever så han tror sådan set han er fri Han begynder sådan at fløjte og så vender han bussen og så er det han kigger op i bakspejlet og så opdager han mig sidde dernede blandt sæderne Og jeg kan bare og det er ligesom det er sådan det på en eller anden måde er det sådan det mest ensomme øjeblikke i mit liv ikke og og han kigger op i det her bakspejl og så øh kan jeg bare huske at at han han øh han siger sådan et eller andet bup dupi s det not og jeg forstår jo overhovedet ikke hvad det er han taler om så det ender med han går ned til mig og det eneste jeg kan gøre det er jo kan jo sige mit navn og han kører mig så tilbage tager mig med tilbage til skolen fører mig op på kontoret og der kan de jo så også finde mit navn i i i det her øh i den den her på den her liste over elever i første klasse Og så kan det jo så ende med at min mor kommer og henter mig Øhm men men når den ligesom også er sådan en en en oplevelse der der betyd så meget for mig ikke kun dengang men også senere så er det jo fordi den her den her oplevelse af at være fuldstændig fremmet Mm Så fordi kan man sige det er jo den fordel på mange måder med at være i Danmark i det hele taget men også sådan en lille ø som Agerø at at alt bliver hurtigt kendt og og hjemmevandt og øh og overskueligt og så kommer man til en fuldstændig kaotisk verden hvor man ikke forstår så meget som et ord Så den her både altså forståelse af hvor nødvendigt det er at være i stand til at kommunikere Mm Men jo måske også i virkeligheden og det har jeg skrevet om på et tidspunkt da jeg skrev om den i en lille erindringsborg der hedder Lynkineser Altså det her med at øh at når jeg ser på mennesker der kommer hertil fra den anden side af kloden og hvad vi forlanger af dem fra det øjeblik de betræder dansk jord så behøver jeg bare at tænke en gang på drengen der sidder alene i den gule skolebus uden at forstå et ord eller genkende en gade Altså og det er jo næsten politisk men i bund og grund er det ikke sådan det det er jo menneskeligt ikke at at vi at at menig og det er jo det litteratur handler om og det er jo derfor jeg skriver og det er derfor jeg læser Altså det er jo evnen til empati Altså at vi bliver nødt til at sætte os ind i øhm i andre mennesker Og det er litteraturen jo noget af af det bedste til Så det er jo også behov for det Og i virkeligheden så tænker jeg nogle gange hvis man hvis man kunne lave en parallelverden hvor vi fjernede hvor meget ø litteratur havde betydet for den verden vi lever i prøvede at fjerne det Ø så vil jeg ikke sige at vi vi lever i i et i et post af pukulptisk verden men men jeg vil i hvert fald sige vi vil leve i en verden der var meget øh værre og med meget flere krige og mange større problemer og meget mindre forståelse end end vi trods alt gør i i dag Fordi den her den her det her behov af den her evne til at sætte sig ind i andre end en en selv er fuldstændig afgørende Og det er jo noget af litteraturen øh det bedste det er en af de bedste måder at at gøre det på Men det må da det må da have været frygteligt at ikke have et sprog Altså at sidde der og lytterlig ikke kunne sige noget og være syv år gammel og være klar over man ikke kan sige noget Ja Jamen det er det også Øhm Øhm men det gode ved ved at være barn det er jo at at på den ene side af af ens sanser jo åbne og man og der er en masse man man ligesom suger til sig men samtidig så har man også en utrolig fleksibilitet Øh og den er jo på alle øh niveauer Altså man kan sige at at ø på samme måde som man kan springe ned for et træ og og det ikke går galt når man er syv år Men hvis man vil brække benene som 50-årig så så er det jo sådan er det jo heldigvis også oppe i hovedet Så der er sådan en masse ting man lærer og og så har man jo også en en en ukugelig optimisme så så og jo også en en evne til for eksempel at lære sprog langt hurtigere end det var så jeg kom jo efter det Øh og men men det er alligevel jo et eller andet grundfæstet som som ø som jeg har med mig ikke øh og og som understreger den der behov for at at øh at kunne kommunikere at kunne forstå at kunne tale Og det er jo også tror jeg også en anden årsag til at beskæftiger mig med litteratur at at det her med at at jeg tror måske inderst indeen så ved vi godt alle sammen hvad der er i vejen mellem vores liv Vi ved bare ikke lige hvad vi skal gøre ved det eller vi har svært ved at sætte ord på det Og det det er jo det litteratur øhø hele tiden bestræber sig på Det er det er at sætte ord på de følelser Og jeg har da sådan at før man har sat ord på noget så har man jo heller ikke forstået det eller erkendt det Øhm det må have været noget af et skifte altså fra Maral til Houston Det Hvordan hvordan gjorde I det eller hvordan gjorde du det ja Ja men altså når man det er jo den den ene dag tager den anden og man forsøger jo at at få legekammerater at der er da også episoder som som jeg kan tænke tilbage på og og og forstå hvor helt sådan grundlæggende groteske de er fordi jeg tror vi