Velkommen til Fyn TV. I dag er vi besøg af forfatteren Josephine Ottesen. Ottesen har gennem de sidste 40 år sat sit præ på den danske børne- og unge litteratur med over 100 værker, der både omfatter billedbøger, højtlæsningsbøger, letlæste serier og store romanværker, der også er mange voksne læsere. Det blev til en snak om et spændende liv og en karrierevej med mange svinkeærerner, men også et klart fokus. Inden Josephine i midten af 1990'erne blev forfatter på fuld tid, har hun både været lærer, skuespiller, teaterinstruktør og dramatiker. God fornøjelse. Når man læser om dig, så så en ting, der i hvert fald falder mig i øjnene, det er du må have haft en barndom og ungdom, som er lidt anderledes end de fleste. Altså du har simpelthen været på Statens ungdomshjem i Norjylland. Ja. Ja, det har jeg. Jamen jeg var jo sådan det som er meget normalt i dag med de her sammenbragte familier. Det var ret usædvanligt da jeg var barn. Men men øh men min familie var sammenbragt. Altså både min far og min mor bragte børn med ind i ægteskabet. Og så var jeg ligesom det jeg er den eneste af den kombination. Okay. Og jeg har de søskende har er en del ældre end mig. Og så har jeg også en lillebror som min far fik i et senere ægteskab. Okay. Så de var sådan på den måde øh det var på den måde usædvanligt for tiden. Så det var selvfølgelig en del af dynamikken, at øh at det var sådan børn med forskellige kulturer, der blev sat sammen. Og min jeg var jeg var to, da mine forældre blev forstanderpar på sådan et statsungdomshjem for kriminelle unge mænd. Men det var en fantastisk barndom jo, fordi at de der dengang der var der jo der var det en anden det var en anden der var et andet moralkodeks også blandt de kriminelle end der er i dag. Og det der det var typisk sådan nogle drenge fra Stenbroen der blev sendt jeg voksede op lidt syd for Løkken, der blev sendt helt derude i den yderste klittrække for at komme væk fra Dårligt selskab. Og det var sådan at øh, hvad hedder det, stationen efter det ville være ungdomsfængsel. Okay. Så det var sådan, det her det er ligesom sidste advarsel, og der kunne de, der kunne de gå i skole, og de kunne komme i lærer, og altså de fik ligesom der blev ligesom linnet nogle muligheder op for dem. Og så var det jo meget sådan ærefuldt, altså på den måde, at man slog ikke på børn og kvinder, og man holdt sine opgør med hinanden og sådan noget. Så vi, jeg har jo aldrig oplevet, at det var noget problem. Det de var som regel jo super søde, og mange af dem tror jeg også trives godt med ligesom at komme ud af det, de var fra. Og så var der jo en masse der stak af. Og jeg ved, at det lokal befolkning var jo på den ene side glade for institutionen, fordi den gav arbejde, og den gav, jeg tror den lille landsby Ingstrup, tror jeg, der var to eller tre kømænd. Hold da op. Og det og der var institutionen sådan meget salemonisk med den fordelte sin indkøb imellem dem, ikke? Øh, men det det var jo godt. På den anden side, så var de trætte af de der drenge, der stak af og stjalte deres biler eller lavet bræk i sommerhusene og sådan noget. Ja. Øh, men det var jo meget frit. Jeg er jo ikke gået i børnehave og sådan noget. Vi var jo en, jeg ved ikke, en 1015 medarbejderbørn, som jo så bare legede. Ja. Øh, så der var ikke nogen adskillelse. Det var ikke ligesom i et fængsel, hvor der var nogen, der boede her, og nogen, der boede på. Nej. Altså de der med, altså det var jo kun dem, vi legede med, det var jo bare medarbejdere. Altså det var andre medarbejderebørn. Der var en, der havde syv børn, så det hjalp jo. Det giver alligevel lidt. Og vi var jo vi var seks, ikke? Øh, men men de fleste af mine søskende var ja, de var jo så meget ældre, så de var ikke en del sådan af den der børnelegruppe. Men men vi havde jo altså vi havde det jo, vi gik jo hjem, altså vi spiste morgenmad, og så løb vi ud og legede, og så havde vi jo et kæmpe område at lege på, fordi hele institutionen, altså der var en lille park, og der var et et fodboldbane, og så var der et landbrug og sådan noget, altså hvor vi også legede og ude på markerne og sådan. Så det var det var meget frit. Hvor lang tid var de der altså? Var de hurtige igennem eller eleverne? Ja. Var det nogen, I lærte at kende, eller var det? Det kan jeg faktisk ikke rigtig huske. Jeg kan huske, da jeg senere, da min søster kom i puberteten, der var min far sådan lidt bekymret, kan jeg huske. Okay, der var lige det, fordi de var altså det var mange af dem var, jeg husker ikke andet end at de var flinke, og mange af dem også gerne ville lege og sådan noget, hvis det var nødvendigt. Øhm, men selvfølgelig var der adskilt os. Vi boede jo i forstanderbolind, der var en del af institutionen, så vi spiste sammen med eleverne. Og der fik man jo varm mad til middag. Og min mine søskende, de kørte jo hjem fra skole for at spise, fordi der havde man en times spisepause, der gik man hjem og spiste varm mad. Okay. Så gammel er han. Øhm. Så vi spiste sammen med dem der til middag. Og det var sådan meget altså hvor man de stod bag stolene indtil min far sagde værsgo. Og så var der jo så så jeg vokset op med sagosuppe og fiskefrikedaler og altså sådan meget traditionel dansk mad. Og var han meget autoritær din far? Nej altså man var jo mere autoritær dengang. Ja. Men han var han var en meget dygtig pædagog, og han var god til at snakke med de her elever, og han øh Nej, jeg har indtryk af, han var ret veldigt, men jeg ved det jo ikke. Nej, nej, det kan man jo ikke. Det kan man ikke nødvendigvis vide. Nej. Er det rigtigt, din mor var forfatter? Ja. Ja, det var hun. Og og var det også på det tidspunkt, altså var det sådan fra Ja, hun begyndte, altså hun var jo som udgangspunkt øh altså hun har været flygtning tre gange, og på det her tidspunkt der havde hun været i Danmark i en del år og øh og skrev på dansk, hvilket jeg senere altså blev ret imponeret over, men hun skrev primært sådan øh hun var hun var uddannet af småbørnspædagog øh da hun var i Stockholm under krigen, som for hun var jøde. Øhm, så hun skrev primært bøger om leg og om kreativ beskæftigelse og såan pædagogiske, og så skrev nogle billedbøger også. Så på et tidspunkt så bliver du interesseret i teater. Ja, altså min mor arbejdede med drama. Hun var hun mens hun var i Sverige, der blev hun uddannet på hos Elsa Holenius, som er kan man sige den skandinaviske grundlægger af pædagogisk drama øh hvor man ligesom bruger drama som en del af personlighedsudviklingen hos børn. Okay. Øh, det det var altså det var meget stærkt i i England i mellemkrigstiden. Og og det blev det også i Sverige. Da min mor kom tilbage til Sverige, der var hun sammen med Svend Møller Nikolaen. Nogle af dem det som grundlag pædagogisk drama som en disciplin. Mhm. Øh, som man kunne bruge