flyttede ind øhm og så vores nabo der var en dreng og jeg tror måske han har fået at vide af sine forældre nu er der kommet den her fremmede dreng kan du ikke gå over og lege lidt med ham ellers ja ellers ville han gerne det det det er jeg slet ikke klar over Vi havde jo ikke noget sprog men han spillede så baseball så han kom med en baseball og så havde han en baseball handske hvad jeg jo ikke havde Men men så tænkte han så kunne vi jo gå ud og så kunne vi kaste den her bold og det var meget sødt af ham Men det han jo så gjorde det var han tog den her bold og så trillede han den langs jorden og så tog jeg den op og så skulle jeg jo kaste til ham men jeg troede jeg skulle trille den til ham men han trillede den til mig fordi jeg ikke har en handske Og så gør det jo ondt at gribe en baseball for det er jo ikke som en tennisbold Men så jeg stod jo bare hver gang hvor det jo mening jeg skulle jo så kaste så han kunne have gribe sådan så trillede jeg den jo bare til og så har vi jo stået sådan i en halv time og så har han tænkt den her underlige dreng gider jo ikke lege med Det man forstår jo ingenting altså Og det er jo sådan altså det er jo selvfølgelig det er jo der hvor man øhm jamen altså man er barn og man lever med det og man finder ud af det og jeg fandt jo også en vej og jeg fandt også det sprog og jeg fandt jo også nogle vinder Øhm Hvor meget betyder det i dag altså hvor meget har du har du taget de tre år med sådan nå men altså de de fylder jo mere end man kan sige tre år normalt gør og det gør de fordi det var sådan et et sceneskift altså virkelig øh og så fordi det var i i en alder hvor øh hvor man kan hvor man virkelig sanser og mærker altså Og øhm altså jeg har været så heldig jeg været i i Houston øh altså en en fire fem gange siden dengang Og og der er et eller andet når jeg træder ud og det siger min kone også for hun kan mærke at der er sådan noget På en eller anden måde føler jeg mig hjemme samtidig med jeg jo så er så langt fra det amerikanske liv fordi jeg har levet resten af mit liv i Danmark ikke altså men men der er noget og det er jo helt ned til strukturen i i græsset ikke altså som er en hjemmelig fornemmelse fordi man har siddet på det her sådan lidt lidt lidt lidt hårdere lidt stivere græs de har derovre fordi det ligesom skulle kunne klare den der ekstreme varme der er ikke øhm og duften og guldsmedene og chikadæerne og kakalakkerne Altså er der sådan en masse ting som hvor lugte lyde øh indtryk syn lys øhm er en del af af den jeg er i dag Fantastisk Så kommer I tilbage Er det rigtigt forstået ja Hvordan er det så tænker jeg efter den her amerikanske kultur i tre år og komme tilbage igen Altså ja føles det sig som hjem øhm det det kommer det til at gøre i hvert fald altså hurtigt Og vi er sådan altså vi har bare haft leget eller lånt vores hus ud i de år Så jeg kommer hjem til til mit værelse jeg kommer øh kommer hjem til til Marel igen Jeg kommer ind i den samme klasse og sådan noget Så så på den måde øh føler jeg hurtigt at at øh at jeg finder hjem igen Man kan så sige det det problem som jeg jo så har det er jo det her med at så har jeg jo haft tre år uden øh dansk altså Og og det og det vil jo også sige især det her med at læse dansk så der er jo lige pludselig øh bagud i forhold til det hvor jeg ligesom har skulle lære et andet sprog og så jo faktisk skal lade være lære gebært mig på på især skriftligt på på dansk igen ikke øhm Og det er jo altså så der er da der er da selvfølgelig nogle udfordringer at få bundet med det ikke men men øhm men altså i sidste ende er det jo en en oplevelse jeg ikke ville have været foruden og som som har stor betydning for for mig på flere niveauer ikke men men jeg tænker det det er jo også lidt sjovt det der med at at du kom også altså du kommer også tilbage her til Sydfyn Ja Som voksen ikke altså du du du er ligesom du er her det det på en eller anden måde centreret her eller altså hvordan Jamen altså hører du sammen med stedet her eller jo det det synes jeg det synes jeg bestemt Altså nu kan man sige at at altså jeg har været sådan så privilegeret at have sådan tilklytning til eller boet eller haft bolig i sådan i hvert fald fire meget skønne byer altså Maral Svendborg København og og Spj ikke øhm så det så så øhm så for mig øh var det naturligt da jeg ikke længere ville bo i København Og der har vi jo så ligesom spolet lidt frem i historien fordi fordi det der sker efter jeg afslutter gymnasiet i i Svendborg det er at jeg rejser til København for at læse på universitetet og det studie der hedder litteraturvidenskab fordi nu har jeg jo endelig opdaget litteraturen og og tænkte så skal jeg i hvert fald derinde hvor de beskæftiger sig allermest med bøger Og måske jeg svagt øjeblik troede at jeg skulle altså også beskæftige mig med litteratur på det sådan mere sådan teoretisk eller eller forskerniveau eller måske være anmelder af andet Jeg er i hvert fald ikke er kendt over for mig selv ø på daværende tidspunkt at det var forfatter jeg ville være Der fandt jeg så hurtigt ud af i København Mm Og så var det sådan at efter været en vis årrække i København som så også er undskyld der hvor jeg debuterer som forfatter øhm så kan jeg mærke et behov både for at komme hen til noget vand igen noget hav øh men også et behov for måske at at komme lidt væk fra den sådan litterære verden Altså det er meget det er meget nemt at at øhm at blive bekræftet i en litteræ verden når man befinder sig i centrum for den litterære verden som jo er København altså der hvor forlagene først og fremmest ligger øh der hvor en masse receptioner litteræer festivaler og fester bliver holdt og så videre Øhm så kan man hurtigt finde ind nogle cirkler der ligesom ø bekræfter den øh tilværelse Og det jeg i virkeligheden mærkede jeg havde behov for efter at debutterede som forfatter det var faktisk at komme et andet sted hen Altså komme et sted hen hvor jeg så kunne spørge mig selv om det var virkelig det her jeg ville om det var det her der giver mening om hvor jeg bare var alene med mig selv og litteraturen og og i bedste fald hvis der var nogen af mine barndomskammerater eller sådan noget så kiggede de på mig som som rimsmeden fordi det var trods alt en eller anden form for apropos håndværk som du nævnte tidligere ikke øh men hvor det ikke var øh gennem det at jeg fik øh bekræftelsen eller svaret på at det var det jeg ville Men men også et behov for ligesom at at spørge mig selv ø hvad er litteratur for nogle bøger skal du skrive hvor hvem skal du være øhm så det var også en en del af drivkraften samtidig med at ø jamen altså jeg altid synes at der er skønt hernede Men havde det ikke været nemmere at være dig som forfatter i København altså jo jo jo Det det er nemmere på mange planer Det er jo nemmere i forhold til til forlagene Det er nemmere også i forhold til at ø gøre sin hose råne i i i bestemte sådan øh klikker eller bare det at og det behøver jo ikke være fordi det er noget øhm odiøst eller indspist eller nepotistisk eller sådan noget men det øjeblik man viser sig eller taler med nogen så skaber man selvfølgelig nogle ø forbindelser Så det er jo det er jo sådan set ganske ganske naturligt Så så det er ikke fordi jeg prøver på at at at sige at at der ligger noget mistænkeligt øh bag det men simpelthen bare øhm øhm at mit behov var noget andet Og netop det der med at jeg ville hellere ud og så se om om det om altså om det var ægte vinger jeg havde om jeg virkelig ville det her ikke øhm uden at blive bekræftet af andre end end mig og de ord på på mit papir når når man udgiver bøger Jeg har ikke nogen forstand på det men så så der er der jo en redaktør Øh hvor det du skriver bliver det udgivet eller bliver det påvirket af andre jeg ved ikke om det giver mening Jo jo jo jo men det giver god mening men det kan man sige Det det er jo det er jo meget individuelt fra forfattere til forfattere Altså jeg tror godt jeg kan tillade mig efter jeg har skrevet i så mange år og så mange bøger at sige at at jeg tilhørte den type forfatter som prøver på at skrive en tekst færdig inden jeg afleverer den ikke og det vil sige at jeg også ud fra den overbevisning om at at jeg inderst inde godt ved hvad der er i vejen med min tekst Jeg skal bare jævnføre det her med livet Være i stand til at stille mig selv de rigtige kritiske spørgsmål på de rigtige tidspunkter Øh så derfor har jeg altid haft det sådan at jeg skriver jeg viser aldrig noget undervejs i processen til nogen og heller ikke min redaktør og så prøver på at skrive det færdig Og det vil sige et manuskript kan jeg godt have skrevet færdig mange gange inden inden jeg sender det ind Øhm og det betyder så også og det har de så heldigvis også været enige i langt de fleste af tilfældene mit forelag at at ø at vi er meget meget langt henne i processen at aflevere så så vi er om ikke i detaljerne så er det så er vi i hvert fald øh så er der tale om mindre mindre rettelser eller mindre mindre beslutninger der skal træffes omkring det her manuskript på det tidspunkt Og det er simpelthen bare min måde at at arbejde på hvor jeg ved der er andre forfattere som som jeg synes er rigtig dygtige at beundre beundre stort som som kun skriver ganske få kapitler og så har behov for en eller anden form for respons Og det kan jo både være fra altså andre kollegaer fra ægtefælde eller fra for redaktører ikke men men jeg min metode har altid været at at jeg at jeg arbejder hele igennem og og jeg tror også i virkeligheden kan jeg godt kan jeg godt lide den der meget øh altså ensomme proces det er at være være fordybet i noget som ingen andre vi jo faktisk er klar over hvad er nærmest ikke det man kan jo godt få den fornemmelse eller ikke fornemmelse men det indtryk at når man har skrevet så mange bøger som du har at så er det let Men det lyder jo så som om det er det måske i virkeligheden ikke Nej sådan sådan vil jeg faktisk ikke se på det Jeg vil faktisk sige at på mange måder så længes jeg efter