og som nogen kunne blive undervist i og sådan noget. Så jeg har lavet, hun havde sådan en dramaklub, da jeg var barn, og vi arbejdede med drama. Og så da jeg flyttede, da jeg kom til Hjørring for at gå på seminariet deroppe, så det var lige der, der kom de store nedskæringer på daginstituationsutionsområdet 76. Sådan indtil der havde man der havde man ligesom bare skaleret op, ikke? Fordi der pludselig kom der er jo kom så mange kvinder på arbejdsmarkedet og sådan noget. Og så der der begyndte man sådan ligesom at sige nå måske skal det ikke og det var alle os der var læst til lærere og pædagoger vi var jo helt oppe og kører. Ja. Og der var jeg med der lavede jeg noget sådan noget aktionsteater og så fordi for mig var drama jo ikke det var ikke sådan ud det var ikke sådan kunstnerisk forløsning. Mhm. Det var jo det jeg havde lært af min mor. Det var det var et værktøj. Mm. Så det her blev også ligesom et værktøj. Og det passede godt ind i den trend, der i øvrigt var på det her tidspunkt, hvor alle de nye gruppeteatre var kommet i gang. Øh, hvor man jo tænkte teater på en helt anden måde, end man havde gjort traditionelt. Mhm. Så øhm, hvad hvad var forskellen? Nu bliver jeg nysgerrig her. Ja, altså på det tidspunkt var et traditionelt teater, det var det man kalder øh minus den fjerde væg, ikke? Altså det var sådan noget dagligstuestykker eller sådan noget heltemodigt noget, men men sådan meget bundet i nogle meget konventionelle rammer om hvad teater var. Okay. Og så kom den der modbevægelse. Den startede allerede i 50'erne med de der øh øh absurde dramaer og sådan noget. Men så kom det blev det endnu stærkere, hvor man begyndte at tage teateret ud af teaterrummet. Det havde man jo ikke kunne forestille sig før man ikke skulle sidde på røde plyssæder, vel? Men tog det ud af rummet, tog det ud på skolerne, lavede det i gymnastiksalen, lavede det på legepladsen, altså lavede det der, hvor børnene var. Og i det hele taget det at lave teater, der var decideret rettet mod børnene og børnenes virkelighed og ikke handlede om nødbo Præstergaard for eksempel eller folk og røver i Kardommeby. Øhm, men hele den bevægelse, der kom op igennem 60'erne og 70'erne, det blev også der blev en meget stærk børnetevægelse i Sverige og i Danmark. Mhm. som jo stadigvæk altså baggrundsateret er jo en udløber af det ø de havde ikke eksisteret hvis ikke den bevægelse havde været der. Okay. Der har du også været antag Ja det var derfor jeg kom til Svendborg oprindelig. Ja så øhm så for mig var teater det var det var et værktøj og så gik jeg i gang med at lære noget mere om det og fandt ud af at jeg ville gerne være instruktør. Mhm. Men øh men jeg var ikke ret glad for at spille selv. Nå. Øh, så jeg så jeg fandt ligesom ud af, at hvis hvis jeg ville bede en skuespiller om at gøre noget, de ikke lige havde lyst til, så ville jeg sige, det kan jeg sør mig godt forstå. Så jeg tænkte, jeg var nødt til at lære det. Jeg var nødt til at lære det håndværk, det er at være skuespiller, for at kunne operere i det felt, jeg gerne ville. Så derfor så begyndte jeg at arbejde som skuespiller. Senere har jeg jo så fundet ud af, at det der interesserer mig, det er at fortælle historier. Og det var jo så ligesom den den proces jeg har været igennem for at komme dertil, har været igennem teateret. Mm. Øhm. Men men jeg har aldrig været, og jeg er stadigvæk heller ikke specielt begejstret for at stå på scenen. Er du ikke det? Hvad er det? Nej. Hvad? Jeg Jeg kan sagtens Jeg er god til det. Ja, men øh men nej, altså jeg er jo gift med en musiker, og han får jo energi Ja. af at være på scenen. Det er virkelig det det Han trives bare på scenen, ikke? Og jeg har det jo sådan, at når det er færdigt, så er jeg lidt puuh, det var godt. Så er du slidt. Ja. Så er jeg slidt. Ja. Så så jeg er jo sådan som grundlæggende er ret introvert, og det er også der, hvor det passer mig rigtig godt at skrive, ikke? Men i hvert fald så fortsatte jeg jo så med at at gå, altså jeg startede så med at arbejde som skuespiller. Dengang kunne alle, altså der var ikke noget, det var en del af den nye teaterbevægelse. Okay. At alle, at det at være menneske, altså det at spille teater er jo i virkeligheden bare at være menneske i en mere sådan stiliseret form eller mere koncentreret form. Mm. Så alle der havde lyst kunne sådan set godt være skuespiller. Og det viser sig jo også igen og igen, at der er jo rigtig mange af dem vi synes er fantastiske skuespillere, som ikke har været inde over elevskolerne. Ja. Jeg har selv arbejdet på elevskolerne senere, og det er jo, når der kommer sådan et hold ind, så ved man ikke, hvem af dem der reelt ender med at være skuespiller. Altså Mm. Og det er jo typisk sådan, at på sådan et hold som otte, så er der måske to eller tre, som kommer til at leve af det, ikke? Øh, i hvert fald sådan at man at de bliver synlige. Der er masser andre der lever med lydbogsindspilninger og coaching og alt muligt andet, men man kan ikke man kan ikke man ved det ikke når man arbejder med dem, fordi det handler så meget om at være mennesker og kunne stille sig til rådighed. Og det kan skifte. Altså der kan være folk som måske ikke er noget særligt på elevskolen, som så 10 år senere springer ud og er pissegode, ikke? Så så som udgangspunkt er det jo rigtigt nok, at man skal at alle kan blive skuespiller, hvis det er det, de skal. Mm. Øhm. Så jeg begynd jeg startede med at blive ansat på baggrundteateret, og det gjorde jeg altså det siger også noget om tiden, at jeg havde jo selvfølgelig noget erfaring, fordi jeg var i gang med at tage en dramalederuddannelse på Herning Højskoles. Det var ligesom jeg tænkte, jeg bliver nødt til at lave min egen uddannelse. Og så blev jeg så så var der et jobopslag fra baggrundsteateret i henover julen, tror jeg. Det var sådan et årsforløb ligesom at blive idrætsleder. Så havde de lavet en dramaleduddannelse også. Okay. Ja. Og så øh så var jeg til samtale hernede, og der er det jo meget typisk for tiden, at de var altså jeg kan ikke huske, at jeg var på gulvet for eksempel. Nå. Så de så ikke, hvad jeg kunne. Du skulle ikke gøre noget. Nej, det var en en samtale og som handlede, fordi på det tidspunkt var det var teater, det det teaterområde der, det var meget politiseret. Så der handlede det rigtig meget om hvilket altså hvilken side jeg var på politisk. Mm. Og ikke bare altså ikke bare om det var højre eller venstre, men det var hvor til venstre. Ja. Fordi der var jo mange forskellige. Der var fraktioner. Fraktioner. Ja. Og det viste sig jo at der var de havde en eller anden sådan stidende aftale om at der skulle være nogenlunde ligevægt. Ej hvor sjovt. Så det var ikke engang for, altså det var simpelthen for at det sk Men der er de andre jeg var sammen med det