dengang hvor hvor jeg lige var begyndt at skrive fordi der har man sådan en fornemmelse af hvis bare den her tekst den her bog den her novelle kan lykkes Altså hvis jeg bare kan finde en måde at skrive det her på Nu når man skrevet så mange år så så har jeg fundet ud af at altså enhver tekst enhver sætning kan jo skrives på 500 måder Øh og og jo i virkeligheden så så vil jeg sige at sådan som jeg ser på sproget nu så er det jo ligesom sådan et et mendusahoved ikke altså hvis at hvis jeg altså hvis jeg stiger lige på lige på sproget øhm så bliver jeg til sten altså Så så jeg bliver nødt til at vende en eller anden en eller anden spejl i en eller anden vinkel øh hvor hvor jeg kan fortælle fra Øhm Så så jeg synes ikke det er blevet lettere Jeg synes der er flere muligheder Jeg kan selvfølgelig se at jeg har en øh en altså jeg kan selvfølgelig se jeg har en rutine Jeg kan se der er nogle ø situationer jeg har været i før Øh nogle kritiske punkter måske også som jeg har en ide om hvordan jeg skal øh bearbejde Og så har jeg selvfølgelig et et håndværk som som jeg mestrer langt bedre end end jeg gjorde for for 25 år siden ikke men men ø men ellers starter man fra bunden hver gang ikke og man gør det jo også ud for jeg gør det i hvert fald ud for det der håb om at at nu skal det være ikke altså at den her gang den her gang bliver det mest ikke og og nu kan man sige nu har jeg skrevet nogle af 50 bøger og det har jeg jo så hver gang man måtte erkende på den anden side at det blev det så ikke alligevel ikke øh og ogog det er måske vilgårne og og og bund og grund er det jo også godt nok Og jeg jeg har også sådan forl mig med det fordi også altså man kan have den her tanke om øhm øh at man lever gennem sine bøger at det kan blive en eller anden form for udødelighed Og det gør jeg mig ingen ingen som helst illusioner om at at mine bøger bliver stående efter jeg ikke er her længere Øhm fordi det har man ikke herre over Og og og litteraturhistorien har vist at at det kan gå så mange veje ikke at forfattere der jo rigtig store i deres sammetid er fuldstændig glemt mens andre heldigvis er blevet opdaget eller genopdaget Øh så det jeg jo egentlig i virkeligheden håber og dermed også bestræber mig på det er det her med at at de bøger jeg skriver skal have en eller anden form for puls Og det vil sige når der på et eller andet tidspunkt hvor jeg ikke er her længere står et ungt menneske ude foran en genbrugsforretning og tager en Jesper Jesper Ungensung bog op der ligger til fem krer og man gider at bruge de her fem kroner på den her bog overhovedet og så derfor begynder at bladre lidt i den og måske læse lidt i den og så alligevel finde ud af at der er et liv på siderne at der er en puls som jeg selv har stået ved en genbrugsforretning og kigget i en eller anden bog til to kroner hvad det har været dengang Øhm hvis jeg ligesom opnår det så tænker jeg så er det fint Så har man jo sat en eller anden form for for aftryk ikke hvad definerer det mesterværk der du snakkede om før hv altså hvordan vil du genkende det som mesterværket den dag det kommer ja det vil jo være den bog der ligesom sagde det hele som jeg sådan set havde at sige om tilværelsen på en måde som ikke er sagt før eller som jeg i hvert fald ikke kunne sige det før ikke øh og måske er det jo sådan et et uopnåeligt mål og derfor er jo også dejligt fordi man kan også sige hvis jeg skrev den var det så [ __ ] eller hvad [Musik] øhm Ja for der er vel ikke noget at skrive efter det Nej det det det er jo det det ved jeg ikke Altså som det er lige nu skal jeg sige jeg har jo 30 30 ringbind i den her reol som jeg skal skrive Og hver gang jeg tager et ringbind ud så går der ikke længe så får jeg en ID så kommer der jo et nyt Så som det er lige nu så vil jeg sige så det er jo en af sådan øh verdenshistoriens sådan store tragedier at at at ø og det må andre prøve sig at leve med at jeg kommer jeg kommer til at dø med 30 ringbind i den her reoligyldig Ligegyldigt hvad ikke ja Og det er jo øh det er jo vildt Ja Nu tillod jeg mig jo lige at springe lidt rundt i tidslinjen men hvis vi lige prøver at springe tilbage Der der er sådan et tidspunkt hvor hvor du går på Nyborg Gymnasium hvis jeg forstår det rigtigt og så siger det skal jeg ikke Ja Og så skriver du dig selv ud Ja Og og forlader stedet men siger det ikke til nogen før dagen efter eller altså Kan du ikke prøve at fortælle det det virker som en helt vild både modig og også Ja Jamen men det kan jeg godt altså Og det er ligesom for Ja nu spoler vi tilbage og så kan vi sige det det handler jo om det det øjeblik hvor jeg ligesom begynder at forstå det her med at at øh at bordet fanger at at øh at hvis jeg ikke træffer en beslutning i forhold til mit liv så er der bare nogle andre der træffer den beslutning Og den her enorme længsel efter frihed den kan jo kun opnå eller komme så tæt på at opnå ved selv at tage ansvar for mit liv Og jeg forlader altså Marstal for at gå på gymnasiet Og det gør jeg første omgang i Nyborg fordi der er en kostskole og så tænker mine forældre så er vi så er de da sikkre på at at jeg at jeg får andet end end flydende kost Så øh så så jeg går i Nyborg og så ø er det er det jo er det jo sådan set der at at virkeligheden rammer mig Og det er jo sådan der hvor jeg finder ud af at man ikke bare kan fjolle sig igennem tilværelsen Øh men det er også der hvor jeg ligesom begynder for første gang ligesom at at tage ansvar for for mit liv Øhm og på et tidspunkt så begynder jeg i hvert fald at forstå så meget at øh øhm at jeg vil beskæftige mig med litteratur der jeg begynder at læse øhm men at jeg måske også har behov for på en eller anden måde at at træffe nogle beslutninger om mit liv der er sådan der er helt grundlæggende og på en eller anden måde man kan jo aldrig begynde for nul men i hvert fald begynde på et liv hvor hvor det ligesom er mig der tager ansvar og at jeg var kommet på gymnasiet og at jeg var endt i Nyborg var beslutninger som var truffet selvfølgelig i samråd med mig ikke selvstændige beslutninger Det var bare fordi man kunne kigge på mig og hvad jeg kunne og ikke kunne og så kunne man se jeg skulle i hvert fald ikke i lære at være håndværker og øh jeg skulle jo nok også ved at være et eller andet sted hvor der var nogle andre der sørgede for at jeg fik noget at spise og så videre ikke Så så der var sådan nogle det det det lå det var ikke selvstændige beslutninger Men øhm så en dag så så rejste jeg mig op ø gymnasiet i Nyborg og så øh så tog jeg bussen til Svømborg og så gik jeg op og sagde at jeg gerne ville begynde der øh næste år på eller efter sommerferien på på HF Og øhm så kan jeg huske at jeg gik ned og så købte jeg en en seks styks nede i byen og så satte jeg mig på en en bænk inde i inde i Svendborg og så vi har fejret den her beslutning og sad og læste i en roman og så kom der sådan en en politibetjent og så sagde han altså må altså ikke sidde her ogog drikke ung mand og sådan noget Nå j men det tænker jeg Så tænkerte jeg okay nu får jeg ballade og sådan noget Så sagde han men følg med Og så gik jeg med ham og så førte man han mig igennem gågæden og så førte han mig op i op i det der hedder Krøjers have Og og for dem der ikke kender Krøers have så kan jeg bare sige det er sådan en lille lille bitte park af et meget stort ord men lignende have vist lige sådan lige udenfor for for centrum ved siden af biografen og svømmehallen og så pegede han på den og så sagde han her må du drikke Og jeg har altid haft et meget meget sådan nært forhold til Krøjers have lige siden dengang Jeg har faktisk dedikeret en novelle til Krøjers have Jeg har skrevet nogle nogle små tekster om Krøjers have og når jeg nævner sådan Krøjers have for fra andre mennesker i forhold til Svendborg så er der ikke nogen der synes Krøjershave er noget særligt Altså de synes Svendborg er en skøn by og sådan noget men de vil aldrig fremhave Krøjershave Men jeg har sådan et en en stor veneration fra det her sted fordi det var også ligesom der hvor jeg hvor jeg begyndte mit liv igen det her med at tage ansvar Og så startede jeg så på på ø på HF i Svendborg Og så lavede jeg den regel for mig selv at øhm jeg behøvede ikke læse lektier Jeg skulle bare læse bøger Og det var også ud fra den overbevisning om at altså ved at beskæftige sig med noget som som litteratur Og det prøver jeg også på at sige til unge mennesker i dag når jeg er ude og holde foredrag på gymnasier eller skoler at øh altså at det simpelthen giver så meget Altså det giver så meget i forhold til din kontraditionsevne i forhold til din forståelse af af verden i forhold til at altså at kunne indgå i i samtaler om om øh om samfundet at at at i virkeligheden så er du godt rustet i i rigtig mange fag og på rigtig mange niveauer af livet hvis du læser ø skøn litteratur Øhm Mm Og så lavede jeg hurtigt sådan en en en øh min egen Bermuda trekant i i Svendborg fordi jeg fik leget et lille hus i det der hedder Fruestr som lå overfor i øvrigt ø Johannes Jørgensens hus altså en en anden Svømborg ø forfatter Og øh så jeg havde min gang fra fra Fruestred som sådan lige ligger sådan så man næsten kan skrå ned til Krøjers have og så og så var der lige hen til Børsen som var det stamværshus inde i byen vi havde Så så der havde jeg min min gang i i to år der som var altså grundlæggende for mig og som jeg vil sige måske de to ord der betyder mest i forhold til øh den jeg er blevet Altså øhm fordi det var der hvor hvor livet sådan på en eller anden måde faldt i vatterre Og jeg fik jeg fik en større forståelse af hvem hvem jeg bund og grund var og og hvad jeg ville med mit liv Og den her hvordan jeg skulle øh hvordan jeg skulle få den her følelse af frihed til at øh både gå sådan op helt konkret altså ved at blive forfatter men jo også få den forbundet med med ø med fællesskabet Og det er jo sådan set i for mig det er sådan helt grundlæggende altså at øh at finde at at finde en balance mellem og det kan jeg se