der var jo ikke nog altså jeg havde jo på sin vis mere uddannelse end mange af dem øh fordi men de havde meget erfaring, fordi de var jo de var udsprunget af et meget aktivt amatørteater som hed baggardteateret som lå nede i Møllergade 106 i baggården. Og det var et stort teater, stort amatørteater, hvor de både spillede sådan nogle meget politiske forestillinger, men de spillede også meget absurd teater. Og så spillede de også sådan øh tante Charles øh hvad hvad hedder Ja, så Charles tante sådan noget, ikke? Hed. Ja. Øh, og så var planen jo oprindelig, at da de fik penge til at køre professionelt, der var jo ikke ret meget, altså der var jo minimal løn, men dog løn. Mm. Øh, så der var aftalen, at man ligesom havde en gruppe, der kørte en sæson, og så havde man en anden gruppe, der kørte næste sæson. Men det viste sig jo meget hurtigt at være umuligt, fordi dem, der havde kørt en sæson og spillede 150 til 200 forestillinger, de var jo bare lysår foran de andre i erfaring. Ja. Så derfor var det, da jeg kom derned, var det sådan en, hvor det var sådan på sidste vers, at amatørteateret stadigvæk var med. Øhm. Og det var egentlig noget af det, jeg var interesseret i, fordi som sagt var jeg jo meget optaget af dramme som værktøj også og som ligesom bevidstgørende værktøj. Så det var en af grundene til jeg havde søgt, det var faktisk også at der var den der amatørteaterafdeling. Den forsvandt ret hurtigt. Øhm. Ja. Så der var jeg cirka en sæson, altså cirka et år, men jeg kunne ikke enes med dem, der var der. Det var sådan kollektiv styret. Okay. Og kollektivstyringer er jo altid sådan, at der er rigtig meget skjult lederskab. Mm. Og det det havde vi ikke rigtig ord for dengang. Det har de heldigvis i dag. De nye kollektiver, de er superdygtige, synes jeg. Og det det er kommet frem i lyset. Altså det det ved man Ja. Ja. Der er meget meget større forståelse for gruppedynamik i altså i hvert fald de nye kollektiver jeg kender til. Det det er vel et meget politisk Svenborg du kommer til i hvert fald dele af det på det tidspunkt. Meget politisk. Helt afgjort. Altså det var jo sådan øh det var jo det der store indryk fra 2. I dag i forhold til forsamlingshuset. Har det det? Ja. Direkte eller indirekte eller hvordan? Ej direkte vil jeg sige. Nå ja. At at mange af dem som har været med fra starten i forsamlingshuset og som ligesom har vidst at det kunne lade sig gøre det har været folk der havde erfaring for 2. oktober. Okay. Altså især fra Klostermoster ikke. Ja. Øh, ej, hvor sjovt. Ja, så det jeg så jeg har jo en forestilling om, at en af grundene til, at forsamlingshuset har kunnet lade sig gøre, det har været, der har været en en sådan en kollektiv erfaring med, at man kan godt lave noget, der er så for fladt i strukturen. Øh, fordi man har erfaringen fra klostermoster og møntvasken og bogcafæen og sådan noget. Men det er jo også, altså man kan sige, hvad tror du egentlig gør, at det lige bliver her folk slår sig ned altså og og laver en kulturel revolution? Jamen, altså anden oktober, de havde jo en målsætning om, at at Fyn skulle være selvstændigt. Ja. Det skulle opkøbes ud af det, det skulle opkøbes og være en socialistisk republik. Så har man bare startet i Svendborg, så Ej, man havde jo også meget i Odense og på Nordfyn. Okay. Ja. Men øh men på en eller anden måde så blev det meget dynamisk i Svendborg. Og det jeg tror i høj grad at det handler om klostermoster, fordi fordi musikken jo var meget bredere end bogcafen for eksempel, ikke? Øh, og fordi de var super dygtige til at drive det, og de var rigtig gode til at få folk, altså bands ned, som var sådan upcoming. Øh, altså TV2 for eksempel, og altså der var mange af de der bands, der senere blev kæmpestore, som spillede dernede. Øhm, og fordi det var musik, så kom der jo rigtig mange andre og også andre, der gik ind i arbejdet der end de der hardcore socialister, fordi det var musik og fest. Det er jo det, jeg tror jeg læste en undersøgelse, eller jeg tror ikke, jeg har læst den, jeg læste den, men jeg tror, der stod, at det var den by, som var nummer tre i Danmark i forhold til hvor mange der var ansat i kreative fag nu. Ja. Øh, jeg tror det var København og Aarhus, der var foran, og så kom vi, hvor man sådan tænker, det var nok ikke sket uden altså det influx der. Nej. Nej, det var det ikke. Altså man skal heller ikke tage fejl af, at Svendborg er en gammel søfartsby. Nej. Og derfor har en tradition for åbenhed. Mm. Som de ikke har øh i andre altså nogle andre steder, ikke? Altså det har været en meget stærk søfsby. Vi har haft det der kæmpestore værft, som jo var socialdemokratisk eller kommunistisk var det jo faktisk umiddelbart efter krigen. Så der har været mere sådan bevægelighed i området end i mange andre byer af den størrelse. Mm. Følte du dig velkommen, da du kom? Ja. Der var ikke en der var ikke sådan nu kommer de udefra. Nej. Nej. Det der, det, det, jeg tror det der var mest sådan overraskende for mig, det var, jeg var meget aktiv politisk, og jeg kom i januar, og så fortsatte jeg jo bare med min politiske aktivitet. Så da vi kom hen midt i maj, så skulle vi til et eller andet møde, og der kom ikke nogen, og jeg var sådan lidt, har jeg set forkert? Har skrevet forkert? Nej, det havde jeg ikke. Og så næste gang jeg så mødte nogen, der skulle have været der, sagde, jamen hvor blev I af? Og så sagde de sådan som altså med den mest den største selvfølgelighed, jamen det var jo sejlvejr, der kom de ikke. Nej, det var ligesom indlysende. Så var de taget ud og sejle, ikke? Så var de væk. Ja. Og den det er jo også sådan en der er jo også en Det er jo også den der bevægelighed, ikke, som Ja. som jeg tror er byens særkende, at den har den har en bevægelighed. Øh, og det, når vi snakker kreativ erhverv og sådan noget, så er det jo noget af det, der er mest livgivende. Det er, at man befinder sig i i noget, der er bevægeligt. Og så har vi jo fantastiske omgivelser. Altså jeg kan jeg kan huske for mange år siden, hvor jeg lavede sådan nogle store teaterforestillinger med mange børn, hvor jeg var jeg var på et tidspunkt til et møde med den daværende formand for kulturudvalget, som ikke var specielt begejstret. Nå. Og øh og jeg og jeg begyndte ligesom at sige, jamen altså der er jo en grund til at folk gerne vil være hernede. Det er jo på grund af kulturen og sådan noget. Og der kunne jo godt give nogle penge til kulturen også. Jamen det var ikke nødvendigt fordi vi har så mange herlighedsværdier. Okay. Og så tænkte jeg så kan vi gå i skoven. Ja. Så rejste jeg mig op og sagde jamen så skal jeg ikke lave noget. Nej. Nej. Sæt dig nu lige ned. Nå så alligevel. Ja. Ja. Og det var sjovt. Ja. Så så det er jo altså på den måde er den unik, synes jeg. Og jeg kan jo også se, når jeg kommer andre