når jeg kigger på alle mine bøger det er det de handler om de temaer altså de to fer altså frihed af fællesskabet Altså hvordan man hvordan man skal insistere på at være det menneske er man er og leve sit liv som man gerne vil samtidig med det jo er nødvendigt og jo også et mål at indgå i fællesskabet så hvordan det ligesom hvordan det ligesom bedst muligt går op Og det føler jeg at at det det fik jeg en en øh det det fik jeg en klar fornemmelse af at tog det vigtigste skridt i retning af i de år i Svømborg Ø herlig betjent du mødte der Det det er sådan helt øh Ja det er helt den der kombi af af Svendborg med søfar og hippbier der bare Ja det var det nemlig Ja men det var simpelthen sådan en jeg synes det var sådan en skøn og skøn gestus at han ligesom ordløs fulgte mig på vej eller bare sådan sagde kom med og det når lige at løbe igennem ens hoved altså åh nej får jeg nu en bøde og er jeg da sådan lidt øh hvad hedder det får jeg øhm forbud mod at komme i Svendborg de næste par år eller hvad ender det her med ikke det var en god start på ens tilværelse hvis man allerede var skrevet op i et register et eller andet sted ikke øh og så og så peger han bare og siger her må du drikke Det er fantastisk Jeg har et enkelt citat Jeg lover der der bliver kun et citat men øh men men du har sagt jeg har kun protest til års for at andre skal fortælle mig hvad jeg skal gøre hvorhenne og hvornår Der er ingen af mine kammerater der har det sådan men jeg har bibeholdt den modstand lige siden skolen tror jeg Siden jeg stakker af fra børnehaven har jeg været anarkist Og anarkist Det altså det er jo et hårdt ord Ja Og det har jo en en hidsig historie Ja det har det Ja det har det Er du virkelig anarkist ja altså jo nok ikke i sådan i decideret politisk forstand men altså men men jeg har jo jeg har i hvert fald en øh en rem af huden og jeg har en et stort behov for ligesom selv at bestemme Så hvis der er nogen der skal have mig til at gøre et eller andet så skal de for det første ikke udstikke en kommando Altså øh og og og det betyder jo også i virkeligheden så i dag lever jo et et rimelig tror på mange måder i hvert fald jo øh småborgerligt liv øhm og gør nok nogle ting som mange andre øh helt almindelige mennesker også gør Øh jeg skal bare selv have lov til at træffe det valg ikke altså det det er det det handler om Men men øh men for en tidlig alder har jeg har jeg haft det her med for det første et eller andet med at om ikke trodse autoriteter så i hvert fald sådan stille spørgsmålstegn ved det og det der med at fordi nogen bare er ældre eller har en vis uddannelse hvorfor skal de så nødvendigvis vide mere om dette eller hint end end end jeg gør øhm og så jo et eller andet behov for at altså at at gå mine egne veje ikke øhm og der kan jeg jo også huske helt tilbage fra EU at der var der mange gange når vi så tog i byen og så tog man til for eksempel til Erskøbing som er er 12 km væk og så ude i Askøbing der hvad hedder det var et diskotek og sådan noget men så nogle gange så blev jeg træt af det her eller ikke gad mere eller sådan noget Så så rejste mig bare og så gik jeg altså så ikke noget med at vente på bussen eller vi tog altid en taxa eller noget hjem altså så gik jeg bare og så købte jeg nogle øl og så gik jeg på vejen og og snakke med mig selv eller eller hvad jeg nu gjorde ikke så så der havde altid været et eller andet et eller andet behov for at gøre tingene på min på min sådan altså egen måde eller i hvert fald være bestemmende over hvor hvad hvad hvad jeg skulle og hvordan Og det er helt sikkert også en af årsagerne til at jeg sidder derhjemme og skriver den dag i dag ikke men men jo vildt arbejdsomt på en eller anden måde Altså jeg så et interview med dig hvor hvor du sagde du havde læst 100 sider om dagen i fire måneder som forberedelse til en bog Altså enten om HC Andersen eller af HC Andersen hvor jeg sådan tænker det er jo altså det er jo vitterlig en indsats Ja Ja Nå men der er jo altså man kan sige det det det er jo det er jo det er jo det paradoksale ved det at at man kan man kan jeg kan tale om om frihed og ogog dovenskab og sidde på en sten og drikke øl og så i virkeligheden kan det jo godt ende med at være rimelig arbejdsom Men det er jo igen det er jo igen det er jo igen så længe jeg selv bestemmer så længe der ikke er nogen der sender mig på arbejde så så øhm så kan jeg godt stramme mig an Og så samtidig så er det jo heller ikke et arbejde Sådan betragter jeg jo ikke øh det at skrive Og sådan betragter jeg jo sådan set heller ikke det at at læse Men når jeg ser tilbage på de år så kan jeg jo godt se at jeg har brugt helt ufattelig mange timer af mit liv på at læse og skrive Og den der teori om at du skal bruge er det 10.000 timer på at blive dygtig til et eller andet altså den har jo passeret øh tifoldigt jeg ved ikke for hvor for mange år siden ikke altså øh men men det er bare fordi det det er helt naturligt for mig ikke øh men måske også fordi jeg i bund og grund jo tænker at øh at en af årsager til jeg skriver og en af årsager til jeg har det anarkistiske det er jo det her med at at at livet er jo ikke som vi enten bilder os ind eller som vi gerne vil have det enten bliver eller om andet bliver i det hensides Altså det her jeg skriver jo fordi livet er hverken retfærdigt eller uretfærdigt Altså det er retfærdigt Det htidens retfærdighed Og så har jeg det her ur der hænger på væggen og simpelthen så tikker så højt at at jeg ikke kan overhøre det Og derfor kan jeg også huske at når der for eksempel også er velende lærer på gymnasiet der sagde op mod eksamenen i 3 g ø det her med at ø nu skal I huske at det her har betydning for resten af jeres liv så afsat nu de her uger og måneder til at læse og sådan noget Så sad jeg jo bare og tænkte jamen det kan du da godt sige men du har da ikke nogen garanti for at der er noget liv efter det her Altså altså at det her du taler jo om en fiktiv fremtid altså Og og og altså den tankegang og det ur og det altså det det har været hos mig øh altid så længe jeg kan huske og jeg slipper det heller ikke i dag Og derfor byder jeg jeg kan ikke tage en sok på uden at spørge om det giver mening Altså altså fordi det det det er jo simpelthen vi er her lige her nu Og og ogog der er meget godt at sige om religion og ideen om noget større og og tro og det her med ikke at skulle bære alle byrder selv Men men jeg synes når religion taler om retfærdighed i den anden ende så er det jo i virkeligheden øh det mest revisagtige jeg kender fordi det handler jo om det her med at vi vil have at der skal være retfærdighed men sådan er tilværelsen ikke Altså den er ikke Det er ikke retfærdigt ved det går godt eller eller dårligt Det er ikke Det er ikke Det er ikke retfærdigt hvor længe eller hvor kort du lever i dit liv altså Og og derfor er der det kalder også på den her anarkist endnu engang i mig ikke og så kalder det jo også på forfatteren fordi hvad så hvordan lever man så sit liv bedst muligt og det er jo sådan set det jeg jeg så prøver på at at skrive om eller skrive frem Og derfor handler det også om at at det her med at øh at jeg hele tiden har døden i nakken men så længe jeg har døden i nakken så er det jo mig der ligger i front Og så har jeg altså igen så kan man sige det her med at skrive og bruge så mange timer på at læse og skrive det er også fordi jeg betragter det at gøre sig umage som at være det modsatte af død Og derfor i dag hvis vi skal føre den sådan lidt videre så kan man sige der er jo en diskussion om det her med A i AI altså og hvordan man bruger det Og der kommer jo en virkelighed hvor der kommer til at blive udgivet bøger som er skrevet via A i AI Og øh udover at jeg synes jo at det er skrækkeligt fordi at ø det fratager ideen om et subjekt der taler et menneske der taler til et andet og finder et personligt udtryk så finder du et eller andet gennemsnitligt udtryk Og netop i forhold til hvad vil forbrugeren have typisk ø det er den ene side men den anden side er også at vi begynder jo så at opdrage måske en generation af mennesker i det her tilfæ forfattere til at det ikke længere er nødvendigt at gøre sig umage fordi man kan jo skrive en en bog i løbet af en efterårsferie fordi man kan jo bare bede a om at lave nogle kapitler ud fra nogle temaer nogle personer som man selv har fundet på Og så på et eller andet tidspunkt så ender vi måske med at bilde os ind at det så også er nok Mens jeg jo i virkeligheden tror at at det der handler om at at være menneske om menneske blandt mennesker der har vi igen den her frihed og fællesskab det er jo at vi hver især hvor vi indidder henne gør osæ med med det vi nu beskæftiger os med Og det er liv og det er på en eller anden måde i bund og grund også respekt for fællesskabet Det det er sjovt du bliver ved med at nævne fællesskabet fordi det er jo ikke typisk så anarkistisk Altså på en måde vil du jo gerne eller nu lægger jeg det over i munden men det virker som om at du du gerne vil understøtte og opbygge et fællesskab Jamen bestemt Altså det altså og og jeg og jeg synes jo litteratur er en måde at styrke fællesskabet på samtidig med at litteraturen er også der hvor man giver plads til det skæve til dem der er anderledes Og det kan jeg jo også se når jeg at på de bøger jeg har skrevet altså jeg har skrevet om min min kinesiske ollefar eller jeg har skrevet om HC Andersen og jeg har skrevet om maleren William Hammershøjs hustru Ida Altså jeg har skrevet om en kæmpestor guldfisk jeg har skrevet om en zombie Alle sammen nogen der på en eller anden måde er outsider i forhold til et samfund Så det er jo både det der med at kalde på at at vi skal være store nok til at rumme det der er anderledes Det der kommer ud fra ikke har et sprog som også det der er helt væsensforskelligt fra os Og så samtidig så handler det hele tiden om at at vi skal vi skal styrke det rum som vi alle sammen er er en del af Øhm og på nogle punkter kan det føles som et et et paradoks