steder hen, jeg har en god bekendt, der har boet i en anden i en anden øh købsted, jeg skal ikke komme ind på hvilken. Mm. Og som siger øh, at der var det sådan, at hvis man ligesom kom med en ny ide, så var der nogen, der sagde, hvad koster det? Og hvor hernede er det, at hvis man kommer med en ny ide, så er der nogen, der siger: "Nå, det lyder sjovt." Mm. Øh, og det det er jo sådan en grundlæggende en grundlæggende kultur hernede, som som altså vi får jo, hvis vi snakker om kulturområdet, så får vi jo mindre, der bliver brugt færre penge per ybygger til kultur i Svendborg. Vi ligger ret langt under landsgennemsnittet. Nå. Øh, og det har været sådan altid, altså det har sådan var det også i 70'erne og 80'erne, at altså det blev bedre, det skal jeg sige, meget bedre. Men men der var det jo sådan, at kommunen var sådan set den største modspiller. Nå. Øh, og det er blevet meget bedre nu, men det er stadigvæk ikke øh altså man kan sige kommunen får også rigtig meget for pengene, så hvorfor så hvorfor skulle de give flere penge? Men øh men det men det er altså nu har de sat gang i det der teater stålhallen, ikke? Og de går også i gang med noget nede på på parkhuset der i Ribers grunden med noget museum og det er jo rigtig godt. Men jeg jeg har været på biblioteker over hele landet. Ja. Der er ingen ubetinget ingen øh købsteder som har så ringe et centralbibliotek som vores, fordi det er så gammelt, at det har så mange Det er jo alt for småt, ikke? Men der de har jo en ekstrem høj publikumstilfredshed. Ja. Så det er jo svært som politikere at sige, vi bliver nødt til noget nyt. Men der er jo ikke blevet kastet penge efter det, vel? Altså det er der bare ikke. Så det er dejligt at der nu sker noget. Men det er jo altid et problem med kultur om man skal investere i mursten eller i mennesker. Mhm. Øh fordi kommunen er jo, og det kan man jo godt forstå ud fra sådan regnskabsteknisk, de er meget tilbageholdende med at støtte drift. Øh sådan et sted som kostumaret, de har jo faktisk brug for drift, ikke? Altså de har brug for at kunne ansætte en leder. Mhm. Men men man kan altså det er en af grundene til at vi at vi har valgt at lave forsamlingshus på den måde at vi aldrig ansøger om drift. Okay. Det er fuldstændig det det er en del af kan man sige DNA'et. Vi skal ikke søge om drift. Okay. Fordi man får det ikke. Nå. Så det er spildt af kræfter. Ja. Man kan lige så godt opgive det, men der er ikke nogen nye initiativer, sådan kulturelle initiativer i byen, som bliver skrevet ind i budgettet. Det er der bare ikke. Og det er jo fordi så hænger de på den. Mm. De havde problemer med at flug her sidste år, ikke? Fordi de har faktisk støttet dem ret godt. Jeg tror i tre eller fire år. Og så vil de trække støtten, og det kan de, fordi det er noget, der bliver bevilget fra år til år, og så er de jo fuldstændig på skideren, ikke? Jo. Så det jeg ligesom altså de giver til og og SAK for eksempel kunne jo også blive, de har jo der er jo rigtig dygtige folk dernede, og der kunne ske rigtig meget, og jeg tror de har en halv ansat, en halv sådan noget i den retning. Eller også har de kun lige lederen, men ikke nogen hjælpere overhovedet, vel? Okay. Øh, fordi de får ikke den, altså de det kan kun lade sig gøre, hvis man er på budgettet, hvis man er blevet bliver driftet af kommunen og ved næste år, altså nu dem vi ansætter nu, de kan også være her næste år. Ja. Øh, og det det og jeg kan godt se det fra kommunens synspunkt, altså de er jo bundet, så ikke det er en spændende snak, men jeg kunne godt tænke mig at høre lidt om i 83, hvis jeg ikke husker helt forkert, der udgiver du din første bog. Mm. Og når jeg sidder og tæller nu, så har jeg stoppede ved at tælle ved 55, tror jeg. Ja. Øh, minimum syv gange har du vundet priser. Du har været nomineret et utal af gange. Altså, ja, du har da i hvert fald formået at lave en kulturel et kulturelt udkommen, man kan leve af, går jeg ud fra. Jamen, det har jeg. Hvor hvor kommer det fra i 83, og hvordan udvikler det sig sådan? Ja, min mor var forfatter, og jeg har en storesøster, der er 15 år ældre end mig, som også skrev bøger. Så jeg havde egentlig aldrig overvejet at blive forfatter. Okay. Altså jeg tror nok jeg havde det sådan at jeg tror jeg for jeg tænkte at kvoten af forfattere var nok brugt op her i familien. Ja. Så det var egentlig ikke noget jeg sådan var særlig Det tænkte jeg ikke på i hvert fald. Men jeg har jo skrevet historier og skrevet stil og og jeg kan se sådan på min dagbog da jeg var opæ i Schweiz at øh at jeg været optaget af om sproget dækkede det jeg tænkte. Ah for det synes jeg ikke rigtigt det gjorde. Når jeg læste det så synes jeg ikke helt det dækkede det jeg troede jeg havde skrevet og sådan. Okay. Øhm. Og så da jeg begyndte at da jeg så blev uddannet skuespiller i USA på sådan en undergrundskole, der skrev jeg noget teater. Mhm. Mens jeg var derovre. Og det var kunne jeg egentlig meget godt lide. Det synes jeg var sjovt. Og jeg jeg voksede op med eventyr og myter og savn. Det er ligesom det var noget af det min mor bragte med. Øhm. Så jeg begyndte at der begyndte jeg at turnere med en jeg havde gået på skole med Claus Mandø og vi havde besluttet os for vi ville ikke have bil så alt vores turé det foregik med DSB. Okay. Så fik vi konstrueret sådan en helt nogle helt særlige scenografier der kunne være i en kasse der passede i bagagenet. Ej hvor vildt. Ja. Det var ret sjovt. Litterlig on the road. Ja, det var on the road. Men det var fantastisk, fordi jeg det var kun mig, der havde kørekort, og jeg var ikke specielt vild med at køre. Og hvis vi skulle have kørt rundt, så havde i hvert fald jeg været virkelig træt hele tiden. Mm. Ja. Øh, så det gav os rigtig meget frihed, at vi bare kunne sidde i toget, og jeg kunne stort set toenes afgangstider i hele landet i den periode der. Og der havde vi jo masser af tid, og der begyndte jeg så at skrive nogle småhistorier og sådan. Og det udviklede sig så oplev det sådan nogle altså det blev eventyr. Og på et tidspunkt så havde jeg skrevet noget jeg synes egentlig var ret godt. Og så havde jeg en god bekendt som var min mors nabo, og som også var hun var også konsulent på et forlag. Hun arbejdede biblioteket og sådan noget. Og så bad jeg hende om at læse en af historierne. Og jeg var sådan meget specifik på jeg skal ikke være forfatter. Jeg kunne godt tænke mig at vide, om det er bare mig, der synes, jeg er selvfed om det er okay det, jeg skriver, ikke? Og så læste hun det, og så viste hun det til redaktøren på det der forlag, der var sådan meget øh begejstret og absolut ville udgive det. Og jeg var sådan lidt, nej, det tror jeg så ikke. Øh, og så blev han ved med at insistere, og så sagde jeg sådan i håb om, at jeg kunne slippe af med ham, og i