eller og og nogle modstidende kræfter Men men i bund og grund så er der også så er der er det jo også med at pege på det der jo så binder os sammen Og i det øjeblik at vi har noget der binder os sammen så er vi jo også så meget desto bedre til at rumme det der i en eller anden grad falder udenfor ikke der er jo også et eller andet i det med bøger Altså det er vel det mest gennemarbejdede medie vi har på en eller anden måde Det mest solide Nu siger du gør sig umag med ikke altså der er jo virkelig det er jo en lang proces for en bog af en ide til den er udkommet Ja Det er jo ikke bare noget der sker Der er mange mennesker involveret der altså der der er en masse i det Og og på den måde så tænker jeg det det er vel ikke det der bliver umoderne Altså det er vel ikke det medie som bliver umoderne Nej Fordi man kan sige det det det er allerede umoderne men men jamen det er umoderne bliver stående Og det er jo det gode ikke altså det hvor kan man sige der er andre sådan medie eller eller formater Ja Ja CD eller et eller andet som ligesom forsvinder øh ud men men litteraturen har ligesom overlevet alt det og litteraturen har nogle ting som som bare gør at at så længe vi er er mennesker af af kød og blod øh med den bevidsthed vi nu engang har så vil litteraturen kunne et eller andet Og især den sådan altså fysiske litteratur altså Og det er også noget jeg oplever når jeg er ude at tale med unge mennesker De sidder ikke der og længes efter at læse en bog på en iPad De vil hellere have en fysisk bog fordi det er jo noget med taktiliteten det det er noget med stofligheden det er noget med berøringen Og så er det det her med at i internettet andre steder der er verden jo fuldstændig øh uendelig og og og flimrende Og her har du jo et bearbejdet stykke som har en en begyndelse en midte og en slutning Og du kan oven i købet fornemme du kan se der er et bevidst antal sider der er truffet nogle beslutninger omkring hvordan verden ser ud For verden ser ud som den gør i det her værk Og det behov ø tror jeg altid vi mennesker vil have Der kan derfor kan man sige at litteraturen vil jo overleve på trods af alt muligt og så leve sådan et et paralleltliv ved ved siden af alt det andet som øh fylder flere timer end i de fleste menneskers dagligdag Du du både læser og skriver hver dag Ja Er det rigtigt forstået ja Der der er jo nogle forfattere der ikke tør læse fordi de er bange for at komme til at kopiere eller smitte af eller det har du ikke Ja Nej det har jeg ikke Og det har jeg ikke af forskellige også der Altså jeg er faktisk bange for ikke at læse fordi så tror jeg jeg bliver dårligere Altså fordi det det jeg læser jo på forskellige ø niveauer og jeg læser på forskellige måder og jeg læser i forskellige værker hver dag Det vil sige jeg har typisk en eller anden bog som jeg er i gang med Altså en ny bog som jeg læser Og det det vil jo kunne være en roman en novellesamling en digtsamling Og så har jeg alt det som jeg genlæser Altså ø virkelig gode bøger som jeg er glad for og som jeg tager ned fra i regionen og læser et to tre kapitler i eller noget i den stil Og det gør jeg jo også ofte fordi at det ligesom er målstokken Altså det det det altså at deroppe der befinder de rigtig gode sig og jeg kommer aldrig nogensinde derop men man kan godt stræbe efter det Så er det ligesom at få lov til hvis man er fodboldspiller og og spiller ynglinge få lov til at træne med første seniorhold eller sådan noget ikke fordi man kan se de er deroppe Øh så på den måde bliver det sådan set en en en målstok for mig i forhold til hvad der er rigtig god litteratur Og om ikke andet så får du mig til at ligesom at at stræbe efter at blive bedre Og så synes jeg jo også litteratur igen at det er vi kommunikerer alle sammen på på en eller anden måde så skriver alle forfatter på den samme bog den samme bog om og store bog om livet Øh og derfor er der også plads til mit lille besyv i i den sammenhæng Var var det egentlig ikke hvis du gerne vil have friheden var det ikke federe at lave en romans og så tjene kassen altså at blive en af de her du ved maskiner der producerer en en roman hver andet år eller hvert år jo i forhold til friheden vil er der selvfølgelig noget noget som er sandt i det du siger men i forhold til det her eksistentielle vil det jo være en stor løgn at at at give publikum hvad publikum gerne vil have bare for at at opnå den her frihed Altså fordi det der jo i virkeligheden har drevet mig årsagen til at blive forfatter det er jo det her behov for at forstå tilværelsen og diskutere tilværelsen og skrive et eller andet der i et vist omfang er sandt Øh og så sende det ud i verden i den overbevisning om at øh at der findes nogen derude der har det samme behov og kan forstå det ikke Øhm og jeg synes det andet vi næsten tender prostitution for mig og jeg vil så jeg ville aldrig gå den vej så vil jeg hellere nøjes med at øh at at bogen fik et mere begrænset liv hvis den til gengæld øhm rummet det rigtige liv Ja