dag kan jeg godt høre, det lyder virkelig krukket, men det var sådan, jeg havde det. Øh, så sagde jeg, jamen øh, så prøv at skrive en historie til så, og hvis du synes, den er okay, så kan vi snakke om det. Okay. Så du vidste at du havde, så jeg tænkte, så laver noget andet, det er så ikke så godt. Og så gider han det ikke, og så er vi udover det, ikke? Og øhm men så skrev jeg en til, og den var han så også meget begejstret for, og så fik jeg den udgivet. Og hvad taler vi om her? Altså romaner. Nej, det var to sådan halvstore eventyr. Ja. Det var sådan en lille tynd bog med med to lange eventyr i, som hed eventyr om livstræerne. Og øh og det var jo fint nok. Det altså det var jo bare det, jeg sad og lavede, når jeg alligevel kørte i tog. Så det var ikke sådan, det var ikke sådan noget, altså det der for nogle mennesker er det jo at have udgivet en bog i sig selv. Altså det er livsforandrende. Det har betydning for dem resten af deres liv. Jeg havde det ikke sådan med det. Jeg var tværtimod sådan lidt ah, det er lidt, hvis det nu er den eneste bog, jeg kan lave. Altså, nå, sådan lidt omvendt. Ja, det var sådan lidt omvendt. Øhm, og så begyndte jeg, de der eventyrskrev, de var typisk sådan 20 25 sider. Og så begyndte jeg så på et nyt. Og da jeg så var nået til side 15, så havde jeg overhovedet ikke etableret universet endnu. Så jeg tænkte, ej, det durer ikke det her. Og så pakkede jeg det væk. Så blev min mor syg. Nå, hun havde flere gange sådan nogle hjerneblødninger, men der var hun altså virkelig meget syg. og var lå i koma. Og jeg tog over i hendes hus og boede der. Og så tog jeg ud og besøgte hende engang om dagen. Men hun var jo helt væk, så det var begrænset, hvor meget man kunne sidde der. Og jeg var rigtig bange for, at hun skulle dø. Så jeg begyndte bare at skrive på det der eventyr, mens jeg alligevel sad i hendes hus. Så sad vi hendes skrivemaskinen, og det var på en eller anden måde meget passende. Mhm. Og så skrev jeg som sindssyge de 10 dage der. Altså jeg når jeg ikke var ude hos hende og spiste og sov, så skrev jeg. Og da jeg så var færdig, da hun så kom ud af koma, der var jeg sådan delvis færdig med en en kæmpe lang historie. Og det var helt helt overraskende for mig, for jeg hvis der var to ting, jeg var sikker på, så var det, jeg ville ikke skrive tykke bøger, og jeg ville ikke skrive serier. Okay. Så det havde du så gjort. Det har jeg så gjort lige siden. Øhm. Og så tænkte jeg, den det var egentlig meget godt. Og så bearbejdede jeg den, og så sendte jeg den til forlaget, som så sagde, det er fantastisk, men du skal bare lige. Og så fik jeg 12 sider noter, ikke? Hold da op. Og dengang havde man jo ikke tekstbehandling. Så der skrev man hele bogen igen fra det første bogstav i det første ord. Det hele fysisk skrev man igen for at bearbejde Ja. for at få rettelserne ind og sådan noget. Fordi det er jo tit noget, hvor man skal rykke rundt på forskellige steder, ikke, i teksten. Så man kan ikke bare lige sådan skrive det ind i hånden. Nej. Hvordan hvordan altså hvordan overskuer man det? Lægger man alle tiderne ud, eller hvad? Ja, man tager jo bare en side af gangen. Altså man læser noterne igennem, og så tager man en side af gangen og ser, hvor redaktøren har skrevet mærker og numre og sammenligner det med noterne og sådan noget, ikke? Nej. Øh, så jeg skrev den faktisk igennem. Det var eventyr fjeren og rosen. Så skrev den igennem fire gange på den måde der. Og til sidst der bliver man virkelig træt af det. Og jeg vil sige, når man når til tredje gennemgang, så begynder man virkelig at overveje, om alle afsnit er lige nødvendige. Om de kan Ja. eller om de kan ryge ud, ikke? Og det er jo noget af det, der er sket med bøgerne efter vi har fået tekstbehandling. De er jo bare blevet ekstremt tykke, for der der når man ikke at fordi der kan man jo bare gå ind og rette sådan her. Man får jo slet ikke det der Nej. Puh, skal jeg igen igen. Skal jeg virkelig sidde? Ja. Øh, og det kan man jo både sige, der er både fordele og ulemper ved det, ikke? Ja. Ja. Øhm, og så fik jeg den tilbage femte gang, og derfor var jeg lige ved at gå ud og kaste op. Ja. fordi jeg kunne slet ikke tåle at se den mere. Og så skrev redaktøren, det er så fint nu, du skal bare stramme slutningen. Og så kiggede jeg på slutningen, og så tog jeg de sidste 20 sider og lagde dem ned i en skuffe. Og så skrev jeg halvanden side meget hurtigt, og så sendte jeg det tilbage til forlaget og sagde, det er hvad I kan få. Mm. Og øhm hvis I ikke vil have det, så er det lige meget. Jeg skal alligevel ikke være forfatter. Nu er det [ __ ] Næ, jeg orkad ikke mere. Øh, men de tog den så, og så udkom den. Og så øh halvandet år senere, der var jeg på instruktørkursus i London. Så blev jeg så blev jeg ringet op af forlaget. Jeg fik en besked, jeg tror endda jeg fik et telegram. Det gjorde man dengang. Okay. Øh, om at jeg skulle ringe til dem. Så det gjorde jeg fra en rød telefonboks i London et eller andet sted. Og så sagde jeg, hvad? Jeg tænkte, hvad hvad er der galt? Ikke? Så sagde de, ja, du har fået Kulturministeriets forfatterpris for børne- og ungdomslitteratur. Og jeg var sådan mit altså, og det igen, det ved godt, det lyder krukket, men min reaktion i telefonen var, hvorfor det? Jeg er da ikke forfatter. Så så det tog mange år, hvor jeg lavede teater som min hovedbeskæftigelse, og så skrev jeg for sjov. Ja. Og det var helt oppe i [ __ ] 90'erne, sidste halvdel af 90'erne, før jeg sådan for alvor lag om og tænkte nu. Ja. Og det var efter jeg hav været på et kursus på filmskolen. Okay. Det var der, hvor dansk film sådan virkelig boostede, og hvor man var på udkig efter hvordan man kunne få flere ind i miljøet. Og der havde jeg jo arbejdet som teaterinstruktør i 10-15 år, ikke? Så vi var en gruppe instruktører, der blev inviteret til en uge på filmskolen for ligesom at lære noget om film. Og øh jo længere tid jeg arbejdede med det, jo mere irriteret blev jeg. Nå. Øh det det talte slet ikke til mig. Men noget af det jeg fik ud af det, det var jeg blev opmærksom på at det der interesserede mig, det var fortællingen. Det var den jeg var optaget af. Og da jeg så kom hjem fra det kursus der, der på det tidspunkt var jeg også ved at instruere en forestilling, og der gik det op for mig, at jeg synes faktisk skuespillerne var i vejen. Ja. for fortællingen. Og så tænkte jeg, okay, nu skal jeg måske skifte spor. Nu er det ved at være tid til. Ja. Øh, så på det tidspunkt så fandt jeg sådan en gammel konferenceskilt frem, hvor der stod Josephine Ottesen, forfatter på, og så satte jeg der op ved siden af min computer. Ej, det var sjovt. Og der var jeg på det tidspunkt var jeg også ansat på Den Fri Lærkole på halv tid som dramalærer. Jeg underviste også inde på elevskolen i Odense en gang imellem, ikke fast. Øh, og der på lærerskolen, der var det, der var det blevet så det var fungerede så godt med det der drama, så de ville have det op som linjefag på linje med billedkunst og håndværk og sådan noget. Og det var jo rigtig fint. Så de tilbød mig en fast, altså en fuld stilling, og det tog mig nok tre sekunder at afgøre, at det skulle jeg i hvert fald ikke. Det vidste du? Ja. Og så så blev jeg enig med min mand om at ø nu begynder jeg at skrive og så kan det godt være der er nogle ting, vi lige må skrue lidt ned på nogle år. Sådan er det. Og det var han helt med på. Han blev sam næsten samtidig ansat som musiklærer på Olup Efterskole. Så han tog det. Nu er det ham der han tog slævet. Ja. Øhm. Og så begyndte jeg bare at skrive, og det det der betød det jo vanvittig meget, når jeg søgte arbejdslegater og sådan noget. Jeg havde fået den pris. Ja. Det betød alt. Så på den måde var den, det var en åbning for mig, som jeg ved ikke, hvordan mit forfatterskab havde været i dag, hvis jeg ikke havde fået den pris, så jeg de første to tre år faktisk fik arbejdslegater, sådan at det kunne nå rundt, få det til. Og så var jeg jo så også øh så var det altså på den måde handler det jo ikke altid om, hvor god man er. Det handler også om, hvor for en tid man gør det, man gør i, ikke? Fordi jeg røg jo, jeg havde jo skrevet de der to, tre, jeg skrevet en fem, seks bøger på det tidspunkt, som var i det der eventyr fantasy land. Og det havde jeg jo skrevet til en ø trofast lille skare. Så kom Harry Potter. Okay. Og så blev der lige pludselig åbnet en sluse for folk, der gerne ville læse sådan noget. Ja. fantasy fantastiske fortællinger. Og det betød jo, at jeg og Lene Kåberbøl og Kenneth Bø og altså vi fik jo lov til at skrive alt, hvad vi kunne, fordi der var en interesse for det felt. Hvis vi havde gjort det 10 år før, havde det jo ikke været der. Altså og der er man jo der må man bare sige at rigtig meget Jeg ved jo kun noget om kunst, jeg ved ikke noget om så meget andet, men sådan noget af det kunst, der er jo rigtig meget kunst, der er betinget af hvor for en tid det bliver produceret i, og som ikke altså hvis du for eksempel, jeg har lige lavet en lille historisk fiktions øh roman, meget lille, som blev bestilt af Struer kommunen til børn i Struer om noget af Struers historie. tror jeg. Mhm. Og der er så taget udgangspunkt i 1928, fordi der der kan man sige, der slår Bang og Olofsen for alvor igennem deroppe, og det kommer til at få kæmpestor betydning for byens sådan selvforståelse. Der på det tidspunkt var der en forfatter i Stroer, som hed Johannes Bookhols, som var super berømt nationalt og internationalt. Okay. Kæmpe hit. I dag er der jo ingen, der ved hvem han er. Og i dag kan du spørge en, altså da jeg var barn og du spurgte en 16 år, hvem Claus Rifbjerg var, så vidste de. Mm. Hvis du spørger en 16-årig i dag, hvem Claus Rifbjerg, det aner de ikke, fordi man skriver ind i sin tid, og det er ganske få i virkeligheden, der går igennem i flere generationer og får slet ikke at tale om at blive læst 200 år efter. Det er meget, meget få. Så så for mig var det var det jeg passede fuldstændig hak med tiden, og det har været min fordel. Øh helt afgjort. Nu nu er det jo ikke for at nu gætter jeg bare, men men umiddelbart vil jeg jo have troet, at du havde arbejdet meget med noget, der var relativt socialrealistisk med det, du kom ud af, altså sådan som du beskriver altså. Ja, men det gør jeg jo også, men men jeg gør det jo på den måde, at jeg bruger jo for mig er fantasy en måde at beskrive det indre landskabsrealisme. Ah ja. Altså det er jo ikke noget der er taget frit ud i luften. Nej. Det jeg arbejder altså der er jo mange forskellige måder at arbejde på, ikke? Kenneth som han arbejder ud fra et univers. Altså han har første ideen om universet. Lena KBL arbejder ud fra karakteren. Mette finder ophederen. Mette arbejder ud for plottet og jeg arbejder ud for tema. Okay, så vi har ligesom, men vi skal jo igennem det alle sammen. Alle sammen, ikke? Men vi starter forskellige steder. Og for mig er det, jeg starter med et tema, der er noget, jeg gerne vil skrive noget om, noget, der gør mig urolig, som kommer fra min hverdag eller fra min historie eller hvad det nu er. Men det det tager det tager udgangspunkt i noget, som gør mig urolig. Og og jeg har det ikke ligesom Vungsung. Altså jeg jeg skriver ikke mine ideer ned. Altså det kunne jeg aldrig drømme om. Jeg arbejder kun med de ideer, der bliver ved med at komme tilbage. Ja. Så de kommer og banker på og så Ja. Øh fordi ellers det går ikke andet. Øhm. Øhm. Så så jeg altså så det er typisk at jeg prøver som regel at undgå det så lang tid som muligt, for det er som regel noget som ikke er altså som gør mig urolig som skræmmer mig. Altså for eksempel da jeg skrev den serie der hedder Det døde land som er sådan en dystopi. Det var fordi vores søn var 13 og begyndte at spille dødsmetal. Okay. Og jeg var ved at dø af skrække. Og så fordi han har altid været en klog dreng, og fordi jeg vidste, at en 131-årig formodent ikke interesserer sig for en 50-årig kvindes liv. Så hvis jeg vil blive ved med at have kontakt med ham, så bliver jeg nødt til at finde ud af at interessere mig for det, han er optaget af. Ja. Så derfor fik jeg ham til at fortælle mig rigtig meget om det og til at lave playlister for mig og vise mig nogle. Der var en dokumentar af en kanadisk antropolog om hele heavymiljøet og alt det der. Og der havde jeg så ligesom muligheden på den ene side at sige, det er fint min dreng. Eller på den anden side at sige, hvad er det der gør mig så bange? Mm. Og jeg valgte så at gå efter, hvad er det, der gør mig så bange? Fordi jeg havde brug for at blive klogere, for at jeg kunne blive ved med at føle, at jeg kunne være åben over for ham og den måde han oplevet det på, ikke? Øh, og det er sådan meget typisk historie, når Mira for eksempel skrev jeg, da det gik op for mig, da mine børn var sådan 11, 12, 13 år, at jeg var ved at give de øh fortællinger videre om at være flygtning, som jeg havde arvet fra min mor, som ikke var mine. Mm. Men dem jeg har arvet, fordi man arver rigtig mange fortællinger fra sin sin familie, ikke? Og der havde jeg simpelthen brug for at finde ud af, hvad det, hvad der var mit, og hvad der var hendes. Og der gik begyndte jeg så at arbejde med hele det der omkring ø fascisme og hvad det er der gør at folk ender der og hvad det betyder for dem der er involveret i det og hvordan man altså i virkeligheden hvordan man styrer sine egne fortællinger. Fordi man bor jo, altså det startede egentlig med min søn da han var tre hvor han sagde mor hvilken historie bor vi egentlig i? Ja. Og der begyndte jeg at arbejde meget med det der med at vi vi skaber jo vores virkelighed selv igennem de fortællinger vi har om os selv, ikke? Ja. Om og de fortællinger er næsten altid bundet op på sådan en grundmodel, som kommer fra folkeeventyret om, at vi er den vi er helten, og på et tidspunkt når vi har klaret alt modstanden, så vil alle tille os, ikke? Altså så det det er sådan vi forstår os selv i verden, i hvert fald i den vestlige verden. Så så det er det er jo sådan mine de de store romaner starter hos mig. Så laver jeg jo en masse andet som tager mere udgangspunkt i for eksempel laver jeg meget letlæsning og det synes jeg er jo ekstremt spændende. Mm. Og jeg har det selv sådan, at hvis der skal stå noget på min gravsten, så skal der stå hun fik børn til at læse. Okay. Ja. Fordi det det er nok det jeg er allermest stolt af, at rigtig mange af mine serier har gjort børn til læsere. Altså ikke bare funktionelle læsere. Ja. Men til læsere på den måde, at de bliver nødt til at vende siden. Ja. Og få det ind for for at se, hvad der sker i historien, ikke? Ja. Og der arbejder jeg jo typisk med udgangspunkt i nogle myter og savn, men som har en eller anden form for spejling af den verden børnene er i i dag. Så for eksempel skrevet en, der hedder Basark. Mhm. som er bygget på et ø et gammelt vikingesavn om en pige der hedder Hervær, hvis far er basærk. Og det ved hun ikke. Øh, og hun døjer virkelig med sit raceri, med sin vrede, fordi hun er en pige. Ah, så den kommer til at handle om det der med at være en pige. Og den foregår også, det er sådan en vikingehistorie, ikke? Men den kommer til at handle om det der med at ikke at kunne styre sit raceri. Og der altså der får jeg jo så tilbagemeldinger fra forældre, som siger, at ø deres datter endelig har haft lyst til at høre en historie helt til ende, ikke? Og sådan altså. Så så det så på den måde arbejder jeg med med det der mytiske lag. Jeg gør det også, fordi hvis jeg skriver en ungdomsbog i dag, hvis jeg siger, en bog tager cirka halvandet år minimum fra man begynder til den er færdig, ikke? Så hvis jeg skriver en ungdomsroman i dag og skriver om øh hvad for noget musik de hører, hvor for noget tøj de går i, hvor for nogle gadgets de har, så er det jo foræet. Ja. Om halvandet år, ikke? Ja. fordi så gør de noget andet, og så kommer det bare til at virke sådan gammeldags. Og og der har det der mytiske den de mytiske universer har nogle muligheder for at nå folk igennem al forskellige aldersgrupper og forskellige generationer. Og det det er noget den det allerbedste kompliment jeg nogensinde har fået af nog af nogen der har sagt at mine bøger er familiamlere. Ja. Fordi flere, altså det ser jeg også når ud holder foredrag. Så kommer der for eksempel en datter og en mor og en mormor, der alle sammen har læst historien om Mira. Mm. Og det der med at at at mine fortællinger bliver en del af den familiære kulturelle kapital, det synes jeg er fascinerende, fordi det er jo noget af det, der er allersværest i dag som familie, det er at have fællesfortællinger, fordi når de skal hygge sig, så sidder de i hjørnesofaen med fredagsslik på bordet og fire forskellige skærme, ikke? Mm. Og altså og det er jo sådan heldigvis er der blevet mere opmærksomhed på det, ikke? Men men på den måde synes jeg der giver det rigtig meget mening for mig at at lave det jeg gør. Men det er jo også super interessant det der med at altså det er jo nærmest det er vel også det dramatikere gør altså at tage ogog give os de oplevelser vi ikke kan tale om ellers eller sætte ord på ellers. Altså det det er jo fantastisk vigtigt er det ikke det? Jo. Altså det er jo det kultur kan. Ja. Det kan jo skabe nogle fællesfortællinger om noget som som man har svært ved at tale om i fællesskab, ikke? Øh, jeg havde en lærer, da jeg gik på teaterskolen, som sagde, at du kan jo ikke sætte et helt træ på scenen, men du kan sætte splinten af et træ. Mm. Og ved at belyse den kan du fortælle om træet. Og det er jo altså, jeg bruger jo meget min talerfaring, når jeg skriver også. Det gør jeg. Så det kommer med ind i Ja, det gør det. Hele den der måde jeg bygger, kan man sige, scenografien og relationerne og kropssproget ind. Det det er meget inspireret, eller det det er jo sådan en naturlig del for mig, ikke? Men nu siger du det der med, det tager halvandet år fra du begynder til du afleverer bogen. Øh, nej, det siger jeg ikke. Nej. Okay. Jeg siger, hvis det er en roman. Nå ja. Ja. Så går der det her stykke her. Ja. I hvert fald nogle gange går der jo, hvis det er noget af det jeg altså drømmemesteren, som er den sidste store bog, jeg skrev, den har jo taget otte år fra jeg begyndte. Otte år. Jeg har jo lavet andet ved siden af, men men fordi der er jo rigtig meget research. Nå. Og så er der, når så researchen er ved at være færdig, så er der rigtig meget sådan øh hele synopsen til så stor en roman på, hvad er den 7800 sider, hvis man lægger det sammen, ikke? Øh, det er et kæmpe arbejde. Ja, det må det være. Jeg så en video med dig, hvor du sidder med arkivkort. Ja. Og du siger, du har slutningen. Ja. Er det sådan, altså er det sådan du er det tit sådan, jeg tror, jeg har slutningen, men når jeg så skriver, så viser det sig, at slutningen ofte er anderledes, fordi den bevæger sig. Bogen, historie, fortælling bevæger sig undervejs, mens man skriver den. Og ofte, og det er altid super irriterende, men det det er bare sådan det er, så tror man så tror jeg, at jeg skal fortælle en historie, og så viser det sig undervejs, at det i virkeligheden er en anden historie. Okay. Der trænger op igennem. Så det kan godt være, at der er noget af den grund, jeg har lavet, som er rigtig, men at den måde tingene vender på undervejs, kan være anderledes, fordi jeg bliver simpelthen, altså det er jo en måde at bearbejde de der temaer på. som jeg snakker om for mig. Og det vil sige, jeg bliver jo også klogere undervejs. Så når der så dukker sådan en anden historie op, så så siger du ikke: "Nej, nej, nej, jeg vil gerne skrive den her færdig, som jeg havde sat mig for." Altså det gjorde jeg jo i starten med det resultat, at jeg endte med nogle bøger, sådan første gennemskrivning, hvor den gjorde sådan der, ikke? Øh, og det det er så min erfaring, der siger, okay, jeg må lige åbne op for det og finde ud af, hvor dybt er det. Mm. M er det noget der nemt passer ind, eller er der noget der kræver en radikal forandring? Og der da jeg var færdig med krigeren, som jo handler om, altså den er jo så relevant i hele den her diskussion om manfæren, den handler om et positivt udadrettet maskulint ideal, ikke? Og hvordan man kommer derhen. Øhm. Men der slutter den af med at hovedpersonen Od siger til den skal ligesom har fulgt ham at han skal handle en belønning. Ikke fordi han har lavet fine digte, men fordi han har han har vist hvordan odds historie er en del af en større sammenhæng. Altså hans fortælling, han har gjort hans fortælling klar for ham. Og den førte jo direkte videre over historien om Mira, som handler om, hvad er det for en fortælling, vi laver om os selv? Og der var der var jeg jo lige ved at der var det lige ved at at vippe for mig der. Okay. Fordi pludselig blev det det der blev super interessant, ikke? Men der var jeg jo så igennem alt det andet og den den handlede også om det. Den handlede bare om det på et andet plan. Så det var ligesom sådan i virkeligheden en forberedelse til historien og Mia. Selvom det er to helt forskellige universer og helt forskellige fortællinger, ikke? Så så det hænger sammen på en måde inde i dig. Så Ja. Og det gør det jo allerede tilbage fra fjeren, som handler om, at man har glemt fortællingerne om hvem man er, ikke? Så så der er sådan der der og altså jeg er sikker på, hvis man var sådan en af dem med brillerne, de rigtige briller, Ja. Ja. Så ville man kunne, altså jeg plejer at sige, jeg skriver den samme bog hver gang. Stort set, ikke? Ja. Det det tror jeg de fleste forfattere gør, selvom de de er jo forskellige, men der er noget der er noget grundlæggende, man tager livtag med som forfatter igennem hele sit forfatterskab. Så så der ligger principielt det samme tema under dem alle sammen, eller ikke samme tema, men der ligger nogle der ligger nogle øh komponenter. Det Jeg har jo ikke Det er jo ikke sådan noget, jeg har tænkt over selv. M det er kun når jeg sådan kigger tilbage retrospektivt, at jeg sådan tænker hm altså for eksempel alle mine helte, de er ikke sådan øh heltemodige. De er alle sammen nogen der har virkelig problemer med selv at blive helte. Altså det er ikke noget der ligger lige for. Og øh øh Lod Nuk hun skriver altid om frihed, om at gøre sig fri. Selvom det er meget forskellige historier, ikke? Så så får vi sådan så er det jo os, der skriver dem. Og derfor er det jo også vores livstemaer, der på et eller andet niveau spiller ind. Jeg skal ikke kunne sige, om det gælder for alle, men jeg tror, det gælder for rigtig mange. Og og er det også der, man får sit publikum, så det ved jeg ikke. Altså jeg kender ikke nogen endnu, som kan sige, jeg ved, hvordan man laver en bedt? Nej. Øh, for rigtig mange af dem er det jo totalt overraskende. Jeg kan huske dengang da Morten Ramsland han skrev hundehoveder, som ingen havde regnet med andet end ville blive en lille niche, ikke? Og den eksploderede bare. Og der er ingen, der ved hvorfor. Så så det skal det vil jeg ikke gøre mig klog på. Hvad? Men nu lyder det jo så nu kigger du tilbage, og så så ser du de her ting. Altså hvor meget stiller du dig til rådighed for den her kreativitet eller hvad man skal sige? Og hvor meget styrer du? Det er jo svært at vide. Altså det det er jo det er jo øhm det er jo den øh jeg tror en engelsk psykiater der hed Winicut som har arbejdet meget med børn og børns udvikling og om sådan noget med overgangsobjekter. Altså det der med at børn tager imod en sut eller tager imod en bamse i stedet for det de egentlig vil have nemlig mor ikke? Og øh hvordan det ligesom understreger det der med at vi kan vi kan ligesom være os selv. Vi kan være os selv og så kan de andre være dem. Men så omkring os er der ligesom det han kalder det muliges rum. Mhm. Hvor man både er sig selv og ikke sig selv. Og det er der hvor sådan noget som et overgangsobjekt hører hjemme i det mulighedsrum. fordi man laver jo en forestilling. Man ved jo godt, det ikke er mor, men man accepterer en fiktion. Mm. Og det er jo også der sådan det kreative foregår, og det religiøse rum og sådan noget, det foregår alle sammen der det i det muliges rum, hvor man både er sig selv og ikke sig selv. Og derfor er det rigtig svært at svare på det spørgsmål, fordi fordi en del af det er jo, kan man sige håndværk. Man ved, jeg har så meget erfaring nu, jeg kan se, nå okay, jeg glemte den her komponent med, hun har klippet håret af sig selv, da hun møder ham, hun er for vild med. Mm. Senere, han burde jo egentlig reagere på det. Så kan jeg godt vende tilbage i teksten og sige, okay, det skal jeg lige have skrevet ind. Og det er jo håndværk. Mm. Men at hun i første omgang klipper håret af sig, det havde jeg egentlig ikke planlagt. Men det virker bare som det eneste rigtige at gøre i den situation, når jeg sidder og skriver. Så det er jo sådan en øh Ja, det det det er svært at sige, hvor det ene starter, det andet begynder. Er du ked af i dag eller glad for i dag, at du du blev forfatter og ikke fortsat som udtrykker jo stadigvæk på senere, men men Ja. Ja. Ja. Ja. Det passer meget bedre til mit temperament. Altså fordi jeg er som sagt ikke får kræfter af at stå på scenen, men jeg er super glad, når jeg er blevet færdig med en bog, også selvom det var sådan færdig med en første gennemskrivning og sådan noget, så det det er ekstremt tilfredsstillende. Så det det er helt klart har det været et godt valg for mig, som som ikke kom. Altså du skulle også på en en rejse. Ja. Ja. Ja. Ja. Det var ikke indlysende. Og jeg har det jo også stadigvæk sådan. Jeg var syg for nogle år siden, øhm, hvor jeg ikke kunne skrive i en lang periode. Jeg var helt udtørret. Øh, jeg havde problem med mit stofskifte, og det betød sådan, at det hele ligesom lukkede ned, og jeg blev vanvittig træt og kunne faktisk ikke rigtig tænke. Og der funderede jeg jo meget over det der med, at jeg måske aldrig kom til at skrive igen, mens jeg passede min have, for det kunne jeg nemlig finde ud af. Og så havde jeg lige en s, men det er også okay. Jeg har det. skrevet nok. Sådan. I dag skriver jeg, fordi jeg synes, det er sjovt, og fordi der er nogle historier, der gerne vil frem. Men øhm men altså jeg er jo forfatter, men det er jo ikke det er jo ikke altså det er jo ikke sådan, at jeg kun er forfatter, vel? Altså jeg har jo jeg har en familie, jeg har børn, jeg har børnebørn, jeg har forsamlingshus. Altså der der er mange andre ting, der også er mig, så jeg er ikke jeg er ikke helt så afhængig af den. Altså jeg ved også, at jeg er på decline nu, ikke? Altså det er jo klart min dem, som har købt mine bøger på bibliotekerne, de er gået på pension. Og det der, jeg snakkede om før, man skriver ind i sin egen generation. Så det er klart, at det betyder, at der vil være, jeg har stadigvæk flow, men jeg har jo ikke det der sådan opadgående flow, som jeg har haft for 10 år siden. Og det er fint. Jeg har ikke sådan, åh nej, nu er jeg et mistendt geni. Øh, jeg kan da godt blive ramt på egoet. Ja, selvfølgelig. Men ikke noget, der sådan seriøst sætter spørgsmålstegn. Så så du skriver ikke det, fordi du synes, det er sjovt. Det gør jeg. Og og hvis jeg ikke synes det er sjovt, så skriver jeg, at det kan jeg desværre ikke lave. [Musik] [Musik]